Anders V. Momme, Thomas Hwan, Martin Bo Lindsten, Marie Tafdrup Wisbøl, Martin Geertz, Pia Mourier og Morten Burian i ‘Cloxkwork Orange’. (Foto: Nils Krogh)
ROLL OVER BEETHOVEN
’Clockwork Orange’ som teaterhilsen til Nørrebro fra Aalborg Teater.
***
’No brain – no headache’. Ingen hjerne – ingen hovedpine. Det siger en af de raske drenge i ’Clockwork Orange’. Drengene, som på Aalborg Teater alle fem bliver kaldt Alex, navnet på hovedpersonen i Anthony Burgess berømte roman fra 1960’erne.
Når man ikke har nogen hjerne, kan man hverken få hovedpine eller have spekulationer over, hvad der er rigtigt og forkert, godt og ondt. Deraf alle de helvedes råheder, Alex begår i ’Clockwork Orange’.
Det er den enkle version, instruktøren Rolf Alme udleder af Burgess’ roman.
Sådan kan man vælge at gøre, og dermed abstrahere fra alle romanens overvejelser om de sociale og psykologiske mekanismer, som styrer Alex og vennerne ud i kriminalitet og vold.
Det bliver lidt firkantet. Det bliver en ren historie om, at mænd tér sig som chimpanser, for sådan har naturen skabt dem, ligesom den har skabt kvinderne til at være underlegne sexofre og fødedyr.
Først får vi Alex og banden på voldsturné, så får vi den medicinske behandling, der ’helbreder’ dem og gør dem til dikkende lam og rappende ænder, banket på plads af kvinderne. Og til sidst får vi mændene igen på deres ’retmæssige’ plads, hvor de kan trampe videre.
PÅ RULLEBÅND
Man kan diskutere den forenkling. Men må indrømme, at den bliver til ganske spændende teater. De fem Alexer spilles af Morten Burian, Martin Geertz, Thomas Hwan, Martin Bo Lindsten og Anders W. Momme – de har den force, at de kan både starte og slutte forestillingen som et fræsende rockband med hår på brystet. Spille ’Roll over Beethoven’ og ’Kick to Kill’.
Deres voldshandlinger er, hvad de er. Og der bliver ikke lagt fingre imellem. Men råhederne lanceres scenisk ganske fantasifuldt, bl.a. med ofrene serveret på et rullebånd. Massevoldtægten af sexobjektet – Maria Tafdrup Wisbøl – i slowmotion én ad gangen som på transportbåndet hos Danish Crown. Og mishandlingen af kulturens lattervækkende repræsentant – Mogens Rex – sker til mandens ekstatiske afsyngning af en sang fra Schumanns ’Dichterliebe’ afvekslende med ’Torna a Suriento’, hvorefter han bliver banket sønder og sammen mellem bildørene i knægtenes gamle røde BMW. Det er ikke det, der får hans høje c’er til ar lyde som en brækket arm, men man må sige han bevæger sig uforfærdet mod skalaens tinder.
ANDEN HALVLEG
Bandevold? You name it. Nørrebro gange to. Sat på scenen. BMW’en lige den type, de drøner rundt i på Nørrebro og hvor som helst, også her med baseballkøllerne svingende og skyderne i flittigt brug.
Pausen efterlader os med naturens ægte chimpanser på monitorerne, og vi vender tilbage til anden halvleg for at se de fem banket på plads som Gantanamo-fanger, hvorefter et kvinderegime med Pia Mourier som pædagogisk indpisker forvandler dem til brægende får og lallende babyer, indtil de genopstår son handyr. Formodentlig til bekræftende nikken fra Darwin i hans himmel eller helvede, hvor han nu befinder sig.
Forinden har Mogens Rex, den genopstandne forfatter haft et uendeligt klovnenummer som slow motion-arrangør af sit middagsbord. Og de fem drenge haft lejlighed til hver og én at træde frem til publikum og bekendtgøre, at det et ret åndssvagt stykke, de medvirker i, og at deres gode kollega Rasmus Bjerg er smuttet for at spille selvmorder på Store Scene inde ved siden af.
Sådan drukner vi djævelskabet og uhyggen i et godt dansk grin. Rolf Alme – instruktøren er i øvrigt nordmand.
