ILD TIL EN SMØG

’Husbands’ er den ironiske titel på tredje kapitel af ’Cassavetes 1,2&3, Mammutteatrets muskuløse forestilling i Pumpehuset. Stærkt underholdende. 

****

DE er en fremragende konstellation, de tre: Anders Hove, Jesper Hyldegaard og Jens Gotthelf.
Mænd i skysovs. Mænd, der dunker sig for brystet, slår på skulderen, strutter af selvbevidsthed, hybris og pral – og alt sammen: Drømme. Sæbebobler, der brister med et puf, når der er kvinder på tavlen, og det er præcis det, det handler om i ’Husbands’, tredje nummer i trilogien, baseret på den amerikanske filmmager Cassavetes værker.
De er en slags Four Jacks – fjerdemanden er bare skredet.
Stykket begynder med Stuarts begravelse, hvor de tre tilbageblevne hænger lidt med hovedet, roder efter ild til en smøg, og det bliver de ved med stykket ud, ingen af dem har ild.
Og det er netop deres problem: De er fulde af ambitioner om at få gnisten til at springe, men de kan ikke. For de tør ikke.
Stykket er den mest hjertegribende skildring af mænd, der ikke kan få alt det op at stå, som de drømmer om. Men snakke om det kan de. Indbyrdes. I deres eget lille lukkede klublokale.
Drikke sig skæve, gå på bar og tage på hotel med damer, og visne, hver gang det er alvor. Græde snot til sidst, falde hinanden om halsen og snakke om, hvor meget de savner deres koner derhjemme.

MUSKETERERNE

Få kan som Anders Hove ligne en mellemting mellem en lille dreng, man har gjort fortræd, og en rystende olding, der ikke kan finde ud af at knappe sine bukser.
Få kan som Jesper Hyldegaard portrættere middelklasse-machoen, som på skift tæver konen og fortryder. I et væk.
Og Jens Gotthelf har ingen problemer med charmøren, der tror, han kan nedlægge damerne med et smil og en smart bemærkning.
De står sammen de tre som musketerer, hvis ingen i øvrigt udfordrer dem.
Et hjertegribende og lallende fostbroderskab lige til at prikke hul i for de damer: Benedikte Hansen med sin kølige distance, der lammer Hyldegaard, Patricia Schumann som den frække og selvbevidste gimpe, som tager pynten af Gotthelf, og Tabita Bowers, som bare behøver at smække sine labre ben i Hoves hotelseng, for at han synker flæbende sammen og mimrer om lillemor derhjemme.
Mens Tina Gylling Mortensen svæver over det alt sammen som inkarnationen af kvindelige selvsikkerhed. Medvirkede hun i Wagners ’Ringen’ ville hun være den perfekte Erda.

MANDEHØRM

Det hele er på en sjov måde en skitse af maskulin hjælpeløshed. En herlig leg med skuespilkunst. Mandehørm taget med pincet. Eller taget med tang, om man vil.
På lørdag kan man se hele trilogien i Pumpehuset fra kl. 15. Lattervækkende menneskeportrætter. Overordentlig genkendelige.

GregersDH.dk