BLOD FOR SKILLINGEN

Italienere på banen: Tvillingerne ’Cavalleria rusticana’ og ’Bajadser’ på Det Kgl. er opera til at tage og føle på.

Spiller indtil 4.2. 2012

****

Irene Theorin og José Cura i ‘Cavalleria rusticana’ (Tegning: Claus Seidel)

’CAV og PAG’  – ’Cavalleria rusticana’ og ’I pagliacci’. Tvillinger.
Umage eller mage?
OK. De hænger sammen, nærmest som om de var siamesiske. De er skrevet samtidig i 1890’erne, stilen er verisme, de er begge italienske, lige populære, et par folkelige jalousidramaer. Lige til at smække sammen til en operaaften – en god time hver, plus en pause mellem. Præcis, hvad man har gjort i over hundrede år. Kloden rundt. Og nu gør på Det Kgl. Teater.
Så hvad er problemet, kammerat?
Sådan set ikke andet end at den ene er dobbelt så god som den anden. ’I pagliacci’ – ’Bajadser’ – dobbelt så god som ’Cavalleria rusticana’. Især dobbelt så interessant musikalsk. Det hører man, når de nådesløst klodses sammen.
’Cavalleria’ er melodisk, rytmisk og instrumentalt flad som en pizza. Den 77-årige Verdi fik sin ven Boïto til at spille de første scener for ham på klaver og afbrød så: ’Nok. Nok. Jeg har forstået…’
 ’Bajadser’ er omvendt fuld af variation, instrumenteret fantasifuldt, motiverne er originalere, kor, ensembler og soli hænger sammen i fugleflugt. Fra idé til idé.

MAFIA-LAND

Det er så det. Det er klogt at lægge ’Cavalleria’ før Bajadser. Sicilien-tragedien før Kalabrien-tragedien. To variationer af klassisk mafia-land. Den bedste til sidst.
Vi holder naturligvis af ’Cavalleria’ – som man holder af et barn med bumser i hovedet og dårlige karakterer i matematik. Mild ekstase griber de fleste af os under det instrumentale ’intermezzo’ midtvejs i operaen. En klassiker, der i generationer har haft Giro 413-status.
Og Kasper Holten har gjort sig umage. Han fylder både intermezzoet og allerede forspillet med enkle, spændingsskabende greb. Historien toner op i forspillet til scenograf Mia Stensgaards pragtfulde frontale vue af italiensk renæssance, en trappe, en kirke, en madonna forrest, et vældigt centralperspektiv, som Holten kan udnytte til både formidable masseoptrin og som spilleplads for sin kvindelige hovedperson, den ulyksalige, bedragne Santuzza – Irene Theorin i grandios, vibratofyldt stemmeudfoldelse, sløret i rødlilla gevandter og af Holten gjort til den gennemgående skikkelse.
Under det instrumentale forspil ser vi hende i halvmørket opdage sin elskede Turiddus flirt med den gifte kone Lola, Hanne Fischer – hvirvlende i hvidt, som var hun hentet ud af ’Sylfiden’. Og i det efterfølgende kor puffes og mobbes denne Santuzza scenen rundt af landsbyens fest- og sortklædte beboere, der samles på trappen og om indgangen til kirken.

PÅSKE

Varslet om død og ulykke hænger fra første færd over hændelserne frem mod den første kulmination, påskehymnen i strålende, svulmende G-dur, et magtfuldt nærmest hedensk-katolsk processions-tableau, der varsler død og opstandelse. Med Theorins sopran med et tindrende højt h, der til sidst lyser gennem kormassen.
Jo, der er da glæder undervejs i ’Cavalleria’. Interessant at møde stjernetenoren José Cura på en dansk scene – med sin store, stålsatte, barytonale tenor skaber han en bondetamp, en rørende usikker kleppert, en tumling mellem de to kvinder, den stolte og den pjankede – en determineret vandrer mod døden – og et barn, der søger tilgivelsen i sin mamas skørter.               

STARS AND STRIPES

Efter Holtens næsten oratorie-ceremonielle ’Cavalleria’  – scenisk konsekvent i dekoration, farver, kostumer, bevægelser – så: ’Bajadser’: Et mylder af broget liv.
Vi er rykket fra Sicilien til Kalabrien. Instruktøren har flyttet historien fem til 2. verdenskrig. Amerikanerne er gået i land på Sicilien og på vej videre op gennem Italien. Stars and Stripes vajer over den lille by, som har fået skrammer. Og på torvet, hvor de skal optræde, kan Canio og hans gøglertrup bruge en yankee-jeep til at stille rekvisitter og fejekoste fra sig på, mens de rejser deres scene.
Men ankomsten af The Marines spiller ingen rolle for det jalousidrama, der er sagen i ’Bajadser’. Nedda kan synge sin muntre fuglevise til henrivende instrumentalt kvidder fra orkestret, soldater eller ikke soldater, det er lynforelskelsen i den lokale Silvio, der svirrer i hendes hoved – vi er som i ’Cacalleria’ på fatal sidespring-kurs.

KONFLIKTEN

Hvor Mascagni, ’Cavalleria’s komponist, maler målbevidst med den brede tykke pensel i noget, der er en hurtig, hårdtslående novelle, er Leoncavallo fra første færd i ’Bajadser’ ude i en fortælling med mere kompliceret perspektiv.
Gøglerlivet, scenens liv, er et andet end virkelighedens. Der ligger konflikten. Skildret allerede fra start af gøgler Tonio i hans prolog – imponerende afleveret af den svenske baryton Fredrik Zetterström, som også senere tegner sig for slagkraft.
Et par grundtemaer i musikken lurer hurtigt og udfolder sig både i orkestret og hos solisterne med tilbageholdt åndedræt, indtil de folder sig ud i en række scener: det ømme optrin mellem Palle Knudsens Silvio og Nedda, en kønt syngende Sine Bundgaard. Tonios overfald på Nedda.

DOBBELTSPILLET

Og endelig alt, hvad der udspiller sig af voksende dobbeltspil mellem gøglerscene og egentlig scene, mellem komedie og ’virkelighed’, efter at José Cura effektivt og leveringsdygtig har afleveret operaens berømte, forpinte bekendelsesscene: ’Kryb kun i koften og mel dine kinder’ (Den gamle, danske oversættelse.  Wenzel de Neergaard havde vist noget bedre i sin overtekster i aftes).
Den tiltagende uro blandt landsbyens tilskuer over at se spil blive til blodig virkelighed – med truppens Beppo (Michael Kristensen) nervøst springende rundt for at berolige dem – det er sekvenser som den, Leoncavallo beskriver med glimrende fremdrift i orkestret.
I de hele taget – for at gentage det: ’Bajadser’ har et langt rigere musikalsk liv end ’Cavalleria rusticana’.

NYE SANGERE

Men nu har vi så ’Cav og Pag’ på repertoiret et stykke tid – Cura synger kun de første fire aftener, amerikaneren Roy Cornelius Smith overtager derefter, og der vil også være skift på de fleste andre pladser. Irene Theorin veksler f.eks. med Susanne Resmark. Spilleplanen kan ses på www.kglteater.dk

GregersDH.dk