Henrik Noel Olesen, Mikkel Bay Mortensen, Rasmus Fruergaard og Claus Riis Østergaard i ’De tre musketerer’ (Foto: Rumle Skafte)

Pressefoto ikke tilgængelig pt i bedre opløsning 

FOR FULDE FON

’De tre musketerer’ på Odense Teater er en knaldperle af rock- og pophalløj, ensemblet har det sjovt, og vi har det næsten lige så sjovt.

Spiller indtil 6. juni på Odense Teaters Store Scene

****

 
NÅDADA. Tag lige den. Dumas’ tre musketerer på løbehjul. Mylady på mobiltelefon. D’Artagnans elskede Caroline i samtalekøkkenet for at skændes med ægtemanden. Kong Ludvig 13. som svans. Og – nå, ja… det afgørende: De tre raske slagsbrødre og deres nye makker d’Artagnan med spader i hånden og evangeliet ’Sex, drugs and rock’n’roll’ tordnet ud til os i røg og damp – vi er til rock-teaterkoncert, eller hvad vi skal kalde denne avancerede udgave af ’De tre musketerer’.
Et orgie af slagere hentet fra hvor som helst inden for pop og rock-landskabet, især 80’ernes. Det er ikke, som bedstefar læste den historie højt for os, men han ville genkende den og måske stønne: Hvad er dog de render og laver, men nok hurtigt være med på, at slyngler stadig er slyngler, ædelmod stadig ædelmod og hele landskabet af 1600-tals kongelig røverromantik stadig som det er og skal være i Dumas knaldperle af en røverroman.

LEGEPLADS

Den får sandelig ikke for lidt, og det fremgik i hvert fald denne aften, at et publikum af overvejende teenagere måske fik etableret et eller andet forhold til Frankrigs renæssance, krigene med England, korruption, paladsfiduser, magtkamp, og hvad der ellers kan hentes ud af affæren om dronning Annas halssmykke, som hun forærer sin elsker, den engelske hertug af Buckingham, en gave, som kardinal Richelieu vil bruge som bevis på hendes utroskab, så han kan tilvende sig magten. Og som – ikke mindst – d’Artagnan er helten, der bringer tilbage til hoffet i Paris.
Men det kontante udbytte ligger nok mest i musikken samt alt det skæg og ballade, instruktøren Alexander Mørk-Eidem kaster de medvirkende ud i. Opsætningen er en legeplads for teaters stab af skuespillere, vi tæller nitten på scenen ud og ind. Eventyrligt kostumeret – nogle ret forbløffende: Hertugen af Buckingham som kinesisk mandarin?

LØSSLUPPENT

Flere af skuespillerne får rene gaver at spille bold med, Jon Lange som kong Ludvig i ukontrollabel bøsseudgave, med alt strittende i jordisk attak på opsætningens d’Artagnan, den nytilkomne musketer, et jomfrueligt bytte, spillet af Rasmus Fruergaard som den unge helt. Han kunne være en Siegfried i ’Ringen’, hvis ellers Wagner kunne forestille sig en rock-Siegfried – Fruergaard er nok den på scenen, der har mest overlegent fat på sangerrollen. Alle skuespillere har lært at synge, men nogle er et strubehoved foran.
Hvilket ikke forhindrer os i snuppe hele resten af sværmen i denne vanvittige rockkomedie, Mette Marie Ahrenkiels elegante og hårdtslående udgave af Mylady, Natali Vallespir Sands kække Caroline etc.
Det er en løssluppen affære, der får lov at køre ud i alle hjørner på en scene, der beherskes af en vældig halv glasklode, som kan spejle og svirre rundt med de medvirkende, så sceneskift forløber – undertiden i rapt tempo, undertiden, så vi tænker: Få nu den historie færdig… vi ved godt, at der ufattelig mange krøller på Dumas fortælling, men man kunne klare sig uden en del af den desperate ekstra hittepåsomhed , f.eks. flippet med musketererne som indiske gurudisciple!
Der er rigeligt gods i forvejen. Scener i 2. akt trækkes godt i halen.
Plusset er ellers legelysten og frækheden. Og den er ret uimodståelig. De klassiske kårder er stort set erstattet med elguitarer. Duellerne med kamp på fonstyrke. Ok.   

GregersDH.dk