Linedans i mørket. ‘City puzzle’ på Teater Republique (Tegning: Claus Seidel)
DUFT AF FORTID
Eksotisk vandring gennem det nye teater Republique’s mørke, ledet af nornernes tråd. Teaterrevolution? Næh. 70’er-nostalgisk folklore.
***
EN forunderlig verden! Henne om hjørnet på Nørrebro tamper politi og demonstranter løs på hinanden. Nærkontakt i en brutal by.
I det nye Teater Republique på Østerbro taler man blidt, følsomt og henåndet til hinanden. Dyrker Sansernes Teater. I Enrique Vargas ’City Puzzle’, der indvier teatret i den hedengangne Kanonhallen, får publikum – midt i den timelange kæde af scener – bind for øjnene, så det i forvejen næsten mørklagte rum forsvinder totalt for blikket, og du føres rundt af de medvirkende som var de Glucks salige ånder, der tager mod Orfeus i Elysium.
Ånderne hvisker, fortæller, lokker, guider dig. Ikke til det himmelske. Men gennem den jordiske by såmænd.
Og byen, det er fandeme København. Fortættet til et stille mumlende eventyrland, til noget yderst elskværdigt. Ekko af stemmer, puls af euforiserende kultur.
PUSLESPILLET
Sådan bliver vi også indviet i forestillingens start: København som et fint og delikat puslespil. En puzzle. Bygget smukt og elegant på en cirkel som mini-model – Arkitektskolen gør det ikke kønnere og mere hvidt og sterilt. Puslespillet krakelerer, publikum får stykkerne overrakt så rituelt som var det altergang, og vores opgave er så at lægge stykkerne rigtig på plads igen.
Vores by.
Og dog. Den videre, stilfærdige gang gennem de mørke labyrinter leder os til nornen, der spinder hver enkelts tråd. Vi tager imod tråden – hengivenheden over for opgaven som publikum er afgørende for forestillingen. Vi vandrer videre. Der kommer snart små forunderlige øjeblikke: Tilværelsens balancegang, materialiseret af en skrøbelig linedanser. Og en procession af maskerede væsener, som træder frem gennem mørket, til spinkle harmonikatoner og en melodi i tredelt takt. Vi føres frem igen, de sorte bind er venligt fjernet, så lidet mærkbart, som var vi i hænderne på sevillanske lommetyve.
I TUSMØRKET
Såh – København? Mindst af alt i det øjeblik bragende messingsuppe og gøglermusik toner sydlandsk for ikke at sige latinamerikansk. Vargas er ikke bare spanier, han er columbianer. Vi tages med i dans under farvede lamper i tusmørket, til cirkusmusik, på markedspladsen i nattemørket.
Og så er vi ude igen, nornetråden er hængt i de hvide grene. Vi har snoet dem ind til hinanden.
Og jo – vi har deltaget i lidt rituelt sanseteater, mærket efterklangen af Odin Teatrets etniske farvepanel og 60’er-åndepust af Tom O’Horgans ’La Mamma’-teater, tilsat rørende erindringer om Thy Lejre og Kløvedale, og vi har kvalt associationer til pinsens karnevalsoptrin i gaderne, for det ville være dybt uretfærdigt – Vargas’ sanseformationer har et andet metronom-tal. Vi har været på en ekskursion blandt teaterfolk, der vil os det godt.
INGEN NY STORM
Sådan løfter Teater Republique angrebsfanen. Kønnere end Teater X forsøgte det med sit kaotiske totalshow for tre år siden på det nedlagte Aveny. Mere eksotisk end Det Kgl. Teater prøvede med den underjordiske rundvandring i teatrets kældre før balletten ’Silk and Knife’ for to år siden.
Men også sært bedaget – som et ekko af følsomme 70’ere, hvor vi hængte blomstekranse om halsen og talte henåndet om nepalesisk fred på jord.
Der synes ikke blæst til ny storm på teatrets Jeriko-mure.
