Alban Lendorf, Amy Watson, Gregory Dean og Benita Bünger i ‘Come Fly Away’ på Kgl. Teaters Gl. Scene (Tegning: Claus Seidel)

*

*

*

*

*

*

*

FRANKIE BOY GÅR TIL BALLETTEN

‘Come Fly Away’ er en løssluppen natklubaften med Den Kgl. Ballet og Frank Sinatras swingende fløjlsgrød-stemme trykket af fra Chris Minh Doky’s fodpedal i bigbandet.

Spiller på Det Kgl. Teaters Gamle Scene frem til 28. november 2013

****

SÅ skal der saft suseme danses. Ud på flisen, Caroline!
Det var stemningen på ’Come fly away’, der denne aften satte Det Kgl.s Gamle Scene i svingninger, så Terpsichore-maleriet i loftet gik i pas de deux med historiens muse Clio. Nej, hvor det gamle hus måbede og knagede i fugerne, og vi andre med.
‘Carolinerne’ nede på scenen hang ved baren, der var natklubstemning, de dansende fyre var iført, hvad der nu faldt for til lejligheden, og damerne var i højhælede sko – det kan de jo godt klare, selvom man ikke laver mange tåspids-pirouetter i den slags fodtøj.
Det var ikke sådan en sko, der blev ekspederet til vejrs mod lysloftet, det var vist en af drengenes under de hidsige udfoldelser.   
Hvad handler dette her om? Det handler om, at Nikolaj Hübbe har set sig glad i en sjov idé fra hans andet hjemland U.S.A.: En danseaften til en stribe Frank Sinatra-hits –på Det Kgl. nu vagtafløsning i en måned for ’Nøddeknækkeren’ og ’Napoli’, som, hvis også de holder barselsorlov fra teatret, vil blive betragtet som modne til eftersidning og Kgs. Nytorv ikke mere hjemsted for ballettens hellige kunst.

 
TAKE FIVE

Sådan gik det til, at vi med Chris Minh Doky og det 14 mand store bigband, han har stykket sammen til lejligheden, fik en susende aften – og den gentages helt frem til 1. december! – i overvældende selskab med selveste Frank Signalhorns sexede, velartikulerede, hjerteknusende honeymoon-indsmurte jazz-pop-stemme, som rækker fra kanten af tenorlejet og ned til det dybe d.
Og overhør det ikke: Han har en jazzoid timing, der er usvigelig – afleveret her på Det Kgl. på den besynderlige måde, at Minh Doky sætter optagelserne af den gyldne stemme og de mange verbale udsagn om ’love for ever’ i gang med tryk på en pedal i perfekt samstemning med bigbandet.
18 numre inden pausen. 14 efter. Lykkeligvis, havde jeg nær sagt, et par gange i 2. akt afløst af et par rene instrumentalnumre, først Dave Brubecks ’Take five’, et skævt, næsten valseagtig nummer, der helt velgørende blødgjorde både vores sjæle og dansernes bevægelser – samtidig med, at det nogle øjeblikke bragte os ned fra den magiske fløjsgrød-røsts højder og monotone romance-tekster. ’Take five’ fik – også i 2. del – makkerskab af ’Makin’ Whoopee’ med en saftfyldt basunsolo. Og ingen øjne tørrede ud, da en solo-sax til sidst hjalp Frankie Boy gennem hans undskyldning for alle sine gerninger og ugerninger: ’I did it (bare) My Way’.
 

LØSSLUPPENT

Danserne opleves i et show, der er bygget op af den kvindelige, amerikanske koreograf Twyla Tharp som en henkastet og skødesløs, ustandselig leg mellem de to køn, henkastet, fordi den har karakter af stribevis af tilfældigt opståede situationer og improvisationer, drengene, der slås om pigerne og omvendt, men især det første, små slagsmål med skvat, når legen blev for voldsom, og det blev den, for det skulle den.
Ikke til at tage fejl af: Solodanser Alban Lendorf som fyren, der hele tiden vil være i centrum, næsten hele tiden kikser, kommer i karambolage med både de andre fyre og med pigerne, der vil-og-vil-dog-ej – som Lisbeth synger til Rasmus i ’En søndag på Amager’ – som er flygtige som sylfider og rå som natklubduller. Vidtløftige damer med rødhårede Femke Mølbach Slot, og rødklædte Amy Watson og sortklædte Alba Nadal i spidsen.
Det skødesløse ligger i konstant modspil til bigbandets stramme fuldtonende stil, og det er en del af pointen: Den Kgl. Ballet på slap line, hvor den normalt er megastramt disciplineret. Jazzorkestret i stram disciplin, hvor improvisation ellers er dyden.
En vej for Den Kgl. Ballet? Sikkert. En løssluppen streng på repertoiret, der frigør både krop og fordomme. Skal vi derfor vove fire stjerner.
Ridderkorset til Sinatra – posthumt – må dronningen klare.
gregersDH.dk