SORTE CIRKUS FANTASTICA

 
Folketeatrets ’Cirkus Fantastica’ fører os som teaterkoncert tilbage til nogle af Sebastians mange fine sange fra 70’erne – pakket ind i et klaustrofobisk cirkusmiljø
 

****

HIMLEN er sortblå. Træer stå som nøgne siluetter. Vi skal dæleme ikke åbenbares for nogen munter stemning.
Det er dén ende af myten om cirkuslivet, Sara Grabow og Rolf Heim slipper os ind i – det er et cirkus i vinterhi, der er lukket ned for fest, der arbejdes, der prøves, skændes, der chikaneres – tristessen sænker sig over artistholdet, alle ser hinanden i øjnene, sluppet ud fra performance-intensiteten i sommerhalvåret, spærret inde – ja, spærret inde, det er faktisk sådan vi møder dem i allerførste billede, hvor de sidder i hver sin minimale garderobekasse. Pisket på plads af sprechstallmeisteren Kristjan Ingimarsson, ham, vi har set i virtuos kropslig udfoldelse sidste sæson i ’Blast’ på Teater Republique…
Kasserne er i denne teaterkoncert en slags pendant til de susende ture i luften, som andre teaterkoncerter har dyrket, kasser, man kan kører rundt med, provokere hinanden med.

FLUGTEN FRA MANEGEN

En Sebastian-Teaterkoncert. Det måtte jo komme. Udvalget er især en række af Sebastians sange fra 70’erne, sange næsten alle valgt, fordi de kan gå ind i det, der er Grabows og Heims koncept her.
Sorte, sørgmodige, fulde af længsel – Når Sara Grabow selv synger ’Hvis jeg kunne leve mit liv – og ikke alle andres liv’, så er vi dér, hvor man som cirkuskunstner er på den permanente, men umulige flugt fra manegen. Uhjælpelig overladt til den skæbne, man har valgt.
Så kan man spille fjernt drømmende på sav eller opløfte desperadoskriget som Tammi Øst, når hun synger ’Vi gi’r alt, hvad vi har i os hver eneste dag’. Eller synge den sørgmodige ’Rosa’, som er vandret fra Lis Sørensens version, til Ole Thestrup, som måske mest af alle på scenen formår at blæse helt tyst poesi til os – han har en mageløs evne til med meget små midler og en stemme, der klinger som den ømmeste bratsch-tone, at fylde rummet med digterisk nærvær.

BELLI

Peter Belli kan meget af det samme – men får ikke mange chancer for at udfolde det her – Belli, der ellers har så mange personlige erfaringer som cirkus-sprechstallmeister.
Måske var det den rolle, han skulle have haft her, og Ingimarsson så overladt nogle flere regulære artistnumre sammen med jongløren Ivan Tomasevic. Belli er betroet ’Måske ku’ vi’ som finalenummer – det virker sært løsrevet fra forestillingens både deprimerede, maliciøse og smertehamrende skønne cirkustone – hvor også den rørende leg med store hånddukker fastholder os i et lukket, anderledes og eventyrligt univers.
Det er på flere måder en smuk forestilling, ret statisk i sin tone og næppe et stykke, der appellerer til mindre børn, som nogle måske vil tro, når man ser titlen ’Cirkus Fantastico’. Dertil er den nok for sær. Og dog: Hvorfor skal børn ikke have sære oplevelser?

GregersDH.dk