Pilou Asbæk og Laura Christensen i ‘Core’ (Foto: Jon Stephensen)  

GENNEM PILLETÅGEN

På Gasværkets nye scene rammer Line Mørkebys ’Core’ direkte ind i den unge mellemklasses fjas med stoffer.

***

DET er mindre end en måned siden, den nybagte dramatiker Line Mørkeby tilførte Det Kgl. Teater et skud frisk teater, den vittige og løsslupne ’Musical’, hentet lige ud af dansk realisme  – og dog: fuld af poetiske og aggressive undertoner, der førte hyggebilledet af dansk hverdag et herligt stykke ud over normal genkendelighed.
Det gør hendes nyeste historie egentlig ikke.
Den er smask dagligdag, hvis man skal tro de uafladelige beretninger om stoffer og piller og festlige skud af det ene og andet, som er populært i den aldersgruppe af danskere, der mener, dét er midlerne til at komme over kedsomheden ved at se sig selv i spejlet.

PÅ 7. SAL

’Core’ (’kærne’) er navnet på et hallucinerende stof, der sætter drøn i hormonerne, og som gør misbrugere skøre i hovedet og momentant lyksalige.
Fire unge  – to veninder og to fyre –  tumler med hinanden i en 7.sals lejlighed. De kender hinanden, en af pigerne har haft noget kørende med den ene af fyrene, de to andre er hægtet på, og det hele er meget genkendeligt af hvem som helst. Noget jalousi, noget rivalisering, almindelig fis og jargon. Suppleret af, at en af knægtene kan lidt tryllekunster.
Det er lige ud ad tangenten. Det meste forventeligt  – også at det på den ene eller anden måde må ende brat med det vilde ridt gennem pilletågen: Den ene af pigerne kaster sig ud fra 7. sal. Meget pædagogisk og ok. Piller er noget lort.

GODT SPILLET

Historien er ikke længere end til at konstatere, at der bliver spillet godt og troværdigt af de fire skuespillere, Laura Christensen, Julie Ølgaard, Laus Høybye og Pilou Asbæk. Og at det er en fin idé af teaterchef Jon Stephensen at indrette den rå foyer i Gasværket til en scene, der skal bruges til mindre forestillinger henvendt til de yngre. Rummet har de særeste muligheder  – her udspilles scener endda uden for de store runde vinduer – selvmordsfinalen ikke mindst – og det er en teatralsk flot ide af scenograf Stephensen at smække 7.-sals-illusionen op som to husmure, der i starten ryger til vejrs som Knippelsbros klapper.     
Line Mørkeby hører vi gerne mere fra. Her har hun griflet løs om et hudløst og fortumlet ungdomsmiljø, hun og vi kender. Talentfuldt, men uden at tilføre det mere dybdeborende dramatisk substans.

GregersDH