Vivienne McKee og Andrew Jeffers i ‘Crazy Christmas Cabaret’ (Foto: Thomas Petri)
*
*
*
*
*
*
PIP FRA HITCHCOCKS FUGLE
’Hitchcock-up’ er ’Crazy Christmas Cabaret’ på slap line i Tivolis Glassalen. For lang, noget diffus, men grinet er fuldblods ind imellem.
Spiller i Glassalen indtil 12. januar 2013
****
DET svarer lidt til at gå til rockkoncert. Du sætter dig i Tivolis Glassalen, Vivienne McKees ’Crazy Christmas Cabaret’ går i gang med et par afslappede, løsagtige bemærkninger – og straks er der tændt på bølgelængden, publikum trykker jublende standardsvarene af på stikord. Det er et hjemmebaneshow, der er i gang.
Koden er: Vi er med!
Men måske ikke helt så overbevisende og konsekvent som vanligt.
Det hænger sammen med, at nogle af de faste koder smutter udenbords i år. Og det hænger igen sammen med, at flere af fornyelserne i dette års forestilling låser Vivienne McKee lidt fast. For det første er den dér med at hale folk op på scenen og gå spidsrod under fælles latter droppet. Den plejer publikum ellers at godte sig lumsk over. For det andet er ideen med at gøre instruktøren Hitchcock og hans film til navlestrengen gennem de næsten tre timer, ’Hitchcock-up’ varer, sjov nok, men den blokerer også. Det forudsætter en god portion viden hos publikum om filmene at få alle associationerne til at fungere.
FREM I SÆDET
Hovedformålet i enhver Vivienne McKee-kabaret er at trykke på grineknappen i galopperende tempo. Og det er svært nogle gange, når publikum ikke er lige så a jour som de medvirkende med, hvad der associeres til.
De medvirkendes indforståethed er sådan set ok, for det kan være smittende at opleve, hvor enormt morsomt de selv synes, jokene er.
Hos os andre bliver det alligevel nemt grin på vikarbasis.
Publikum rykker til gengæld en tand frem i sædet, når udspillet fra scenen er det genkendelige. Andrew Jeffers som sindsoprivende udstyrstykke, hans vældige korpus iført vanvittige kvindeklædninger, koblet med en stemme, der er som signaler fra de gamle Malmø-færger, når de lagde til i Havnegade. Det er – stort.
Vi kommer da også i munter stemning af at se Jeffers udmajet som Hitchcock, ligesom vi gennem det meste af 1.akten er helt med på de fantasifulde situationer, hvor projektet: At skabe en ny Hitchcock-film med titlen ’The psycho bird who flew too much’ blandes med finter til egentlige filmsekvenser.
IKKE ET ØJE TØRT
Men sjovt nok: Hver gang Hitchcock-projektet er ved at løbe tør eller gå i glemmebogen i 2.akten og erstattes af Jeffers bombastiske fjas suppleret med besøg af Vivienne McKees egen klassiker Dr. Bent fra Helsingør i fuld colonial krigsmaling, så er ikke et øje tørt. Hitchcocks helvedes fugle er i luften, men publikum vil helst blive på jorden.
Så enkelt er det. Så bliver ’Crazy Christmas Cabaret’ knuselsket som ’Peters Jul’ og ’Nødebo Præstegård’.
En af de lykkelige gerninger med ’Crazy Christmas Cabaret’ er det swingende og meget artikulerede engelsk, der fyres af – med forskellige sjove accenter i givne situationer.
David Bateson’s kultiverede engelsk er en speciel fornøjelse, men sandelig også debutanterne i Vivienne Mc’Kee-sammenhæng: Den sprælske Henrik Lund, der har godt fat i det engelske, og Julie Steincke, der er hjemmefødt med sproget.
Lund glider godt ind i holdet. Julie Steincke med. Den flotte pige kan jo synge, endda så det runger i bardunerne – hun får lov at stå for nogle showstoppere hist og her. Det er både godt og ondt. Hensynet til at bruge hende efter fortjeneste, får Vivienne McKee til at gøre sangnumrene til en pointe – Javel, ok, Hitchcocks blondiner kan også fyre sange af! Ja, så pyt.
Generelt er årets ’crazy cabaret’ i Glassalen som altid for lang. Der er darlings, der ikke er blevet killed. Et stilfærdigt forslag: De kan stadig blive det.
Ok: Fire stjerner, især for det ukuelige, 30-årige gå-på-mod.
GregersDH.dk