*

*

*

*

*

*

SKOVLFULDE AF GRIN

* 

Cirkusrevyen 2012 holder stilen og stormer igennem med venlighed, frækhed og absurde ind- og anfald.

*

*****

NU tager vi dem i den rækkefølge, de melder sig i den søndergrinede hjerne her et par timer efter.
Cirkusrevyen slutter med en tak-for-i-aften sang. Henrik Lykkegaard har skrevet den. Den hedder ’Når aftenen er forbi’. Den er – ligesom Carl-Erik Sørensens indledningssang ’Takket være jer’ – et ensemblenummer. Og den har på samme måde en snert af den publikumsleflen, som er tradition. Gud, hvor vi elsker jer der nede! Uden jer…! Etc…
Så hyggesnakker Lisbet Dahl, Lykkegaard, Ditte Hansen og Niels Ellegaard hver for sig om, hvor fedt det bliver at komme hjem og hvile ørerne og slå stængerne op. I Vangede og hvor de forskellige nu holder til. Ulf Pilgaard slutter. Han skal da også hjem og.. ja, hvad? Trække frisk luft på de små villaveje – iført dametøj, lidt rundt i nabohaverne og lurekikke ind ad vinduerne.
Fortalt med den fede strøm af akademisk understatement, der er Pilgaards speciale. Med både troskyldighed og selvironi piblende ud af øjenkrogene.

SØVNDAL-SNACKS

Der skal så lidt til.
Men så meget beherskelse af de små virkemidler.
Lisbet Dahl kan vise sig i døråbningen og er på stedet Angela Merkel. Frisuren, den lilla kjole, det tunge ansigt, mimikken, et tysk, der er som hentet på kalkérpapir, over til et dansk, der er præcist sporbart til Flensborg og omegn. Danskerne skal have en (op)sang, den er kritisk og saglig, og ’Vil I ikke synge med, har vi andre metoder!’ Sagt i al elskværdighed.
Et af de hårfine, men brutale pletskud, der føres frem artistisk som med et vip med lillefingeren. Carl-Erik Sørensen har skrevet den. Ligesom han har skrevet en Villy Søvndal-parodi, proppet med arme Søvndals kortsluttede afkodninger af engelsk-ordbogen. En mand ’with et bad habit’, der har ’many good snacks’ med kollegerne i udlandet. En taknemmelig idé. Lykkegaard har sværere ved at afkode Søvndal end han havde det med Anders Fogh for nogle år siden. Til gengæld sidder en pop-slubbert som den slimede Hansii Et-eller-andet fra Tyskland rædselsvækkende præcist.  

ENDEN PÅ KOMEDIE

Idémæssigt har storproducent Sørensen ikke helt nok guf til Ditte Hansen i sin Helle Thorning-monolog. Den bliver hængende lidt i det forventelige. ”Der kommer en god løsning i morgen” O. s. v.
Hos Ditte Hansen får vi ellers – som altid – de effektive små midler rendyrket, men banket op med eksplosioner af store armbevægelser og umættelige grin. Hele festforestillinger af noget, der ligner spontan improvisation, men selvfølgelig er gennemtænkt som en matematisk ligning.
Overdådig som den livssultne Susanne Bjerrehus på sexturné med sin aldrende makker Karen Thisted, Lisbet Dahl igen i en forbløffende forklædning. Ditte Hansen skæg, men endnu skarpere i Vase & Fuglsangs ’Højt til loftet’, hvor hun er præsten, der til sin lammende forfjamskelse skal vie et bøssepar, men tager pusten fra de to – Lykkegaard og Ellegaard – inden det når så langt. Hun jogger så fortvivlende i sin private verbale liturgi, at de stormer ud fra hendes kontor, mens hun desperat råber efter dem; ”Der fik jeg nok enden på komedie – men det er I jo så vant til!”

GORILLAEN

I den stil er grinene umættelige. Det er aktuel satire på hårdtslående, verbalerotisk plan. Hæmningsløst – som Ditte Hansens attak-flirt med en mandlig publikummer.
På det helt groteske har vi så Niels Ellegaard, hvis mimiske reflekser fra hans sensoriske, perifere nervesystem gør ham i stand til at udtrykke kædereaktioner af miniimpulser, der hober sig til hele eventyrfortællinger. Stemme, mimik, og motorisk forbløffende kropsattituder forbindes i ’Primat-liv’, hvor Ellegaard som gorillaen i Zoo fabulerer om ture til Malmø for at møde sin Pippi med de røde fletninger og i øvrigt erhverver sig en coach ved navn Leif, der kan bringe ham videre i livet. Det er absurd-grinagtigt, som Ellegaard kan forene det rørende med det forslagne, det pudsige med det splittergale.                                                                                        

VENLIGHED OG GALSKAB

26 numre i alt i en stigende kurve af venlighed og galskab. Lisbet Dahl har ladet sin pragtfulde selskabssyngende kvajert-madam fare i år. Pilgaard har svigtet dronningen – bliver kongehuset overhovedet nævnt i revyen? Og er vi ikke lige lykkelige? Hverdagens danskere kommer vi til gengæld herligt nær i flere omgange. Det appellerer mindst lige så effektivt til publikum som de politiske kändis-parodier.
Balletnumrene er skåret lidt ned, men danserne medvirker mere end vanligt i ensemblesketchene.   
Sammenlagt  en Cirkusrevy, der holder stilen og lader os vandre ud i det grønne med et grin i fortsat udbrud. Tænk om man mødte Ulf Pilgaard i dametøj henne om hjørnet.

GregersDH.dk