Stephan Jarl og Selene Munoz i ‘Wild Blooms’  på Dansk Danseteater i Københavns Politigård (Foto: Henrik Stenberg)

DANS  SÅ VI GLIPPER MED ØJNENE

Tim Rushton og Dansk Danseteater har charme, kådhed og sorte opgør i årets broget sammensatte forestilling i Politigården.

Dansk Danseteater spiller til og med 16. august i Københavns Politigård.

*****

HVORDAN bliver vejret i aften?
Og hvad har Dansk Danseteater på programmet?
Det er de to spørgsmål, man stiller sig på sådan en dag som i går.
Begge svar er lige overraskende. Vejret er pludselig varmt og fint. Og aftenens program sender den ene overrumplende oplevelse på scenen efter den anden.
Jo, vi venter os da altid en masse af Dansk Danseteater, men sådan et program som det, der denne sommer er sat op, får os til at glippe med øjnene gang på gang. Ikke bare over, hvor dygtige de er i dette ensemble. Men også over, hvad de dog kan finde på!
Otte indslag på godt halvanden time sendt ubesværet ud på den enorme scene, der er plantet i Politigården, som om den altid har stået dér som dansegulv for de københavnske betjente. Vidt forskellig dans fra nummer til nummer.  Overrasket bliver man vel ikke over den herlige robotdans fra Tim Rushtons ’Black Diamond’. Den har vi set før – to hvidklædte robotter i ømme, komiske og rørende dueller, indtil de bliver båret ufrivilligt væk.
Det er heller ikke, fordi vi bliver chokeret over Selene Munoz’ virtuose artisteri med hendes helt personlige udviklinger af flamencodansens muligheder. Vi ved godt, hvad hun formår. Men det er alligevel en fornøjelse at se, hvor humoristisk hun opererer med genren sammen med sin faste slagtøjsakkompagnetør Stephan Jarl.
Inden pausen bliver både en forbløffende hat og en lige så forbløffende kjole inddraget i hendes koreografi som festligt legetøj. Og efter pausen arriverer hun til ’Eye of Night’ som en faretruende klapperslange og hvirvler sig sammen med Jarl ind i salver af musikalske og koreografiske idéer, der virker som spontane påfund, men tro mig: Ikke et komma eller semikolon er plantet, uden at det er gennemprøvet.
Hurtigt springer vi i øvrigt denne aften fra indslag til indslag.
Flere af dem med vrede og hidsige konfrontationer som kernemateriale. To maskerede dansere stiller i den bosniske komponist og koreograf Jesenkovic’ Tabu’ op med voldsomme konflikter og magtkampe.
Vi har dårligt sunket den israelske Idan Sharabis smukt masseudfoldede ’Rak Tamid Again’, før Lotte Singh udfolder nye sorte magtkampe, som toner ud til Rinaldos klagesang over tabet af sin elskede – highlight i Händels opera.
Men midt i det hele så pludselig sådan en sag som en henrivende duet fra den ballet, som Rushton har lavet til Pantomimeteatret i Tivoli. Den hedder ’Accordion Stories’, og ørerne blev spidset over musikken: En finsk folkesang med titlen ’Tuttuni’, dårende smuk.
Og så pludselig et helt andet hjørne: Stravinskijs ’Ildfuglen’ skærer igennem med sin blændende instrumentation, og Rushtons kommende Ildfugl afsløres som et menneske på flugt – scenografisk skildret over et vældigt videohav, blæst op på storskærm.
‘Ildfuglen’ i sin helhed får premiere i januar 2016 på Teater Republique.
En verden vi kommer rundt i denne aften i Politigården! Danset med varme og charme foran et entusiastisk publikum på de fuldt proppede stolerækker.

gregersDH.dk