DE TROEDE DE VAR ROBIN HOOD

Tæt på Claus Flygare, dramatiker og gammel venstrefløjsmand, der har bearbejdet bestselleren om Blekingegadebanden til teater. Premiere på lørdag.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Jeppe Clausen

——————————–

HVOR ellers?
Et teater, der skal spille ’Blekingegade’! – historien om banden, der bevægede sig i et vildt hjørne af den venstreorienterede slagmark i 70’erne og 80’erne!
Kan det være andre steder end på Husets Teater – det gamle Fiolteater, hvor de knyttede næver var løftet og den røde ånde stod ud af munden på teatrets skuespillere og publikum i de hektiske 70’ere under anførsel af chefer som Arne Skovhus og Kjeld Koplev? Og hvor repertoiret var Brecht, Majakovskij, Dario Fo og Ebbe Reich Kløvedal?
Det kunne det måske.
Men det er den tid, der toner frem, da jeg stiller cyklen en kold regnvejrsdag foran teatret på Halmtorvet, Vesterbros knytnæve af en plads. Claus Flygare svinger sig af sadlen samtidig. Flygare, den gamle teaterbavian, som i 70’erne skrev den ene ildsprudende tekst til Jomfru Ane Band efter den anden. 
Nu har han skrevet stykket om banden, som har fået navn efter den stump af en sidegade til Amagerbrogade, der engang husede medlemmerne og deres gerninger. Det er dramatik baseret på Peter Øvig Knudsens vældige dokumentariske beretning om banden, der som en muldvarp borede sig gennem sin egen tunnel i den danske politiske undergrund, drevet af vrede over imperialistisk undertrykkelse ude i verden.
”Jeg skal lige kode mig helt ind på at snakke Blekingegade,” siger Claus Flygare, da vi sidder over for hinanden i mødeværelset på 1. salen i teatret.

– Hvorfor det? Der er premiere på lørdag, og de prøver for fuld kraft nede i salen!

”Jeg har bare lige nu hovedet fuldt af noget andet, jeg sidder og skriver på. Et stykke om Pasolini, den italienske filminstruktør. Noget jeg er i gang med sammen med dramatikeren Christian Lollike. Det er så spændende. Meningen er, at det skal op på Kaleidoskop, hvis eller dét teater er der næste år. Det er jo noget beskidt rod, dét der med Teater X, der bare får lov at hugge Kaleidoskop-scenen ude på Østerbro.”

”Det tager vi en anden gang. Men ‘Blekingegade’…

 Flygare er hurtig til at kode ind. Selvom vi også lige skal en omvej af noget, der har fyldt op i hans december kalender: Han har været på en rask lille turné i Jylland med sig eget stand up-show.

– Stand up show?

”OK. Hvis jeg var 25, ville jeg kaldet det dét. Jeg foretrækker at kalde det ’enetale’. Dansk Sprognævn kan heller ikke rigtig blive enig med sig selv om, hvad man skal kalde den slags. Titlen på min enetale er ’Sex, vold og kontormøbler’.”

– Det lyder heftigt. Lidt hen ad din gamle rolle som tv-satirikeforfatter…

”Det er ikke noget med vittigheder. Men meget om oplevelser. Folk kan godt lide, når man kaster sig selv på bålet. Selvironi er altid godt. Når man f.eks. fortæller om hippietiden.”

– Blekingegadebandens tid! Så er vi der. Fortæl: Hvordan har du fået Peter Øvigs to bind og næsten to tusind sider kogt ind til et teaterstykke? 

”Det har heller ikke været så ligetil. Jeg kom ind i processen, da teatret havde arbejdet med idéen et stykke tid. Og dengang – i juni sidste år – var de fire skuespillere, der medvirker, allerede hyret. Det gav gode, knivskarpe begrænsninger. Fra starten var jeg meget optaget af at få en masse med. F.eks. undersøgt og vist, hvordan folk kommer helt derud, hvor Blekingegadebanden havnede. I mit oprindelige manuskript arbejdede jeg med nogle af versene i Brechts ’Forholdsreglen’, som er et lærestykke fra 1930. Kommunistisk formalisme sat på vers. Det handler f.eks. om, hvordan man starter en revolution. Om en ung kommunist, der bare starter for tidligt. Det er sådan nogle dialektiske overvejelser, der nemt bliver for indviklede på teatret. Eller afsporer. Det samme skete med en monolog, som jeg forestillede mig skulle ligge i begyndelsen af stykket, sagt under totalt black out. Hvor udsagnene skulle være Carsten Nielsens. Carl Nielsen – dét bandemedlem, der kørte galt på Kongevejen, en ulykke, der jo medførte, at han blev blind, men samtidig også gav anledning til den store optrevling af bandens aktiviteter. Bare en stemme i mørket. Som ’Stemmen’, der sætter ord på gruppens ideologiske og etiske overvejelser i Peter Øvigs bøger.”

