Tegning: Claus Seidel

DARK NOON

Europas wild west-emigranter: Hver mand sin skyder!

Manuskript og instruktion: Tue Biering og Nhilanhla Mahlangu. Scenograf: Johan Kølkjær. Medvirkende: Bongani Bennedict Masango, Joe Young, LillianTshabalala, Mandla Gaduka, Siyam Alfred Mdubeki, Katlego Kaygee Letshoolonyana ogThulani Zwane.

’Dark Noon’ spiller indtil 1. juni på Teater Republique. Varighed: 2 timer u. pause.

***

FOR at begynde med slutningen: En række vidnesbyrd fra seks sydafrikanske skuespillere. Korte personlige beretninger om undertrykkelsen under apartheit-styret. Den moderiske, hvide, europæiske undertrykkelse af den sorte befolkning.

SKUESPILLERNE har lige sluttet den egentlige forestilling, hvor de spiller hovedroller i en helt anden historie. D. v. s. historien om, hvordan millioner af europæiske emigranter for mange år siden forlod fattigdom og arbejdsløshed i Europa, rejste til Amerika over Atlanten, mange druknede og døde undervejs, og mange rejste videre mod The Wild West, erobrede det store land, bosatte sig.

SORTE sydafrikanere spiller altså hvide europæere, der slagter den indianske urbefolkning, udvikler et cowboy- og guldgraversamfund med alt, hvad det indebærer af indbyrdes slagsmål, mord, prostitution, svindel, korruption med det kristne budskab som medvirkende bølgebryder – det hele i en udvikling, der kræver ’hver mand sin gun’. Med ret til at bruge den.

DEN peger i flere retninger, den historie. Masserne, der flygter over havet fra nød i hjemlandet for at få en bedre tilværelse – det behøver ikke meget forklaring. Det er som nutid: Flugt over Middelhavet til den lokkende Europa. At det på Teater Republique bliver illustreret med afrikanske skuespillere, giver ikke stykket en logisk parallel-føring til ’Dark Noon’, der handler om hvide europæere, der udvikler rædselsfulde egenskaber, som man selvfølgelig genkender i den side af wild west-mentalitet, som vi ser i så mange udgaver, en mentalitet, der på film og i bøger pyntes op med myterne om heltegerninger og glorier, love i uendelige strømme, prægtige og skønne landskaber. Det er der ikke noget af her. Og ’Dark Noon’ har ikke en kompliceret tilgang til historien på samme måde som Teater Sort-Hvid ’Black Madonna – White Nigger’. ’Dark Noon’ er en gennemgang af U. S. A.s udviklingshistorie fra nybyggeri til – skal vi sige Donald Trump-tiden – utvetydigt set gennem krimi- og western-filmenes briller og i en vinkel, der tolker indvandringens og indvandrernes grummeste egenskaber.

SET fra den vinkel er det et storslået teatershow, der udfolder sig på Republique. Vi sidder som tilskuere langs scenens fire sider – hele scenen er fra start nøgen som en sandet arena, men befolkes efterhånden med et hel wild west koloni-bebyggelse, huse og hytter, kirke, og fængsel, og handlingen brager af sted med stumper af sceniske slagsmål, forfølgelser, opgør, voldtægter, skyderier med revolvere og geværer i ét væk, jernbaneskinner, der lægges ud, det hele gerne med publikum som statistisk medvirkende i flæng. Alt filmes på stedet, de afrikanske skuespillere kommenterer live på storskærme, optagelserne styres fra kameraer, der flytter rundt mellem mylderet af sceneopbygninger, vi er på en måde vidner til den tekniske evolution i det amerikanske samfund, og samtidig i live transmission her og nu med det moderne grej. Som sceneshow sprutlevende og kaotisk.

FORESTILLINGEN går endnu en uges tid. Den er værd at se. Scenisk underholdende. Bevidst grov og larmende. Man kan vælge at sluge eller se bort fra eller acceptere det firkantede budskab, den bringer, og spærre øjne og øren op under den slutning, der pludselig leverer det ganske gribende hug, afrikanerne præsterer som efterskrift til forestillingen.

gregersDH.dk