Maria Kontra, Jens Bruno Hansen og Elsebeth Dreisig i ‘Così fan tutte’ på Aarhus Sommeropera (foto: Pernille Bering)

SIDSTE NYT FRA CAMP BASTION

Århus Sommeropera spiller sin tredie ‘Così fan tutte’. Den er flyttet til en lejr i noget, der ligner Afghanistans Helman-provins.

****

NÅ, så fik vi de maskinpistoler og battledress, som nogle åbenbart har savnet i Jyske Operas ‘Tristan og Isolde’ – i søvngængeragtig vanetænkning om nødvendigheden af at bringe enhver opera up to date med automatguns og mobiltelefoner.
Henne om hjørnet i Århus Sommer Opera er de derimod til våben og moderne krig – swingerkrig om man vil – i fuldt udtræk, Afghanistan i ‘Mash’-udgave. I det nuttede gamle teaterrum, hvor prosceniets overskrift så sirligt lyder ‘TIl Phantasiens Moro’, spiller man nu Mozarts ‘Cosi fan tutte’. Og der er vi helt med på en up dated krigerisk action-version. Idéen er oplagt. Det fjollede, det komiske plot med undertoner af kriblende sex og knive i ryggen klarer fint transplantationen.

HVILKEN SLAGMARK

Det har altid stået lidt tåget i operaer som ‘Figaro’ eller ‘Barberen’ eller ‘Così’, hvor det egentlig var, der var krig igang. Hvad er det for en slagmark, lille Cherubino skal ekspederes ud til af greven, da knægten skal straffes? Hvad er det for en krig, der udfolder siger i ‘Barberen’ et eller andet sted på Sevilla-kanten, da Dr. Bartolos hus bliver invaderet af landsknægte?  Og i ‘Cosi fan tutte’ er Don Alfonsos fidus at bilde Dorabella og Fiordiligi ind, at deres kærester Guglielmo og Ferrando er nødt til at tage til fronten – så de kan snuppe et par reservekærester i stedet for at rende rundt og vansmægte af længsel.
Men hvad er det for en front? Det interessere os ikke meget.
Det er måske heller ikke så vigtigt for handlingen. Men alligevel pudsigt.
Så det er ikke nogen ringe idé at rykke ‘Così’-historien ud til noget, vi endda har et forhold til: En dansk militærforlægning på Balkan eller i Irak eller i Afghanistan – det sidste er nok det første, vi associerer til, når scenen åbner i et feltlazaret, hvor en såret soldat bliver lappet sammen til tonerne af ‘Così-ouverturen og med Dorabella og Fiordiligi blandt Røde Kors-medarbejderne. Sygeplejersker I feltdress.

DEN EROTISKE SLAGMARK

Kvinder i uniform er på mode og har en særlig erotisk attraktion. En attraktion, som på Sommeroperaen opfyldes til fulde af Elsebeth Dreisig som Fiordiligi og Maria Kontra som Dorabella. Den første er pigen med de dydige kvababbelser langt hen ad vejen – ikke så meget fordi hun egentlig har moralske skrupler. Som da Ponte har tegnet hende: mere fordi hun er nervøs for, at kæresten kunne gå hen og overleve og pludselig stå der igen. Skrupler trykker derimod ikke Maria Kontras Dorabella, hun stryger lige til den forklædte Guglielmo. Hvad man sådan set godt forstår – Thomas Storms antræk er mindre skræmmende end Dominique Morales’, der ligner en græsselig afart af en skægget Al Quaida-bjergtrold fra Helman-provinsen. Det er duarder, så det runger, børneteater i fuldt flor, en del af den absurde maskekomedie.
Som baryton og tenor fører de to fyre sig begge frem med glimrende stemmer, Morales slås lidt med sit danske, men det gør mindre til sagen og kan sagtens opfattes som en særlig attraktion. De taler sært, de dér eksotiske fremmede!

FRISK TILGANG

Charmen i opførelsen ligger i den friske tilgang. Lars Henriksens har peppet oversættelsen 
op, så sproget rammer den engelske instruktør Christopher Cowells aktualiserende jargon. Vi er, hvor vi er, når Liselotte Nielsens rapkæftede Despina synes, at det ‘er en rigtig skod-dag’, eller når Maria Kontra som Dorabella mumler, at denne Ferrando ‘kan tale, så trusserne bliver våde’. Mozarts da Ponte ville næppe have sproglige indvendinger. Eller når Jens Bruno Hansen som Don Alfonso siger ‘take it or leave it’, da væddemålet med fyrene er ved at gå i hårdknude.
Hvilken figur denne tamp egentlig er i Cowells hovede, er ikke helt klart, han render rundt med kamera på maven – en emsig paparazzi fra Se&Hør, der har møvet sig ind under falsk påskud og har taget røven på alle? Lidt af hvert er han ude på: ‘Jeg spiller godt – lige til en Reumert!’ siger han på et tidspunkt.

CHARMEN

Charmen i opførelsen ligger som sagt mest i den friske tilgang. Mere end i sangligt og musikalsk raffinement. Sommeroperaens effektive dirigent David Riddell er ikke en mand, der kæler for klanglige detaljer og vokal balance. Det må sangerne selv slås med – Elsebeth Dreisig fører godt an med sin egale sopran og sprogbehandling.
Væddemål, pjank og tvetydig øm flirt udspiller sig mellem teltbarduner og Røde Kors-rekvisitter i Bridget Kimaks scenografi. Bajerne serveres i tasker med påskriften ‘Human Organs’.
Om Forsvarets Velfærdstjeneste vil elske det, står åbent. Vi forventer en undersøgelses-kommission. 

GregersDH.dk