Søren Torpegaard Lund, Peter Jorde, Monica Isa Andersen og Kim Hammelsvang i ‘Dance of the Vampyres’ (tegn.: Claus Seidel)

UHYGGELIG? NÆH!

MEN EN GOD GRINER

’Dance of the Vampyres’ på Det Ny Teater leger larmende og afvæbnende med Dracula-myten

Manuskript: Michael Kunze. Komponist: Jim Steinman. Iscenesættelse: Daniel Bohr. Scenografi: Paul Farnsworth. Medvirkende bl.a. Peter Jorde, Monica Ida Andersen, Kim Hammelsvang Henriksen, Søren Torpegaard Lund, Jesper Asholt, Julie Steincke, Anders Bilberg, Henrik Lund og Charlotte Guldberg. Kapelmester Per Engstrøm. Orkester på 10 musikere.

’Dance of the Vampyres’ spiller på Det Ny Teater. Varighed: 3 timer inkl. pause. Spiller indtil ?????

****

UHYGGELIG? Overhovedet ikke. ’Dance of the Vampyres’ på Det Ny Teater er en god griner.

JO mere forestillingen sortner i 2.akten, jo mere der åbnes af ligkister, jo mere kisterne knager, jo mere torden og lynild, der suser gennem nattemørket, jo fælere Grev Dracula toner frem i sin dæmoniske elegance, jo mere hugtænderne blottes, jo mere tænderne hugges i hans ofre, jo mere ofrene bider videre i nye ofre, jo mere blod der flyder, jo mere musikken jagter hidsige og øredøvende effekter i alle mulige og umulige retninger… jo mere komisk bliver det.

JEG har ikke set den Polanski-film, der åbenbart er grundlag for denne sceniske udgave af historien, men det er klart, at Det Ny Teaters udgave er forankret i en dansk mentalitet, der ser på myten om den blodsugende greve på sit mystiske slot i Transsylvanien som en anledning til grin. Oplagt halløj med hver eneste situation, der ellers kan styres og opfattes dramatisk, frygtelig og skæbnesvanger – hvis man vil dét.

DE folkelige scener med landsbyens beboere i 1. akten er farverig dans og sang med temaet hvidløg – vi mangler kun duften – og den handlekraftige krofatter – Jesper Asholt – sætter saftigt bid i et økologisk hvidløg, da han skal samle mod til at jagte ud i skoven for at finde sin forsvundne datter. Professor Abronius, som vil udforske Dracula-myten, præsenterer sig for os med en monolog, der speeder op til et verbalt virtuosnummer – Rossinis barber i Sevilla har ikke sunget forgæves. Heller ikke revy-klassikeren ’Vi er alle i samme båd’. Kim Hammelsvang, der spiller rollen, gentager modellen, da han står i Draculas bibliotek, overvældes af bøgerne og sin egen viden om græske filosoffer og rabler Aristoteles, Sokrates og hele serien af navne i et tempo som auktionarius på en fiskeauktion.

2. AKT åbner med en prægtig skulptur-udstilling – udlånt fra Thorvaldsens Museum? Mageløst! – Nej, det er Dracula, der udstiller sine ofre. Overvældende. Han har ikke holdt igen. Fin effekt, da de begynder at røre på sig. Makabre detaljer gror i gravhvælvingerne – de skambidte og afdøde vågner til live og kopulerer henrykt, Dracula-grevens søn spillet af Anders Bilberg – er bøsse og kaster sig over professorens assistent, den velsyngende Søren Torpegaard Lund, hvis kæresteri med kromandens datter, Monica Isa Andersen, lykkeligvis er ubrydeligt. Romantiske love-scener til musik, der smelter i ørerne? Næh. Det ømmeste består i, at han finder en badesvamp, hun har mistet og giver hende den som forlovelsesgave. I tilløbene til lyriske scener smælder musikken smælder en dunkraft som var orkestreringen blevet til hos en havnearbejder i overstadigt humør.

DET kulminerer alt sammen i kæmpemæssige scener, hvor Peter Jorde, der er Dracula, afleverer en opsummering af Dracula-mytens historiske udviklingsfaser siden middelalderen – gennem alle århundrederne drevet af menneskehedens grænseløse begær, der her har samlet sig i driften hos de blodtørstige – driften mod at sætte tænderne i andre menneskers struber. Kvinders eller mænds. GODT teater vejes tit på publikums oplevelse af at møde noget genkendeligt: – Det er jo ligesom hjemme hos os! Der er noget at tænke på sådan en aften på Det Ny.

DEN vældige slutning synges med rungende glans og format i Peter Jordes baryton midt i vrimlen af medvirkende, der danser ’Dance of the Vampyres’ iført århundredernes kostumer – Det Ny Teater må have været på research i alt, hvad man har kunnet komme i nærheden af af museer og historiebøger.

FASCINATION og latter går hånd i hånd i vores oplevelse af denne fortælling. Der synges på flot niveau. Gode stemmer hos solister og kor. Tekstudtale, der må kunne gøre Operaens udøvere af sangkunsten grønne af misundelse. Orkestret – der ligesom de tidligere år er styret af kapelmester Per Engstrøm – spiller musik af komponisten Jim Steinman, der ikke foretager mange krumspring væk fra velkendt og godt udtrådt stof i genren. Affyret uden støddæmper i forsøget på at råbe os op. Og Daniel Bohr har med vanlig smidighed fået hjulene til at snurre i en forestilling, der ikke nægter sig overbefolkning i nogle af scenerne.

DER er virkelig nok at se på, mens man overvejer at holde sig for ørerne og griner af Bohrs påfund og Karen Hoffmanns sjove oversættelse.

gregersDH.dk