Lisbet Dahl som lejlighedsdigter og Ulf Pilgaard som Hanne Bech Hansen i Cirkusrevyen (Tegning: Claus Seidel)
BAK SNAVVENDT
Overraskelser og gamle spilleregler i Cirkusrevyen 2009
*****
SIG tak for mad. Og få skilningen sat lige. Der er ordensregler her i livet. Også i Cirkusrevyen.
Den skal begynde en halv time for sent.
Og Lisbet Dahl skal f.eks. aflevere hende mosteren med lejlighedssangen, der ligner frikadellens flugt over plankeværket. Med James Price som plankeværk.
Det gør hun og Price denne gang, næsten i døråbningen til revyen, vi er lige kommet i gang, og så står hun der. ’Den syngende boomerang’, som Hofbakkerevy-forfatter Carl-Erik Sørensen, lader hende kalde sig.
Ordensreglen udløst og sat på plads med det samme. Lisbet er på. Med et af de faste numre, der mere end nogen andre udløser vores kollektive nationale selverkendelse: Vi elsker festsange, vi elsker at skrive dem, og de er himmelråbende forfærdelige.
I denne omgang virker nummeret ganske vist lidt, som om det ikke rigtig gider være sig selv bekendt i sin monumentale ironi. Gider vi tage den endnu engang? For os. Om ikke for Prins Knud. Vi ved ikke rigtig. Lisbet kæmper ved premieren tilsyneladende med en stemme, der har haft det hårdt under prøverne.
Men vi er da med. Cirkusrevyen lever lidt efter princippet: Man ved, hvad man har. Orden i sagerne.
STRANDVEJSKÆLLINGEN
Det er ok. Ligesom det er ok, at Henrik Lykkegaard senere i årets revy genoptager sin fremragende Anders Fogh-parodi, denne gang ganske vist sendt til Nato-boss-jobbet: ’Lykke og held og tak til Bruxel’…og tilføjet Lisbet Dahl som Madam Fogh som lårsvinger.
Vi æder det råt, for der er genkendelses-spilleregler, vi sætter pris på.
Men det er alligevel ikke anderledes end at vi plirrer med øjne og ører, når det sker noget nyt. Noget, der snerrer. Dét gør f.eks… (nå, dér har vi Sørensen igen!) – Ditte Hansens strandvejs-kælling, der med hæmningsløs stritten med lillefinger og Gucci-taske hundser med sit filippinske tyende under påskud af at gøre en enestående indsats for det mellemfolkelige samvirke.
Lisbet Dahl er det filippinske, jordgående indvandrermissil. Pakæslet. Pointen – at pigen med en uventet gevinst i lotto skærer kællingen ned til sokkeholderne og tager alle stik hjem – er nem.
Men også morsom. Øv-bøv.
PERLEN
Og vi er bestemt heller ikke uimodtagelige for den genre, der hedder: Total absurditet.
Ulf Pilgaard har fået et nummer af den århusianske duo Vase og Fuglsang, som for nogle år siden serverede ham succesen med deres version af Helge Kjærulf Schmidts gamle rumstérstang-vise.
Pilgaard som Københavns Politidirektør Hanne Bech Hansen (’Perlemor’!) med en monolog, der af veje, der ligner Jesu gang til Golgatha, prøver at uddybe argumentationen for, hvorfor hun for et halvt år siden måtte forklare, hvorfor hendes udmærkede politifolk kaldte en indvandrer ’perle’ og sandelig ikke ’perker’.
Pilgaard snakker bagvendt…’hvad er fak og hvad er fupta?’ i den sag. Er det hele lutter ’horefejl’?
Det går derudad med en sindsoprivende kanonade af bakke-snavvendter, leveret med dead pan alvor og omhu – monologen synes uendelig, man begriber dårligt, hvordan Pilgaard har lært sig den, men jublen i salen tager ingen ende, vi er ofre for et komiker-attentat.
BILLEDER
Sådan vandrer vi igennem mange overraskelser og glæder: F.eks. at revyen i år er visuelt meget fantasifuld.
Dels i de video-projektioner, der løbende følger scenerne og sketchene – lige fra startens herlige brus af skov og regn over hele fortæppet, der forvandles til en flot musikalsk og scenisk start iført paraplyer og ’Singing in the rain’ – og til flere af de scenebilleder, der skaber meget flatterende baggrund for balletoptrinene, danset ok, men især kreativt tænkt og inkorporeret i revysammenhængen.
Bl.a. det nummer med titlen ’Dukkeflise’, hvor Ditte Hansen som ballettens nøglefigur fortæller en bid af indvandrer-prostitutionens ironiske skæbne.
Hvad ellers? Ork jo. Gummimanden Thomas Bo Pedersen får lov at dyrke sit glimrende parodieringstalent i en version af Keld og Dirch’s ’Der sidder fire mand på en tømmerflåde’ – ikke overraskende nyt, men gedigen opfyldelse af reglen om, at der er spilleregler, vi elsker at se overholdt.
Latteren runger.
FORKLÆDNINGER
Ingen havde vel heller regnet med andet end, at Lars Lykke-statsminister skulle komme på scenen, selvom det nok var uventet og dybt gribende at se Lisbet Dahl i rollen – forklædninger var bestemt ikke det kedeligste i denne revy! Men ret langt ud over at grine af dels maskeringen, dels det glas fadøl, der var lejret på pulten ved ’Lille Lars fra Græsted’s talerstol, kom vi vel ikke.
En bid længere kom vi sandelig et par gange med bl.a. – og endnu engang i en forbløffende maskering! – Henrik Løkkegaard som en mimrende olding, der bliver pyssenysset af damerne Lisbet og Ditte.
En skarp sag, skrevet af Jacob Morild.
Og langt derudad kom vi igen i absurditetens henrivende overdrev, da Ditte Hansen agerer en coaching-ekspert med munddiaré. Fru Hansen erobrer scenen bedst og mest uimodståelig, når hun er allermest provokerende over for vores såkaldt sunde sans.
FAUNEN
Og jo – mellem numre, der ikke må sygne hen i glemsel: At se Henrik Løkkegaard som Pan i ’En fauns eftermiddag’! Igen en fremragende måde at bruge ballet og scenebillede og kugleskør komik i fælles forsøg på at udvide vores behov for – målløse og hæmningsløst – at se verden og os selv styrte panden mod vores egen ubegribelige mur. Ubetaleligt.
Nok for denne gang. Der er enkelte svagere øjeblikke i revyen, tekster, der ikke rejser sig. Men ikke mange. Og der er ikke mindst en god flok festlige overraskelser. Og store visuelle glæder.
