Nej til rampelyset

Jeg kan promovere andre. Men ikke mig selv, fortæller pr-guruen Christian Have. 

Tekst: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Steven Achiam

———————————

”Jeg bryder mig ikke om at være i rampelyset. Jeg er også ret kedelig…”

Hvis noget kan provokere en interviewer, så er det den slags bemærkninger.
Sky? Kedelig? Det lyder underligt. Når man som Christian Have er i centrum af dansk kulturformidling, pr-guru og konstant på banen i medieverdenen? Han har endda skrevet en bog, der hedder ’Synlighed er eksistens’! Bogen er blevet en slags bibel i pr- og managementbranchen.
Sådan et menneske kan da ikke have noget imod synlighed! Men det har Christian Have: ”Jeg har længe sagt nej til dem, der ville interviewe mig. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg bliver genert, når det skal handle om mig selv. Det er ikke noget med, at jeg gemmer på store hemmeligheder. Det er bare ikke mig. Jeg kan promovere andre. Men ikke mig selv.”

Oase på Frederiksberg

Her sidder vi så. Hjemme i hans store Frederiksberg-lejlighed. Kontoret med de tolv ansatte er i gå-afstand fra hans hjem. Meget praktisk. Christian Have har ikke bil. Ikke engang kørekort. Og har aldrig haft.

”Dette her er min base. Eller min ’oase’, som jeg kalder det. Hvor jeg kan trække mig tilbage og lade op. For ikke at miste mig selv. Jeg har haft det privilegium at blive nærmest født ind i entertainment og kulturens verden og set, hvad der sker, når folk ikke bevarer sig selv. Men begynder at tro på dét, medierne skriver af godt eller skidt – det kan være lige forkert. Hvis du ikke har en base, hvor du kan mærke, hvem du selv er, begynder tingene at blive illusion. Alle siger: Det sker ikke for mig! Men det kan ske for alle.”   

– Og skete også for dig?

”Ja, det gjorde det da. At finde sig selv er en erkendelse, man når til efterhånden. En personlig erkendelse, men også en konsekvens af den opgave, man har valgt: At bringe andre og deres projekter i spotlightet. Ikke sig selv. Men der er vendepunkter i ens liv, hvor man opdager, hvad tilværelsen drejer sig om.”

– Fortæl!

Christian Have ser på mig med sit rolige, intense blik. Det lidt flegmatiske forsvinder. Jeg får hans livs beretning om ungdommen på en gård ved Stenløse og skoletiden, da han i Frederikssund spiller med kammeraterne og danner ’Mabel’, et band, som i 1978 vinder Melodi Grand Prix med ’Boom Boom’ og Christian ved trommerne. Og som, akkompagneret af hvinende teenagere, bliver et poprock-orkester med lynsucces. Især i Spanien, som de rykker til i tre år, for derefter at flyde videre til USA, hvor New York er deres base gennem et år med engagementer i de store rocktempler i New York-forstæderne Bronx og Brooklyn – og Christian som den i bandet, der har tjek på planlægning. Koncerter og pladekontrakter. ’The Wild Lions from Scandinavia conquering N.Y.’ lød en overskrift I N.Y. Times.

”Det var i SAS-flyet på vej til juleferie i Danmark. Under indflyvningen – det var den smukkeste dag. Vi sad og så ned på dette her land. Jeg tænkte: Hvis jeg tager med tilbage til N. Y., så kommer jeg aldrig hjem igen. Skal jeg i gang med noget andet, så er det nu. – Det er slut, sagde jeg til de andre. Og oplevede en kolossal lettelse. Jeg regnede med, at jeg sagtens kunne få noget at lave i musikbranchen – jeg havde jo masser af erfaring. Havde feset rundt i verden, taget mig af alt det firmamæssige i bandet…”

– Men?

”Der var lukket. Enten var man ’overkvalificeret’ eller bare en ’dum popmusiker’. En, der ’troede, han kunne det hele’. Jeg havde jo et image som pop-dreng. Folk griner stadig, når man nævner ’Mabel’”… Det blev Bodil Udsen, som fik mig i gang. Min mor havde set en annonce fra et teaterselskab, der søgte en halv regissør, halv pr-mand til Bodil Udsens turné med monologen ’Gertrude Stein’. Der var mange ansøgere. Jeg regnede ikke med en chance. Men da Bodil Udsen hørte om en ansøger, som sagde, at han ikke havde forstand på teater  – ham ville da hun gerne møde! Jeg tog til Helsingør, hvor turnéen spillede. – ’Jeg ved godt, hvem du er,’ sagde hun, ’men hvorfor fanden ender du hér? Må jeg så få historien!’ Vi sad i fire timer, hun og hendes mand og jeg. Der blev tømt en flaske whisky  – og jeg blev ansat. Hun blev min skytsengel. Ikke bare med dét job. På alle måder.”

