EN GAMMEL ANNONCE

”HÆMNINGER? Ikke, når man er 21! Heller ikke, da jeg ringede på hos Kasper Rostrup… Jeg kendte ham ikke.”

Caroline fortæller om, da hun i oktober 1983 opsøgte instruktøren Kasper Rostrup privat. Hun var lige dumpet ned i København. Anede intet om Danmark. Kendte kun sin danske halvbror. Hans mor havde en annonce liggende fra Gladsaxe Teater. Teatret søgte statister til ’Kristi Himmelfartsfesten’. Totalteater med det store udtræk. Kasper Rostrup skulle instruere.
Annoncen var to måneder gammel. Caroline var sent ude. Men…

”Jeg fandt hans adresse og tog bussen derud. Jeg havde ingen aftale. Jeg tænkte bare: Jeg må have et job. Jeg vil ikke tilbage til Stockholm. Og selvfølgelig er han hjemme. Det var han. Han kikkede undrende på mig, der stod der ved døren og snakkede svensk: ’Hej! Jag hetter Carolin’… Jeg fyrede løs med alt, hvad jeg kunne af badutspring og den slags – jeg havde jo været med i nogle musicals i Stockholm… Han er en sød mand, så han ville ikke smække døren i. Måske havde han ondt af mig, måske ville han gerne slippe af med mig – i hvert fald sagde han: ’Ved du hvad – vi har haft auditions. Men kom på teatret i morgen kl. 1, så får du lov at sige et eller andet…’”

– Så var der hul igennem…

”Præcis! Derude sagde han: ’Kan du danse?’ Det gjorde jeg så. ’Kan du sige noget?’ Så gjorde jeg det. Og så sagde han: Du får et job… 8.000 kr. om måneden!! Et svimlende beløb. Jeg tænkte slet ikke på det som en chance for at komme til teatret. Jeg tænkte: Nu har jeg til min billet til U.S.A.  – det var jo der, jeg ville hen. Men det var sjovt at være med. Jeg mødte en masse af den generations skuespillere: Peter Schrøder, Peter Bastian. Og Poul Dissing – han sang en sang, der hed ’Lille æsel’. Det var mig, der var det lille æsel. Tredive medvirkende. De skændtes hele tiden. Jeg var ligeglad. For mig var det ren fest. Også da Morten Grunwald kom og spurgte, om jeg også ville være med i en forestilling på Betty Nansen. Nu havde jeg lige pengene til at rejse for… Men ok. Jeg tager sommeren med.” 

– Og teatret tændte alligevel… 
 
”Næh. Jeg var ikke ambitiøs med det. Det var bare fedt at være i København. Stort hår og stiletter – UUUH! Jeg dansede hele natten på det nye Montmartre i Nørregade. Og så havde jeg mødt en skøn mand og var forelsket. Jeg tænkte: Hvis jeg får sådan en mand, så bliver al ting godt. Hungersnøden i Afrika forsvinder. Alt ordner sig. Det var ligesom det. Indtil det ikke var det mere…”    

– Hvor længe varede det?

”Fem år. Og to børn.”