GOETHE

 – MANDSCHAUVINISTEN

 
En glimrende specialitet på Aalborg Teater: Goethes ungdomsværk ’Clavigo’. Piftet op og aktualiseret af glimrende skuespil.
 

’Clavigo’ spiller på Aalborg Teaters Lille Scene indtil 21. december

****

DET er da en pokkers – og pokkers god – idé at sætte Goethes sjældent spillede ’Clavigo’ op. Et ungdomsværk ligesom ’Den unge Werthers lidelser’. Fra 1770’erne. Sturm und Drang. Romantisk kærlighed. Tragedie, had, fortvivlelse, død. 
Eller hallo! I Aalborg piftet op med ironi, aktuel snert – et dobbelttydigt sigte, der hænger sammen med den virkelige baggrund, som Goethe brugte, da han smed, hvad han ellers havde i hænder og hoved, og skrev ’Clavigo’ på otte dage.
Goethe havde hørt og læst om Clavigo – eller rettere Clavijo, en spansk journalist, født på Lanzarote, men med en opkomlings-karriere i Madrid.
Sådan en type skal man ikke slippe godt fra i vore dage: Teksten er en chance for at gribe fat i en journalist af den anløbne art: Clavigo satser som redaktør på sensationer, på kendte, på sex etc.
Han gør det sammen med kollegaen og vennen Carlos – og straks er der et parløb i svang mellem Andreas Jebro og Martin Bo Lindsten. Det udvikler sig i en pardans, hvor de siger deres mantraer i kor, mæsker sig i provokerende og lækker tøjstil og slikker sig om taktfast om munden, som for at slubre provokationerne i sig.
’Süddeutsche Zeitung’ er af en eller anden grund den avis, de flagrer rundt med – instruktøren Lidia Bunk må have noget i klemme med det blad.
 

PRIVATLIV OG FIDUSER

Ok. Så har vi hovedfiguren. Men vi skal tættere på ham. Han har svigtet sit ægteskabsløfte til en pige, som – og her er vi igen i noget dokumentarisk – i det virkelige liv var søster til forfatteren Baumarchais, ham der skrev skuespillene, som blev grundlag for ’Figaros Bryllup’ og ’Barberen i Sevilla’.
Baumarchais er hævneren. Clavigo skal hænges for sit svigt over for Beaumarchais’ søster Marie, det stakkels puds, Amalie Dollerup, nuttet, blåøjet. Hænges eller det, der er værre. Martin Ringsmose spiller rollen som familiens desperado – mere spansk i sin hævnlyst end fransk.
Clavigo presses op i et hjørne og tvinges af Beaumarchais og endnu en søster, spillet af Malin Rømer Brolin-Tani, til at vælge mellem at gifte sig med søsteren eller skrive under på en erklæring, der offentligt fratager ham al værdighed som journalist. Plus chancen for at blive det, han drømmer om: Politiker og minister. Så er vi som publikum indfanget i nærheden af dansk politik. Magt, privatliv og fiduser. 
 

GOETHE OG KVINDER

For publikum er udbyttet to ting:
Den stærkt underholdende groteske spillestil mellem Jebro og Lindsten – en art dobbelt udgave af en og samme person: Den usikre, selvoptagne sjuft og charmør Clavigo og den beregnende, målbevidste kyniker Carlos.  
Men samtidig oplevelsen af Goethes konsekvente skildring af kvinder som undermålere. I lommen på mænd, som ellers kan være nok så smalsporede i deres skrigende selvoptagethed.
Goethe mente det vel. I sine berømte samtaler med Eckermann siger han et sted til Eckermann: ”Som om kærlighed har noget at gøre med intelligens! Hvad vi elsker hos en ung kvinde er helt andre ting end forstanden. Hos hende elsker vi skønheden, det ungdommelige, skælmeriet og det hengivne…”
Dén sidder naglet til opslagstavlen i ’Clavigo’!
Og kamufleres ikke i instruktøren Lydia Bunks bearbejdning, trods den omstændelige, tilførte slutning. Den ligger f.eks. lysende i de video-scener, som i sig selv også virke en smule unødvendige.
Goethe var mandschauvinist, en stor digter, men fra en anden tid og kultur. Amalie Dollerup sidder og pusler med hans tekst til ’Sah ein Knab ein Röslein stehn’. Beethovens melodi må vi selv nynne i baghovedet.
Men budskabet? Rosen stikker, og drengen brækker og flænger den. 
gregersDH.dk