– Det lyder ellers stærkt  – næsten som den monolog i mørket, Stig Hoffmeyer har som præsten i begyndelsen af ‘Ifigenia’ på Det Kgl. Teater.     

”Jamen, vores monolog skar vi altså ud igen. Det er især de reflektoriske lag, der er fordampet undervejs. Det kan godt være, at vi vil lade et fuldt manuskript indgå på nettet hos Strakosch-forlaget, når det når til dét. For så kan andre bruge og bearbejde som de vil. Historien kan vinkles på mange måder. Der kan være ’løfteraketter’ og rammehistorier, som andre finder pointer i. For at skabe deres eget forløb. Scener, der hos os ville bremse. Man foretager et valg. Historien kunne f.eks. også koncentrere sig om, hvordan det er at leve et dobbeltliv  – som bandens medlemmer faktisk gjorde gennem alle årene. Det ville være en anden spændende vinkel.”

– For dét, det hér handler om, er at…?    

”At få lagt historien klart og enkelt frem. Så folk – lige som i Peter Øvigs bøger – kan komme til at danne sig deres egen mening og tænke over, hvad det er, der driver folk til at handle som de folk gjorde i Blekingegadebanden.”

– Hvordan gør man det med kun fire skuespillere?

”Forløbet er koncentreret om en række højdepunkter i bandens aktiviteter fra starten i 1960’erne over nogle af de kriminelle handlinger, hen til afsløringen og helt frem til retssagerne i begyndelsen af 1990’erne. Man laver nogle søjler eller ’øer’, som man slår ned på. Som Henrik Sartou, den afdøde instruktør, sagde: ”Jo flere øer, jo mere tørskoet kommer man over”. De fire skuespillere spiller mere end fire roller. Men ledetråden er det konstante spørgsmål, om målet helliger midlet.”

– Det spørgsmål, som et af bandens medlemmer, Niels Jørgensen, i teatrets skolemateriale er citeret for at have besvaret sådan: “Hvis vi ikke udførte kriminelle handlinger til støtte for frihedskampen, så ville vi komme til at gøre noget værre, nemlig støtte undertrykkelsen.”   

”Præcis. Det var også Niels Jørgensen, som skrev et forbitret svar til Tine Bryld engang, da han havde set, at hun sammenlignede bandens handlinger med Hells Angels-rockeren Jønckes mord på Bullshit-præsidenten ’Makrellen’. Hun havde konkluderet, at målet ikke helliger midlet. Den sammenligning ville han ikke finde sig i. Hans og bandens motiver befandt sig på et andet plan. Han kunne støtte sig til Brecht, når Brecht f.eks. i et vers i ’Forholdsreglen’ skriver ’Hvilken nederdrægtighed begik du ikke for at udrydde nederdrægtigheden?’ Målet kunne hellige midlet. Bandens medlemmer var teoretisk skolede, akademisk veluddannede og styrede blindt efter ideologier, de troede på.”   

– Du kunne vel selv være endt i samme hjørne af det revolutionære politiske miljø?  

”Set i bakspejlet må jeg indrømme, at jeg da havde de samme holdninger til udnyttelsen og udbytningen af tredje verden som gruppen fra Blekingegade dengang. De holdninger har jeg stadig. Men jeg tror, at min satiriske sans har bremset mig i at styre lige så blindt som de gjorde. De lukkede sig inde i deres egen Robin Hood-verden og gjorde revolutionen til en livsform. Mange af de sange, jeg selv skrev til Jomfru Ane Band, er – når jeg ser dem i dag – så sort/hvide, at jeg får huller i tænderne af dem! De var nok præget af, at jeg dengang mente, at verden var på vej ud i ragnarok. Men jeg kom efterhånden ud af min forblændede tro på, at det helt urealistiske kunne blive virkelighed.”

– Hvad tror du i dag?  

”Vi har i mindst ti år været igennem sjælens tomhed, egoisme og melen-sin-egen-kage. Men det nytter ikke at pibe og råbe ’Hvor er venstrefløjen henne!’
Man må tage fat dér, hvor man selv befinder sig. Og så lære noget af, hvor sindssygt det kunne gå folk som dem fra Blekingegade.”