AFTEN, MORGEN OG NAT

Lyksalige øjeblikke i Københavns Politigård med Dansk Danseteater og deres gæster

Spiller indtil 11. august

*****

JEG tænker hver sommer, vi sidder der mellem græske søjler med den mørkblånende himmel over os, i et supert rum til dans: For fanden! Her genlød engang af Gestapos tramp.
I et rum, en politigård, oprindelig bygget til demokratisk selvkontrol i kongeriget.
I aftes brugt til en folkelig præsentation af Dansk Danseteater-præstationer. Egne og gæsters.
Færdig med de overvejelser.
Ind træder først en amerikansk musikerpige i herretøj. Hedder Yael Acher, forlyster os forsøgsvis med en Bach cellosolo spillet på tværfløjte i nervøs, hakket udgave. Ikke så godt. Ikke NÆR så godt som da hun kort efter spiller Debussys ’Syrinx’, skrevet standardværk til tværfløjten, nu artikuleret og flydende. Sådan. Til en Rushton-koreografi.

SLAGTØJ

Musikken er jo vildt afgørende for oplevelsen af dans. Danske Mathias Friis-Hansen har nærkontakt med Rushtons dansekorps. Han lader slagtøj sende kaskader af lyd til dem – i de fragmenter af ’End of Loneliness’, vi hørte, måtte vi i det første lige tænke:
Ok, ok – Strawinsky vovede sig sandelig noget længere ud i flækkede rytmeudfordringer i ’Sacre’ dengang for præcis hundrede år siden. Hos Mathias-Hansen og Rushton er vi på solid break danse- og hip hop-grund.
Men imponerende uvejr kom der så sandelig efter pausen i indslag nr. 2 fra ’End of loneliness’ med David Hildebrandt ved slagtøjet – drønende duet med et båndet modspil, svært at få øjnene fra ham, men dog ind imellem: Dansk Danseteaters samlede trop i fuld udfoldelse af deres danse ritual, mere udspekuleret end det første klip, vi havde fået.

MORGEN-LYKSALIGHEDER

Gæster fra Polen stillede med en køn koreografi og inspiration fra filmen ’Tous les martins du monde’ – alverdens morgener. Vi sejlede lyksalige hen til forskellige pars opvågnen, søvnige strækninger og omfavnelser. En perle.
Mere perle for mig i hvert fald end den noget krampede parkonflikt i den israelske Idan Sharabis ’Adar’, som snublede på tværs af Rubinsteins udgave af Chopins Nocturne opus 9. I modsætning til den indforståede pardans mellem Ida Preatorius og Andreas Kaas, som Alessandro Pereira havde formuleret i sit lille værk ’We insist’. Lidt. Og meget overbevisende.
Svenske Örjan Anderssons ’Rød’ gav løfter om meget mere, når værket spilles i sin helhed 10. oktober i Dansehallerne.
Vi forlod politietatens dansetempel, da mørket var trygt. Vel til mode ude i natten.

GregersDH.dk