TÆT PÅ CLARA
Hofteatret som glimrende ramme om Katrin Weissers fine beretning om pianisten og komponisten Clara Schumanns ægteskab med Robert Schumann.
*****
JAMEN – oplagt! At bruge det gamle Hofteater til at fortælle historien om Clara Schumann, eller rettere lade hende selv fortælle den, anbringe hende i et rum, der taler med – ikke at hun vist nogensinde har været på stedet, hun tilhører bare et 1800-tal, hvor et teater og en koncertribune stadig så sådan ud og duftede sådan. Her og hvor som helst i Europa.
Og nu igen en historie om sådan en dame! For et halvt år siden var det Johanne Louise Heiberg, der stod der – den unge skuespillerinde Linnea Foss i prægtig gengivelse af samme århundredes danske teaterdonna i al sin prima-vælde. Selvsikkerhedens, men også selvransagelsens og selvovervindelsens fighter i lysende og gustne øjeblikke. Genfremkaldt på hjemmebane!
Og nu Katrin Weisser som Clara Schumann, klaverfænomenet, der huserede i Tyskland i de samme år. Hun genfremkaldt i sort – fru Heiberg var klædt i hvidt – begge kvinder oplever vi som enker, fru Heiberg i hvidt, for hun triumferede i årevis efter sin aldrende mands død. Sorte Clara Schumann møder vi i indædt cirklen om sit liv efter sin mand, Robert Schumanns fortvivlende unge død.
SAME OLD STORY
Katrin Weisser? spørger man. Jo, en glimrende ung tysk skuespillerinde, der nu er bosat og gift i Danmark med Det Kgls. nye stjernetenor Peter Lodahl. Og slå mig, om denne Katrin Weisser ikke taler et storartet dansk, af og til i pludselig, kontrollerede udbrud på tysk for kulørens skyld!
Og Clara? Sort?
Ja, af indlysende grunde.
Katrin Weisser fortæller det ene øjeblik historien om Claras liv med en lille notesbog ved hånden, det næste øjeblik er hun Clara – i lykke, i fortvivlelse, en kvinde, der blev pisket til klavertimerne af sin far, sendt på turnéer allerede som barn med faren som diktatorisk tovholder. Der var penge i pigen.
Hvem tænker ikke på forgængeren Mozart under far Leopolds kommando? Same old story. Eller for at blive ved Schumann (og Heine): ’Es ist eine alte Geschichte, doch bleibt sie immer neu.”
En trio – den fortræffelige Jalina Trio (klaver, violin og cello) lægger på melodramatisk vis toner til fortællingen – men tro mig, det er mere end underlægningsmusik, det er dramatiske kommentarer og supplementer til historien. Katrin Weissers partnere. Vi er også til koncert.
OTTE BØRN
Hun fortæller om vidunderbarnet, der bliver gift med den unge komponist Robert mod farens vilje, da hun er 21.
Hun spiller den hårdt arbejdende, feterede pianistinde, der føder ham otte børn på tretten år.
Og hun er den vrede, ulykkelige, kriseramte, længselsplagede kvinde, der kæmper med sin fortvivlende kærlighed til en komponistmand, der krydser sindssygens rand, forsøger selvmord ved at springe i Rhinen og ender sine dage på en anstalt, forladt af forstand og livskraft.
Katrin Weisser har rum for raseriet, selvhadet og den indædte kamp for at elske både manden – og sig selv, når kriserne er vildest.
Selvstændig kvinde anno 1856! Der har været noget at stå model til i de tider. Og Karl Aage Rasmussens manuskript til monologen sætter det næsten på spidsen ved at lade hende fortælle om anmelderen, der skriver om en af hendes kompositioner: ”Her kan ikke være tale om nogen anmeldelse. Og hvorfor ikke? Fordi vi jo har at gøre med en dame!”
Sandheden er endnu grummere, end vi her får at vide. Anmelderen skrev det på opfordring af hendes egen Robert! Han tålte ikke, hun havde succes, også som komponist.
Det er en stærk kvindeskæbne, Katrin Weisser har fat i.
GregersDH.dk