Jonas Malmsjö og Philip Jalmelid i ‘Chess’ (Foto Rasmus Baaner)

SKØNNE SPILDTE KRÆFTER

’Chess’ på Aarhus Teater har fået hele armen, men er også ressourcespild. Musicalen er ikke anstrengelserne værd.

**

DER er ikke meget at stille op: ’Chess’ er en dårlig musical.
Så kan man pumpe al tænkelig energi, talent og ressourcer ind i en opsætning af den. Sådan som det gøres på Aarhus Teater. Vi tæller et orkester på 16 musikere i orkestergraven, det dobbelte antal medvirkende, og de er ikke ringe, professionelle i stort og småt, overordentlig effektivt instruerede.
Det sidder, det hele.
Problemet er værket. En handling, der krydser rundt i at ville alt, men forplumrer det meste.
Vi skal have så meget med:
Historien om det drabelige skakopgør mellem en amerikansk mester og en russisk som et spejlbillede på den  interkontinentale, storpolitiske konfrontation mellem øst og vest. Den får vi på mange ledder og kanter. Også den personlige konfrontation mellem to genier – som kunne være rasende interessant, hvis det var gjort til en psykologisk tvekamp.

FORPLUMRINGER

Men det er slet ikke sagen.
Der skal også bygges en love story ind. For at gøre den interessant så ydermere et kompleks af to jalousidramaer – pigen svigter amerikaneren til fordel for russeren. Og russerens kone melder sig i 2. akt. Og amerikaneren er i øvrigt bøsse.
Men heller ikke det er nok: Pigen er emigreret fra Ungarn, hendes far er blevet i Øst, han bliver en handel i det store spil – også han er en vigtig, men ikke tilstedeværende person på scenen. O.s.v. O.s.v. Ind imellem skal vi også interessere os for skakkonkurrence-arrangørens problemer.
Alt dette halløj forplumrer fokus og sammenhæng i musicalen. Vi taber både tråd og interesse. Og det hjælper ikke, at musikken gennemgående er monoton, maskinel, hårdt pumpet næsten hele vejen igennem. En efterklang af Abba-stilen, skruet op i et format, meget lidt af det tematiske stof kan holde til.

TO NUMRE

Der er to numre, der klarer at blive gentaget, og det bliver de da også i musicalen: Den korte ’Anthem’, som russeren Anatoly synger som afslutning på 1. akten, og som den svenske tenorbaryton Philip Jalmalid har flot tag på. Men som samtidig med sin placering tager livet af Marie Lucia Heiberg Rosenbergs ’Heaven help my heart’, der ligger lige før – ikke fordi hun ikke behersker det nummer perfekt, det er bare uinteressant.
Til gengæld får Maria Lucia den foræring at synge Anatolys ’Anthem’ som hele forestillings finale, igen fortræffeligt, lige som hun og Jalmalid får fornøjelsen af at gentage kærlighedsduetten ’You and I’, der vel er den samlede musicals andet store nummer, et af de få steder, hvor muligheden for at blive en smule bevæget indfinder sig.

HVAD OG  HVORFOR?
 
Så hvad stiller man op med denne ’Chess’, som Aarhus Teater har mobiliseret så vældige kræfter for at give fuldt udtræk?
Nyde en vis perfektion i udførelsen? Bære over med den kluntede dramaturgiske fremfærd fra ophavsmændene? Ærgre sig ved tanken om, at så stærke skuespillere og sangere og dansere og korister og musikere kunne bruges til noget bedre? Undre sig over, hvorfor ’Chess’ overhovedet er blevet sat op?
Sætte sig til at studere den virkelig historie om skak-matchen mellem Fischer og Spassky, der fandt sted i Reykjavik i sommeren 1972?
Det kan man gøre, for den er særdeles spændende og fuld af dramatiske konsekvenser, storpolitisk og for de to kombattanter.

Gregers DH.dk