Lone Koppel kvitterede for festivalens hæderspris med at synge Tosca – 55 år efter sin debut på Det Kgl. (foto: Mathias Løvgreen Bojesen)

DER*

SKAL*

SYNGES!

Copenhagen Opera Festival gror og udfolder sig. Folkeligt og ind imellem eksklusivt. I aftes ved finalen med hæderspris til en stor operakunstner, sopranen Lone Koppel.

****

’SHAKESPEARE und kein Ende’ – det konstaterer man i Helsingør i disse dage.
I København hedder det p.t.  ’OPERA und kein Ende’ – men det havde dog i aftes noget, der ligner en foreløbig ende, i hvert fald ende på årets operafestival, der havde finale på Ofelia Scenen, den store plads ved siden af Skuespilhuset. Nu restaureret og gjort lækker efter gennem mere end et århundrede at have ligget som kajplads, kaldet Kvæsthusbroen.
Og med plads til – som det ses på billedet ved anmeldelsen af ‘Den flyvende Hollænder i går – en scene, der om sommeren kan konkurrere med Operaen ovre på den anden side af havnen.
Det beder vi venligst, om man vil videreføre, for denne Ofelia Scene har nu været brugt fortræffeligt tre aftener i træk til at sætte finaletrumf på Opera Festivalen, først med en særudgave af ’Figaros Bryllup’ i fredags, så med ’Den flyvende Hollænder’ lørdag aften og nu denne søndag en finale med spredte guldkorn fra hele ugen, gentagelser af highlights.

LONE KOPPEL

Der blev altså kikket tilbage mod øjeblikke fra ugen – og sandelig også langt tilbage, da festivalens årlige hæderspris blev tildelt sopranen Lone Koppel og hun kvitterede med at synge ’Vissi d’arte’, Toscas bøn fra 2. akt af Puccinis opera, en stjernepræstation, som hun indledte i begyndelsen af tresserne, og som vel nærmest har været hendes visitkort lige siden.
Det kan stadig hos de, der har oplevet hende dengang, få nakkehårene til at rejse sig ved erindringen om de opførelser, hvor hun stod over for den italienske stjernebaryton Tito Gobbi som politichefen Scarpia, der lod hendes elskede Cavaradossi torturere i rummet ved siden af. Operadramatisk et højdepunkt, der heldigvis blev bevaret af tv. At høre hende nu synge denne arie på Ofelia Scenen var en livgivende overraskelse, hun sang med fremragende kontrol over stemmen og intenst udtryk, og vi fattede, hvorfor hun er en højt værdsat pædagog for unge sangere. Det er virkelig stærkt at høre sangere, der bevarer formatet længe ud over den traditionelle pensionering. Vi oplevede det ved sidste års festival med en Lisbeth Balslev, som sang i operaen ‘Leaves’.
Lone Koppel demonstrerede i øvrigt ved dette års festival også sit pædagogiske virke ved et af festivalens formiddagsarrangement, et af flere masterclass-arrangementer.
Det sidste fortæller noget om den bredde, festivalen har nået i sine bestræbelser på at gøre hele ugen til et opulent fremstød for forståelse, indsigt i og popularisering af en kunstart, der for nogle mennesker befinder sig i det kulturelle udkantsområde.

MÅLET

Festivalens dynamiske chef gennem de seneste år, Michael Bojesen har gjort det til et mål at gøre opera til en folkelig kunstart – eller i virkeligheden gøre sang til et folkeligt element i danskernes tilværelse. Det sprudlende og utrættelige menneske har hver morgen ugen igennem stået ved Torvehallerne og mandet københavnerne op med fællessang, han har været her og der med introduktionerne til solistoptræden, han har dirigeret eller siddet ved klaveret til det ene og det andet, søndag eftermiddag inden finalekoncerten på Ofelia Scenen f.eks. til, hvad han kalder ’Mestersangersjov for børn’. Han har fået professionelle operasangere til at synge løs på havnebåde og opføre barokopera på cykel i byens forstæder, han har fået centrale operapersoner, sangere og instruktører, på brædderne, især på Wilhelm Scenen ved Torvehallerne, for at fortælle om deres virke. Der har været præsentation efter præsentation af unge talenter fra landets konservatorier og en talentpris til en ung sanger – det blev sopranen Sibylle Glosted.
Der er ikke dét, der ikke er sving i. Eksklusive øjeblikke som enspænderen Louise Alenius eller operakomponisten Peter Bruun med sin nyeste opera ’Exodus’ veksler med Keld og Hilda, der laver opera-bingo. Og altså også, som vi fik repeteret i brudstykker ved finalekoncerten: Stjerneøjeblikke fra de hele opera-opførelser, der har præget festival-foløbet. ’ Don Giovanni’, ’Figaros Bryllup’, ’Den flyvende Hollænder’ og børneoperaen ’Hans og Grethe’.
Finalekoncerten sluttede med, at Festivalkoret, et svulmende folkekor, sang fangekoret fra Verdis ’Nabucco’ ledsaget af aftenens orkester fra Malmø Operaen. Operapop? Selvfølgelig. Ambitionen og missionen med festivalen er indlysende nok at gøre sang og opera til hverdag og allemandseje. Der skal synges!
Publikum strømmer til, er medlevende, medvirkende, medskabende.
Folkelighed er et afgørende element. I valget af musik, kunstnere, spillesteder. Og præsentationen er uden snirkler.
Det er en afgørende forskel fra f.eks. 60’ernes Den Danske Ballet og Musik Festival, der havde mere traditionelle klassiske kvalitetskriterier og som satsede bevidst på et i forvejen etableret publikum.

gregersDH.dk