FLÆNSEN TIL DØDE

Noréns ’Dæmoner’ kan, som en reklametekst lyder fra Østre Gasværk, opfattes som ’et morsomt helaftensarrangement med mad, vin og grin’.
Tag den.

****

ER den menneskelige tilværelse ikke alene rædselsfuld? Som den svenske dramatiker Lars Norén synes. Og skildrer det i stykke efter stykke.
Men er en menneskelig tilværelse også umulig? Som han har besluttet sig for i ’Dæmoner’, der nu spilles på Østre Gasværk.
Her hjælper hverken psykiater, terapeut, Gud, bedetæppe eller Søren Krarup.
Norén har dømt sine to hovedpersoner, ægteparret Frank og Carina til evig krigsførelse i deres mentalt afpillede ægteskab, et moderne barnløst par, som alt tilsyneladende er givet, men som er nedsunket i et dantesk inferno, hvor tilgivelse og forløsning hele tiden lurer lige om hjørnet, men smuldrer. Så al ondskaben kan begynde forfra. I ét væk. De driver drives tilbage til udgangspunktet som Sisyfos med sin rullesten på bjerget.  
Neden under: Et naboægtepar, der til gengæld vil være et brugbart offer for samfundets ufattelig mange og ufattelig energiske terapi-guruer, religiøse eller ej. Et såkaldt sundt normalpar med en tyk hud, der alligevel lader sig gennemhulle, men også lappe sammen til midlertidig overlevelse. Den type er der i det moderne samfund altid råd for. Masser af råd.
Parret ovenpå er uhjælpelig fortabt, som Norén ser det.  

HADEGÉN

Det ormskudte spil foregår på Østre Gasværk i en to etages penthouse lejlighed af labreste tilsnit. Scenografen Rikke Juellund har kreeret luksussen som en moderne udgave af det hus, der for en del år siden rummede det sydstatslige ægteskabshelvede i ’Who is afraid of Virginia Wolf’.
Parret med det uforknytte hadegén i ’Dæmoner’ spilles af Anette Støvelbæk og Lars Mikkelsen. Naboparret Maja og Thomas af Camilla Bendix og Peter Oliver Hansen, et par, der som tilfældigt inviterede nabogæster slæber al deres almindelige børnepludder med. Plus deres latent lurende, men indefrosne lyster. Instruktøren Karen-Lise Mynster har inddæmmet Peter Olivers figur til en menneskebøf af et ubeslutsomt skrog, som kun evner at gå amok, da han bliver provokeret på sin seksuelle status som mand. Og Camilla Bendix’ husmor er reduceret til en mælkeboblende sugekop af almindelighed.
Som konstellation et fantastisk par over for hinanden. Svedende kropslig afstumpethed over for – ja, hvad? I Anette Støvelbæk og Lars Mikkelsens udgaver i hvert fald mager, elegant perversitet, verbal frådende tomhed, intellektuelt hudafskrabet jægerinstinkt og en afstumpethed, der ikke kan afgøre med sig selv, om den skal favorisere sin masochisme eller sadisme. En magtkamp uden ende.

SEKSUELLE KAMPVÅBEN

Det ligger alt sammen i teksten, som Norén med utrættelig energi kører rundt med som var det en autoindstillet, selvkørende støvsuger. Længere og længere ud i krogene, med de freudianske drifter i gradvis stærkere skred, seksualiteten reduceret til kampvåben, ulyksaligheden flænsende i krop og hjernevindinger.
Alle våben gælder. Sylespidse replikker og modreplikker som hos Strindberg – men vi er langt videre hos Norén. Vrangen vendes ud, sproget antager alle de seksualmakabre variationer, der kan bryder op fra underbevidstheden for at skutte sig og se sig omkring i det frie.
Jo mere formuleret med akademisk artikulation hos Lars Mikkelsen, jo bedre. Jo mere den kan ledsages hos Anette Støvelbæk af, at hun enten smider tøjet for at provokere med sin ekstravagante krop eller ifører sig sit hvide bryllupsskrud – jo mere rå og fortvivlende er kontrasten.

SURREALISMEN

Man kan diskutere stykkets maniske nedgravning i det uheldbredelige misforhold mellem de to. Den breder sig som en pest, der flytter handlingen gradvis væk fra realismen, som vi kender den fra lignende ægteskabopgør hos Strindberg, til voksende surrealisme.
En surrealisme, der på en måde antydes allerede fra start med de sære galopperende hestetramp off stage og de svage tordenagtige lyde, som ind imellem er som en hul rungen i hovederne på Frank og Carina. Og som modsvares f.eks. af den musik, der med mellemrum sættes i gang af Frank – arier af den type, man dyrker i de cirkler, hvor italienske møbler og sopranarier flyder i ét.  
Urnen med Franks mors rester, der står i en niche som et syret memento om forgængelighed, bevarer også sin lystspil-realisme indtil det øjeblik, Frank har tømt den i hovedet på sin bryllupsklædte frue.
Derfra er vi henvist til en mareridtsagtig fabulering over hjernernes og drifternes flugt ud i en ødemark af galskab, virkeligheden opløst i indre billeder, parrene i rotation på scenen i uforklarlige og forvredne situationer. Ikke meget mere sære end de sadomasochistiske og psykodeliske ekstravagancer, vi har fået åbenbaret undervejs, men flyttet ud over rampen for det umiddelbart tilgængelige og såkaldt sund fornuft. Som billeder af Dalí.

JULELEGE

Stykket træder grundigt og sikkert bevidst vande i denne danse makabre. Spillet gennemføres til den yderste konsekvens med Carinas korsfæstelse af Frank, der sømmes til væggen. Sadomasochisme har mange hårrejsende julelege. Og Lars Norén bider sig ubesværet, men også lidt trættende fast i dem.
På Google kan man se Østre Gasværk sælge forestillingen sådan via nyhedsbureauet Newspaq: ”Morsomt helaftensarrangement med mad, vin og grin på Østerbro i København”. Op med humøret! Det skulle man måske også have sagt til Jesus?

GregersDH.dk