Hanne Uldal, Cecilie Stenspil, Peter Christoffersen, Thue Ersted Rasmussen, Lars Knutzon og Jesper Hyldegaard i ‘Cabaret’

(Tegn. Claus Seidel)

SKULLE DER VÆRE PLADS TIL

LIDT BANKENDE HJERTE

’Cabaret’ på Det Kgl. er blevet Lars Kaalunds kølige blik på det bundløse hul i tysk og europæisk historie, der blev skabt i begyndelsen af 30’erne. Mere end en genoplivning af musicalens varmblodige Holywood-udgave.

Ebb, Kander og Masteroff: ’Cabaret’. Instruktion: Lars Kaalund. Scenograf Kim Witzel. Medvirkende (ved premieren i aftes): Bl.a. Cecilia Stenspil, Thue Ersted Rasmussen, Peter Christoffersen, Hanne Uldal, Lars Knutzon, Patricia Schumann og Jesper Hyldegaard. Kapelmester: Gorm Bülow Karrebæk.

’Cabaret’ spiller på Det Kgl.s Gamle Scene indtil 29. maj.

*****

LARS Kaalund har iscenesat Det Kgl.s ’Cabaret’. Du skal ikke tro, du kan komme til ham og bede ham om at iscenesætte en ’Cabaret’ efter bogen. Altså den bog, som publikum kender og forventer, og som de muligvis ville møde f.eks. på Det Ny Teater, hvis det var dér, det skulle foregå, og hvor man nødigt forskrækker nogen med det uventede.
Bogen siger: Lad så få den ’Cabaret’, vi kender fra filmen. Med Liza Minelli, smæk og farver for skillingen, musikken ud af skabet med fuld Broadway-ballon, og Berlin flammende af blodigt fordærv. Had og hagekors og jødeforfølgelser i gaderne.
Nej, Kaalund går til nogle litterære kilder bag den musical, vi kender, og fordyber sig i det iskolde, glansløse, grumsede miljø, som også hører til historien, og som er den uromantiske, plettede bagside af den.
Det gør han ved at koge det meste af det naturalistiske – rødt plys, candyfloss luderinteriør, lummert dekoreret pensionat, gader og stræder, der stinker af Berlins grå og rådnende kejsertids-stuk og puds som sminke over de kulørte teater- og cabaret-kulisser – koge alt det ind til en sort, øde og kold teaterscene, der kan agere det hele, similifest, menneskers kamp for at redde sig i land under det opkommende stormvejr af politisk vanvid.
Små skæbner, der spræller i nettet dopet under flugtforsøg fra det hele. Eller bare ensomme og forladte. Hjælpeløse.

EFFEKTER

Han gør det bl.a. ved med et fikst greb at lade al action ledsage af kunstigt producerede lydeffekter. Ikke én dør bliver åbnet eller lukket, ikke et glas bliver fyldt eller drukket, ikke en vandhane skruet op eller ned, ikke en skrivemaskine, der bliver klapret på. For der er ingen døre, der er ingen glas, der er ingen vandhaner, og der er ingen skrivemaskine.
Det hele affyres som lydeffekt fra en computer, mens skuespillerne mimer handlingerne ud i luften.
Det er jo skægt. Det ligner en øvelse på skuespillerskolen: Hvordan håndterer man lyd og synkroniserer præcist med bevægelser?
Vi oplever det selvfølgelig som en sjov effekt.
Det bliver bare mest en effekt i sig selv. Lidt à la, hvad vi kender fra f.eks. Jacques Tatis gamle film – jagten på de mindste lyde som illustration til handlinger.
Men sandelig også som en distraktion fra de menneskelige relationer mellem personerne. Når Sally Bowles går og knalder med døren, fordi hun pludselig ikke gider ham den følsomme Clifford-bogskriver, bliver dørknaldet en oplevelse i sig selv. Når Clifford tæsker i sin skrivemaskine, kommer han til at ligne en usikker klaverspiller midt i Webers ’Aufforderung zum Tanz’. Når Lars Knutzon som Herr Schultze forsagt lister ud fra et besøg hos Fräulein Schneider (Hanne Uldal) lytter vi intenst: Hører man nu døren blive lukket, og rammer hans bevægelser præcist?

LAMMENDE  GREB

Så kan man sige: So What? Alt det er jo bare en teknisk effekt. Men det fører os sandelig også lidt væk fra meningen med det hele: At blive indfanget af de medvirkendes handlinger, historiens drabelige forløb: Mennesker i jernhårde og knusende klemmer, følelserne i hakkemaskinen, strammet mere og mere ulideligt af den truende nazisme omkring dem.
Det næsten brechtske, nøgterne greb om ’Cabaret’ understreges af en lyssætning, der rammer både Kit Kat Klubbens isafkølede, champagnespruttende scener og de mange intime scener i Fräulein Schneiders pensionat. Vi lades nødvendigvis ret kolde af Cecilie Stenpils Sally Bowles og Thue Ersted Rasmussens Clifford Bradshaw uforløste møder og forhold. Det er sådan set også idéen. Og vi undskylder os næsten for at blive grebet af Hanne Uldals og Lars Knutzons stille, varme og hjertebankende kærlighedstilløb, for det er jo sandelig nok ikke meningen. Eller er det?
Måske som kontrast til det kølige kik gennem et kamera, der er iscenesættelsens egentlige mål: Det lammede, desperate, apokalyptiske Berlin forsumpet i forsøg på virkelighedsflugt set i et lys og i vinkler, der skal aflede os fra forførelse og i stedet nøgternt analysere hændelserne med dissektioner af sjæle og legemer?
Det legitimerer også spillestilen hos flere af de medvirkende, Jesper Hyldegaards automat af en nazistisk valutasmugler, Cecilie Stenspils Sally, der har trykket ’sluk’ på samtlige bankende hjerteklapper, og Peter Christoffersens konferencier – den egentlig ’Spielleiter’ i historien, mindre dæmonisk og uhyggelig end vi har set andre gøre rollen, men mere computerprogrammeret.

HÆVNEN

Med de midler lykkes det Kaalund og scenografen Kim Witzel at skabe et lammende billede af det hul i europæisk historie, der voksede sig til en afgrund af katastrofer i begyndelsen af 30’erne, født af et morderisk, hævngerrigt krav om krigsskadeserstatning især fra fransk side og som på ingen verdens tid blev til et kvælergreb om tyskernes hverdag.
En temmelig konsekvent løsning, men selvfølgelig frustrerende for det publikum, der forventer stærke følelsesudspil og glad genoplevelse af især Minelli-filmens glamour og romantik.
Det er svært at se, hvordan det skiftehold af spillere i hovedrollerne, der er på scenen i dag søndag, kommer til at afvige fra premierens udgave. For Kaalund og Witzels målbevidst nedfrosne abstraktioner lader sig næppe ret meget ændre med Mille Lehfeldt, Cyron Bjørn Melville, Peter Plaugborg, Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer i rollerne.

gregersDH.dk