Niels Ellegaard, Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard og Henrik Lykkegaard tegnet af Claus Seidel

HERRETUR

Pilgaard, Ellegaard, Lykkegaard – de sikre drenge bærer Cirkusrevyen, så det funkler af grin.

Instruktion: Lisbet Dahl. Scenografi: Niels Secher. Kapelmester: James Price. Koreograf: René Vinther. Medvirkende: Lisbet Dahl, Amalie Dollerup, Ulf Pilgaard, Niels Ellegaard, Henrik Lykkegaard.

Cirkusrevyen 2018 spiller på Bakken indtil den 31. august. Derefter i september i Aalborg på Kongres- og Kulturcentret. Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause.

******

DET er ikke rigtig til at komme udenom: Mændene er nogle gram foran i dette års Cirkusrevy. Ikke for at fornærme nogen, slet ikke damerne, men skal vi lægge hele forestillingen på vægtskål, så er det Ulf Pilgaard, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard, der vejer til.

ROLIG, nu. Det er da et pletskud, når Lisbet Dahl afleverer en monolog som Lykke Rasmussen, der ondulerer alting… ’næsten’. Maskeringen er som tidligere perfekt. Og henrykkelsen breder sig, når hun endnu engang er den syngende madam med en hjemmestrikket selskabssang til James Prices hikkende cha cha på klaveret af – faste traditioner er ikke at kimse ad. Det står lige så hammerfast, at det er hende, der som revyens instruktør får hele set up’et og både de herrer og damer til at sløjfe os gennem et så flot og velkomponeret totalshow.

DET er heller ikke kikset, at revyens nye dame, Amalie Dollerup rammer den rapkæftede, selvsikre skrappert-minister Sophie Løhde præcist, med læspen og det hele i monologen ’Den nye model’, og i øvrigt indgår sød og kvikt i ensemblet. Lisbet og hun slipper også fint fra minisketchen om mor og svigerdatter, der ryger uklar om over en frokost, hvor Niels Ellegaard dog beslaglægger vores opmærksomhed som tjeneren, der prøver at dele sol og vind lige mellem de påståelige damer.

OG dér har vi det så: Ellegaard er – som hans to nævnte, mandlige kolleger, en revyskuespiller, der – uden at svinge med arme og ben eller råbe højt – automatisk kan erobre scenen. Mimik, små hurtige bevægelser, lynhurtige skift i stemmeføring – der skal tit meget lidt til for at ramme det komiske. Og det er noget af det, der i disse år kendetegner Cirkusrevyerne, at Ellegaard og Lykkegaard, hver for sig eller sammen – for de har en lille stribe numre i år, hvor de er på banen som duo – slår ned med grotesk humor, f.eks. som to små unger, der sidder i deres klapvogne og harcelerer over de voksne.

MAN slipper ikke Ellegaard og Lykkegaard løs, uden at de går bananas. Tit i tekster af Vase og Fuglsang (’Så kan de lære det’).

MEN også i tekster af Henrik Lykkegaard selv, han har sans for det sære, f.eks. i et nummer hvor de to har rodet sig ud og ind i en parodi på moderne ballet, nummeret ’Nyt Nordisk Danseteater’, hvor de hjælpeløst prøver at følge den absurde koreografiske forretningsgang.

I øvrigt har revyballetten i koreografen René Vinther udgave helt droppet de traditionelle ben og lårsving, men lader danserne det ene øjeblik være japanske ritual-eksponenter, det næste russiske militære spankulanter som ramme omkring Vladimir Putin, der i Lykkegaards barbrystede skikkelse dukker op og taler til den imponerede omverden inklusive Donald Trump på et russisk, der minder om det, Dirch Passer blev berygtet på i en sketch engang. Lykkegaards egen ide. Ligesom hans nummer som ’Violinernes konge’, den tyske dirigent André Rieu, en herlig og velrettet parodi på wiener-pop-musik, med hele balletkorpset og statister som strygeorkester og Lykkegaard som dirigentstarutten i front.

NÅR vi i øvrigt taler om mandlig slagkraft i årets Cirkusrevy, så er det ikke for at supplere MeToo-snakken. Selvom vi ikke undgår en henrivende udlevering af Zentropas Aalbæk i ’Klædt af’ – Vase og Fuglsangs gave til Niels Ellegaards forklædningstalent. Heller ikke for at undlade at nævne, at revyens tekstforfattere er et fremragende, muskuløst herrehold, bestående af Carl Erik Sørensen, Vase og Fuglsang, Leif Maibom, Niels Olsen og Søren Anker Madsen.

MEN for at kulminere i en konstatering af, at Ulf Pilgaard for Cirkusrevyen er kunstneren, som vi på godt, gammelt latin må kalde ’sine qua non’, helt uundværlig. Han har ikke nogen dronningen-monolog i år. Og fred være med det. Men han har i anledning af 50-året for Ungdomsoprøret en tekst af Vase og Fuglsang, hvor han er langhårede Jeppe, som sidder i sit gamle kluns og med bare tæer i sin høje alderdom på plejehjemmet og klimprer på guitaren og fortæller med et senilt grin om de skønne, gamle dage. Pilgaard knivskarpe timing og sensible nærvær over for publikums reaktioner er lige så registrerbar her som i en Carl Erik Sørensen-monolog, hvor han er den noble, velpolerede Hellerup-borger, der konstaterer, at det selvfølgelig er synd for de arme mennesker, der bor i de ghettoer, regeringen nu vil til livs – ”at deres indtægter godt nok ikke er noget, der ligner det, vi andre bruger på gardiner”.

PILGAARDS omsving fra lattervækkende hippie-restoplag til mondænt luksusoverskud er suverænt.

DET er svært at forestille sig en Cirkusrevy uden Pilgaard som fyrtårnet midt i halløjet. Også at duoen Lykke- og Ellegaard ikke var der, nu hvor de er totalt indarbejdet i tekstforfatternes og Lisbet Dahls bevidsthed. I årets revy er der enkelte numre, der er problematiske. F.eks. har Ellegaard fået en kun halvt fungerende tekst af Sørensen om et være bornholmer og Nato-lyttepost mod russerne. Men der er alt det andet. Og det er meget. Sandelig.

gregersDH.dk