– Hvordan?

”Hun var ekstremt generøs, når hun fattede interesse for noget eller nogen. Det samme med f.eks. Henrik Hartmann og Daniel Bohr. Til mig sagde hun: – ’Pressen skal lære dig at kende. Ikke som den gamle popmusiker. Som pr-mand. Jeg hader pressen. De ringer hele tiden og spørger mig om interviews, og jeg gider ikke. Hér har du en liste over dem alle sammen: Malin Lindgren, Politiken, Helle Bygum, Berlingeren, Billedbladet  o.s.v. Nu ringer du til dem én og én og siger, du har fået Bodil Udsen overtalt til et interview.’ Det gjorde jeg. Ringede op. Fortalte, at jeg ringede fra Gertrude Stein-turnéen. Men de kendte mig jo ikke og var ikke vant til at blive kontaktet på den måde. De sagde: – ’Vi ved, hun ikke vil. Vi har spurgt hende otte gange!’ Jeg måtte sige til Bodil: – ’De tror ikke på mig.’ – ’Så ringer jeg selv!’ svarede hun. Dét gjorde hun: ’Goddag, det er Bodil Udsen. Jeg skal lige høre: Er I klar over, at det her er min nye pr-mand?…’ Fantastisk at bruge sig selv på den måde. Det kunne ingen andre finde på. Interviewene blev lavet, og jeg sad med.”

Spor fra fortiden 

Christian taler sig varm om Bodil Udsen. Om generøsiteten. Overskuddet. Hendes uegennyttighed. Noget af det, der lærte ham at finde balancen mellem at få ting til at blomstre, bruge sit potentiale, så fuldt det kan lade sig gøre, og så holde tungen lige i munden i den personlige karriere.
I sin virksomhed i dag kan han se sporene tilbage til de kim, der blev lagt, da han som 13-14-årig opdagede glæden ved at få det lille skole-band til at fungere. Organisere. Ringe til den lokale avis og få en notits på. Senere finde ud af, at lykken ikke nødvendigvis var spotlightet i musikertilværelsen, men fornøjelsen ved at sætte andre i gang.
Alt det, som det er lykkedes ham at beskrive og analysere i bogen ’Synlighed er eksistens’ – en bog, som har fået store og uventede konsekvenser for ham. Skønt han i første omgang havde overset, at den skulle markedsføres  – ”Typisk, at jeg havde glemt, at sådan en bog også skal have synlighed for at blive opdaget,” siger han.
Men opdaget blev den altså.

Foredrag i Kina 

Bogen har siden den udkom i 2004 medført en strøm af helt nye aktiviteter for ham. Han er blevet censor på universiteter og journalisthøjskoler, adjungeret professor i kommunikation ved Aalborg Universitet, efterspurgt foredragsholder, også i udlandet, f.eks. i Kina, hvor universiteterne henter ham over for at holde foredrag, senest i marts i år. Med overrumplende oplevelser: To hundrede studerende, hvis arme flyver i vejret med kameraer og knipser, hver gang han viser en graf eller statistik. Studiemateriale!

Akademisk gen 

Studerende, der er totalt informerede om ham i forvejen – nogle gange bedre end han selv! – fordi de bruger nettet. Masser af intensive dialoger, hvor han prøver at forklare, hvor vigtigt vi i vesten synes, det er med en fri og kritisk presse. Og hvor han selv prøver at sætte sig ind i og forstå kinesernes indstilling til kommunikation og pr, som mere handler om, hvad vi vil kalde reklame og markedsføring.

”Alt det, der kom i kølvandet på bogen  – jeg anede ikke, om jeg ville være god til det. Men jeg opdagede glæden ved at give min viden videre. Opdage, at det lille akademiske gen, jeg havde fra dengang jeg var begyndt at læse dansk på universitetet lige efter studentereksamen, men droppede ud på grund af succesen med bandet – at det levede. Muligheden for fordybelse, komme ned i materien, få sat tingene i perspektiv. En enorm opmuntring oven på alt besværet omkring H.C. Andersen-projektet i 2005, der jo gav nogle lussinger. Også til mig. Og som efterlod mig totalt udmattet.”   

Udmattet. Og klogere på nogle ting, fremgår det af Christian Haves evaluering af det turbulente digter-år. Fortalt roligt og afdæmpet med den næsten orientalske ro, han har tilegnet sig gennem de senere år, hvor han har hentet nogle psykologiske ressourcer på et center for ’esoterisk filosofi’ i Jylland.

– Religion? Yoga? Spørger jeg forsigtigt.

”Ældgammel egyptisk visdom,” svarer han med et svagt og uudgrundeligt smil.