BARTOLI

I DET

KOLDE NORD

Mezzosopranen Cecilia Bartoli i Tivolis Koncertsal tirsdag aften.

Cecilia Bartoli synger samme program igen torsdag aften i Aalborgs nye koncerthus.

******

OVERVÆLDENDE. Ganske og aldeles.
Cecilia Bartoli sejler ind på scenen i Tivolis Koncertsal i al sin mageløse legemspragt, klædt i lysende himmelblåt – hvis jeg husker ret, for det er hendes øjne, der straks fanger os, et begejstret, erobrende blik – hun skal synge, og at synge er hendes virke, 160 grader kloden rundt, 100 – jeg-ved-ikke-hvor-mange – volt gennem sjæl og sind.
Jo, hun er overvældende. Og vi er solgt. Ingen af de stjernetenorer, Tivoli har bragt os gennem de seneste sæsoner har i den grad kunnet bringe publikum i ekstase.
Sjældent er der vist blevet trampet så voldsomt i Tivolisalens gulv, som da hun efter en vild performance med solotrompetisten i sit barokorkester improviserede en stribe vokale svar til hans improvisationer, et musikalsk trapeznummer, der ville have blæst taget ud af selveste Zirkus Nemo.
Som man vil forstå: En stor aften med den prægtige sangerinde. Helliget arier af næsten totalt ukendte komponister fra 1700-tallet. Hun gi’r ikke ved dørene med forventede slagere fra operarepertoiret.
”Synger hun mon ikke bare en enkelt lille Mozart-arie?”, som en tilhører bemærkede, da han havde kikket i programmet.
Nej hun gjorde ikke. Hun jagter det ukendte land. Det operaland, der kan levere stof i dynger til hendes fabelagtige stemmekunst, barokkens virtuos-arier, de fleste møntet på den tids kastratsangere.

UBESVÆRET

Så sjældent har man hørt noget lignende. Hendes indspilninger fortæller kun det halve.
Den direkte tribune-formulering fører os tæt på hendes overlegne, totalt kontrollerede stemmebeherskelse, samtidig med – og det er næsten det mest overvældende – evnen til at bringe det hele videre til os med en selvfølgelighed og ubesværethed, som hun tilføjer en charme, der tillader hende at forlade scenen efter numrene med en gestus, som for at sige: Er det ikke utroligt, at dette her findes, er skrevet og kan lade sig synge?
Ukendt repertoire – jo, hun sange en stribe Vivaldi-arier ud af de tyve-tredive operaer, han skrev – faktisk debuterede Vivaldi omsider på dansk jord forrige sommer med operaen ’Ottone in villa’, der blev spillet på Teater Republique under Copenhagen Summer Opera festivalen.
Bedre sent end aldrig. I øvrigt Reumert-nomineret.

FORFØRT

Vi slugte det, åndeløst optaget af hendes tekniske brillians, hendes ufattelige koloraturer, hendes umådelig lange linjeføringer, det var som jugendtidens ornamentale penselsving og stregtegninger – vejrtrækningerne umærkelige, ansatserne af høje toner uden de tilløb, som så mange sopraner sjusker med – det er lige-på og klangfuldt for fru Bartoli.
Vi blev forført af små og store perler af komponistnavne som Francesco Araia eller Hermann Raupach eller Nicolai Porpora – de to sidstnævnte med årelange karrierer i Zartidens St. Petersborg.
Raupach i øvrigt leverandør til en del temaer, unge Mozart huggede til sine klaverkoncerter. Porpora stjerneleverandør til kastratsngeren Farinellis optræden.
Alle sammen komponister, der slyngede operaer fra sig i de samme år, som Holberg skrev sine komedier. De år, der var italienske gæstespil i København.
For at citere Holbergs epistel nr.373: ”At anhøre udi fire stive timer noget, man ikke forstår, er et martyrium!”…
I Tivoli strejfede vi på to timer sytten af den type operaer, der kunne få Holbergs tålmodighed til at briste.
Alt i Tivoli gennemført med barokorkestret ’I barocchisti’, anført af Diego Fasoli, en kapelmester, der ligesom vores egen Lars Ulrik Mortensen behandler barokmusik som levende, pulserende livsytringer og enhver opførelse som en fest.
Cecilia gjorde sin entre før ekstranumrene i snehvid pels og hue – hun var jo på besøg i det nordiske. Sådan ser hun os også i møde på programforsiden til denne turné, der fører hende til St. Peterborg, og de nordiske hovedsteder.
Blandt de sidste Aalborg i morgen, torsdag aften!

gregersDH.dk