MINE DAMER OG HERRER
Shakespeares fandenivoldske komedie ’De lystige koner i Winsor’ er festlig kønsforvirring fra start til slut.
Spiller i Odd Fellow Palæets have til og med 23. august
****
RUNDT på gulvet. Det er, hvad man kan blive af Grønnegårdsteatrets forestilling i år. Rundt på gulvet på den herligste facon.
Scenen er rykket ind midt i Odd Fellow Palæets have. Den er cirkelrund, beskyttet af et let og luftigt tag båret af elegante stolper, og vi sidder rundt om scenen med perfekt udsyn til spillet. En model af Shakespeares Globe Theater i London? Ikke sådan. Men derhenad.
Og hvad får vi?
Shakespeares ’De lystige koner i Windsor’, hele det sprudlende hurlumhej omkring den latterlige Sir Falstaff og damerne, som han tror, han kan snøre, men som snører ham. Mange kender sikkert Verdis ’Falstaff’ bedre end denne komedie, der er Verdis forlæg. Operaen ’Falstaff’ har været spillet så sent som i forrige sæson på Det Kgl. Teater.
DOBBELT OP
I operaen er vi aldrig i tvivl om, hvem der er damer og herrer. Hvem der er sopran, alt, tenor eller bas.
Dér skal vi sandelig ud på glatis med skuespillet. Ikke alene på grund af den tvetydighed, der på Shakespeares tid var indbygget i stilen, fordi konventionen på hans tid bød, at alle roller blev spillet af mandlige skuespillere, også damerollerne. Men på Grønnegårdsteatret, fordi det er dobbelt op: Kvinderollerne bliver spillet mænd – men mændene bliver også spillet af kvinder – det er en stor blomstrende forvirring, som oven i købet får tilføjet, at næsten alle roller er dobbeltbesat på den facon, at – ja, lad os bare nævne som eksempel: Joen Bille er det ene øjeblik Madam Rap, husholderske hos doktor Cajus, det næste værtshusholderen i ’Hosebåndet’. Eller Morten Hauch-Fausbøll, som har en hovedrolle som den ene af de lystige koner, nemlig fru Alice, men så pludselig er Falstaffs tjener Pistol.
Mands- og kvinderoller i ét rod. Hele vejen igennem. Der skal nogle lynhurtige omklædninger til. For publikum: Orgier af forvekslinger og hurtige identifikationer! Grinet er selvfølgelig forbundet med, at vi kender skuespillerne. At den lille tykke borgermand Frank Fjord spilles af Helle Dolleris – vi kender stemmen, selv når hun fordrejer den. Og instruktøren har ikke nægtet sig fornøjelsen ved at knytte hende til den to hoveder højere fru Fjord, Morten Hauch-Fausbøll.
SUSENDE FORVIRRING
Er De forvirret? Det er publikum sandelig også ind imellem, og det er en pointe – vi skal være lige så forvirrede som personerne i stykket. Damerne er iført fuldskæg, frisurerne er vidtløftige ud over alle bredder, og kostumerne er bevidst og pragtfuldt overbroderet i højrenæssance-stil, så genkendelighed langt hen ad vejen nærmest kræver spektralanalyse. Det fremgår af kreditlisten i programmet, at sminke-, frisure- og kostume-staben er oppe på elleve ansatte ud over scenografen Nina Flagstad, der har tegnet og udtænkt hele butikken. Der har været travlt på skræddersalen!
Og der er susende tempo over Christoffer Berdals iscenesættelse. De medvirkende er i én flugt til og fra scenen. Ad flere, i hvert fald fire – passager mellem publikum.
Publikum skal holde fast i stroppen. Shakespeare har ikke nægtet sig noget i retning af kaotiske intriger og skøre personager.
Midt i historien om Fede Falstaff og hans groteske kur til damerne og damernes jonglørnumre for at gøre ham til grin, skal vi høre om Fru Paghs henrivende datter – spillet af Ulver Skuli Abildgaard! – som ikke mindre end tre herrer vil giftes med: Mia Lerdam i rollen som den unge adelsmand Fenton plus den franske, flimrende og feminine læge dr. Caius, spillet af Joachim Fjelstrup, og skvatmiklen Tyndsak, som Jakob Femerling Andersen har fornøjelsen af. Behøver vi tilføje, at hr. og fru Pagh spilles af Camilla Bendix og Steen Stig Lommer som henholdsvis hr. Pagh og fru Pagh? Og at den eneste, der ikke er sat på forvirrende kønsroller, selvfølgelig er Falstaff, Troels Lyby. Han er bare forvirret. Prægtigt forvirret. Brovtende, lattervækkende og hjælpeløs. Lidt enstonig i mæle og figur måske.
Me Lund gør i nogle programartikler glimrende rede for de aktuelle kønskulturelle pointer, der ligger til grund for Berdals iscenesættelse. Vi lever i en tid, hvor en skægget Conchita Wurst i dametøj kan vinde det internationale Melody Grand Prix. Vi labber kønsforvirringen i os. Nogle gør i hvert fald. Næppe som man gjorde det på Shakespeares tid – men lidt som man gjorde i de ekstatiske slut-tyverne – tænk på ’Cabaret’.
Godt halvanden time varer hele seancen, der er ingen pause – og igen, som ved operapremieren i Helsingør i går: Husk lange underbukser og bedstemor-plaid.
