Stefanos Bizas og Jessica Lyall i ‘Chopin danser’ i Operaens foyer. (Foto: Søren Meisner)

I STEDET

FOR

POLITIGÅRDEN

Dansk Danseteaters højt værdsatte Sommerballet i Politigården er erstattet med et beskedent show i Operaens foyer.

Komponist: Frederic Chopin. Pianist: Tanja Zapolski. Koreograf: Tim Rushton. Medvirkende: Dansk Danseteaters internationale dansere.

’Chopin danser’ spilles i Operaens foyer indtil den 5. august. Varighed 1 time.

****

EN københavnsk operafestival, hvor byens store, ekstravagante operahus ikke er i brug? Det er selvfølgelig absurd.
Men så er det godt, at andre kan bruge stedet, sådan som Dansk Danseteater gør det i disse dage. Og det gør Dansk Danseteater så, fordi andet i byen også er af lave – i aftes havde kompagniet premiere på en lille forestilling til erstatning for den traditionelle sommerballet i Københavns Politigård, der er aflyst med kort varsel, fordi man dér er blevet bekymret over sikkerheden.
Det skal vi ikke bebrejde politiet. Det er bare ad h til, for Dansk Danseteater har gennem årene fået oparbejdet et renommé og en position i kraft af ikke mindst de sommeraftener i den fantastiske ramme, der er politigården.
Jeg synes, man mærkede det lidt på stemningen i Operaens foyer i aftes. Det var en aften med en vis sordin på.
Tim Rushton, balletchefen, havde forudskikket, at vi skulle indvies i hans fascination af komponisten Chopin i ord og gerning.

Det blev ikke til mange ord, men til gengæld til flot Chopin-spil af den ukrainsk-danske Tanja Zapolski, og hun er mageløs – to store solonumre, f-mol fantasien og Revolutions-etuden plus et Debussy-præludium. Så det var halvt koncert, halvt dans.

Men ok, Det afgørende var selvfølgelig, hvis vi skal se kombinationen Rushton/Chopin: Seks korte balletter, der byggede på tre nocturner, to præludier og en berceuse. Vi blev fanget af den animalske ekspressivitet i flere af numrene, Rushton lytter som koreograf til musikkens impulser, helt ned i detaljer, aldrig med et ironisk, distancerende forhold til Chopins elegante virtuositet, mere til, hvad der sætter kroppe i gang, vrængende som hos mændene i nocturnen opus 27, afventende i nocturnerne opus 9, som om hver bevægelse hos danserne er udforskninger af, hvad musikken vil hen. Et fysisk indblik i, hvordan Chopin tænker og hvordan Rushton tænker videre.
Det er dér, vi som publikum følte dialogen mellem musik og krop. Den dramatiske tøven og de intense svar. Vi kommer, tror jeg, tæt på at fornemme, hvordan Rushton som koreograf meddeler musikken videre til danserne. Det er dér, han får fortalt os noget. Ikke i foredrag og verbale kommentarer.
Den korte forestilling sluttede med, at Tanja Zapolski spillede en voldsom ’Introduzione e Toccata’ af den finske komponist Einar Englund, pianistisk mindst lige så krævende, som hvad hun indtil da havde spillet. Ingen dans ledsagede det stykke, men det fascinerede os naturligvis at få at vide, at komponisten er far den Sorella Englund, der i sit lange liv med Den Kongelige Ballet stadig fungerer ved balletten som både lærer, instruktør og karakterdanser.

gregersDH.dk