Jakob Bloch Jespersen, Nana Bugge Rasmussen, Idil Alpsoy og David Kragh Danving i ‘De mørkeblå Lillakvinder i Villakvartererne’ (Tegn.: Claus Seidel)

EN SANG

FRA

FORSTÆDERNE

KLANG-festivalen begynder flot og dristigt med en ny dansk opera

Komponist: Jesper Holmen. Libretto: Jesper Lützhøft. Iscenesætter og scenograf: Freja Friberg Lyme. Medvirkende: Nana Bugge Rasmussen, Johanne Højlund, Idil Alpsoy, Jakob Bloch Jespersen og Steffen Bruun Rørvig. Dirigent.: Erik Haukaas Ödegaard.   

’De mørkeblå Lillakvinder i Villakvartererne’ spiller i Koncertkirken på Blågårds Plads igen i aften, fredag 31. og derpå igen lørdag 1. og søndag 2. juni (allerede kl.12)

***

’DE mørkeblå Lillakvinder i Villakvartererne’… Det var ellers en titel på en opera!! Det runger af noget med gys og tristesse bag ligusterhækkene. Og vi tager ikke fejl. Det kommer krybende i det nye operaværk.

OPERAEN er skrevet af komponisten Jesper Holmen til en tekst af Jesper Lützhøft. Og det fremgår, at ideen blev født hos Jesper Lützhøft, der fortæller, at han vågnede en morgen med de mærkelige ord på læben. Hvad havde han drømt? Noget fælt og mystisk? En drøm om ’damerne med det blå hår’ – de pæne damer, der hænges ud som sværvægterne blandt operakunstens dyrkere. Lützhøft er – udover danmarksmester på klassisk guitar også en af landets mest energiske og inkarnerede forvaltere af ny opera og ny musik – er det de berømte blåhårede, han vil rage skallede og tage livet af, så et nyt publikum kan indtage pladserne? Hvad han – hvis dét er tilfældet – i øvrigt ikke behøver. Vrimlen af ældre blåmejser er i aftagende, og rød-, grøn-, guld- og hvidhårede er på rainbow-manér ved at få overtaget i teatersæderne. Vel også med et par lillafarvede imellem.

VI afventer spændt. Og ok. Farve eller ej. Vi skal i hvert fald bag ligusterhækken til både gys og tristesse. Det foregår i Koncertkirken på Blågårds Plads – dér var det blå så alligevel! – og det lille kammerensemble på 12-14 musikere sidder klar foran den smalle scene ved alteret, altertavlen er en stor videografik, der enten viser villahave eller forladt, blegnæbbet dagligstue. En gynge og et hvidt telt er den smalle scenes tilflugtssteder for beboerne i konge- og damesiden.

HELT mystisk er handlingen i den halvanden times opera så alligevel ikke. Det er på en måde et enkelt jalousidrama omkring kvinden Adele – ikke den kvidrende pige fra ’Flagermusen’ – det er en ung forstadsdame, der ikke rigtig kan få hold på drømme og virkelighed, gør mærkelige ting, siger mærkelige ting, har et lille barn, eller hvad? Vi hører det græde, men den ene gang er det hendes mand, der græder, den anden gang hende selv. Og så udsættes hun for det, der vel er set før, også i de stille forstæder: en ægtemand, der tænder på hendes egen søster.

ADELE ender med at tage livet af både ham og søsteren i et anfald af raseri. Hun kvæler dem i dynen i dobbeltsengen, der er redt i teltet. Vi fjerner selvfølgelig lidt spænding ved at fortælle slutningen, for undervejs gennemlever vi i passager, hvor vi svæver i tvivl om, hvor det bærer hen; hvor ord og sætninger tumler rundt i den konkrete verden omkring personerne – med havens sommerfugle og jagt på dem som billede på naturens drifter mod erobring og underkastelse. Dramaet kapsles bevidst ind i trivielle hverdagsudsagn, der bevæger sig på deres egen tunge flugt omkring ægteparret, søsteren og gartneren og hans kone, som deltager og ikke deltager i deres liv, en gartnerkone, der af uklare grunde taler tysk, en søster, der føler sig foranlediget til at fortælle Adele om en bog, hun har læst, og som handler om en kvinde, der dræber sin mand, for at ingen andre skal få fat i ham. Alt er på kanten af det absurde og surrealistiske, og der er mange tydninger, mulige og umulige.

JESPER Holmen har skrevet en musik, der på den ene side lægger et mørkt og truende instrumentalt tæppe under handlingen – dybe strygere som celli, kontrabas, bratsch, basklarinetter og valdhorn forener sig med tungt skyts fra slagtøjet – på den anden side vælger at følge sangstemmernes parlando nøje. Der er få kontraster, men loyal støtte til sangerne. Det er Jesper Holmens første forsøg med opera, han har foretaget et lidt forsigtigt men klart valg, tilsyneladende både for at ramme den mærkelige tone i historien, der næsten er som en slags Beckett i operaform, men også for at bære ganske vanskelige sangpartier godt gennem udfordringerne. Adele synges sikkert af mezzosopranen Nana Bugge Rasmussen, ægtemanden Leon af Jakob Bloch Jespersen, den kontante, maskuline baryton. Søsteren Beatrice er betroet Johanne Højlunds formidable mezzo. Desuden herfra ikke før hørte gode stemmer fra gartnerparret: David Kragh Danving og Idil Alpsoy. Og off stage: Bassen Steffen Bruun Rørvig.

DET er en urpremiere på en opera af usædvanligt tilsnit, flot som premiere for ’Klang’-festivalen, der løber de næste ti dage. En broget festival for ny musik, der lever sig eget liv, næsten i forlængelse af CPH Stage-festivalen, som slutter søndag.

gregersDH.dk