Natali Vallespir Sand og Claes Bang i ‘Byen’ (foto: Emilia Therese)
BRÆNDT PÅ
Storby-mennesker, der ristes på deres egen grill. Det møder vi på Odense Teater i ’Byen’.
Dramatiker: Martin Crimp. Instruktion: Peter Dupont Weiss. Scenograf: Mie Riis. Medvirkende: Natali Vallespir Sand, Claes Bang, Louise Davidsen og Alberte Guldager Larsen (som skiftes i barnerollen med Johanna Andersen Wellejus)
’Byen’ spiller på Odense Teaters Værsksted-scene indtil 28. oktober. Varighed 1 t 40 min. uden pause.
****
GYS og uha-da! Den engelske dramatiker Martin Crimp er på banen med et af de stykker, han er ekspert i. Stykker i en genre, som englænderne kalder ’In yer face’ – lige i fjæset. Odense Teater spiller hans ’Byen’, og jeg sidder her i toget på vej hjem til København, kikker på mine nærmeste medpassagerer hører dem snakke med hinanden og får de særeste forestillinger om, hvad der gemmer sig i hver eneste uskyldige replik, sikkert et eller andet gedulgt og uhyggeligt.
Det lille dystre mol-tema, der summer igennem opførelsen af ’Byen’, jeg lige har oplevet, summer videre i mit hovedet, jeg kender det, men kan ikke huske, hvor det er fra, det er ikke Chopins sørgemarch, men værre, mere sort, og temaet får ikke for lidt, da den lille pige i stykket sætter sig til flyglet og klimprer temaet. Den lille pige? Også hun sært forstenet i et eller andet traume – ligesom faren og moren.
Egentlig lige ud ad landevejen, almindelige mennesker, der siger almindelige ting, men alligevel hele tiden knækker over i rasende udbrud mod hinanden. Hovedet kører med alt muligt andet, mens de snakker.
PIGENS mor og far – spillet af Natali Vallespir Sand og Claes Bang – sidder i deres moderne, kedsommelige hjem, hun fortæller og fortæller om en forfatter, hun har mødt og om en datter af denne forfatter, der tilsyneladende er blevet bortført af sin mor i en bil.
Hendes mand fortæller om sit mistede job. En nabodame dukker uventet op og brokker sig – i uendelige tirader og med ubegribelige sidespring om krig og ulykke – over, at parrets to børn larmer for meget i haven. Børnene lukker sig inde på børneværelset. Nøglerne til værelset er pludselig forsvundet. Et pyntet træ i baglokalet varsler julehygge. Skænderierne mellem forældrene blusser op lige så hurtigt som de forsvinder. Han vil kysse hende, hun vil og vil dog ej. Den lille pige mejer sin fars søde forsøg på forståelse ned med isnende afvisninger. Den arbejdsløse far vasker gulv mellem benene på den skingre, men konstant smilende nabodame, der insisterer på, at hun kun vil tale med han kone. Alle tre voksne mennesker taler forbi hinanden ind imellem anfald af uforskammetheder.
’BYEN’ er kort sagt et lille forstads-ragnarok mellem nogle mennesker, der står med ledningerne til hinanden, men ikke kan finde kontakterne.
Deraf stykkets titel. Det er det nerveopslidende byliv, det handler om. Det minder på den måde om det skuespil, ’Ansigtet mod muren’, af Crimp, vi så på CaféTeatret for snart ti år siden. Med Tammi Øst og Steen Stig Lommer som et lignende ægtepar i snerrende og ubegribelige, desperate konfrontationer.
Claes Bang og Natali Vallespir Sand er et par dirrende stenstøtter – hvis man kan tænke sig den slags – de spiller rollerne perfekt som moderne mennesker, der ikke aner, hvad de egentlig er til stede i livet for. Bymennesker? Typiske bymennesker, mener Crimp. Den lille pige spilles chokerende stærkt af Alberte Guldager Larsen. Næste generation på vej ind i buret af meningsløshed.
gregersDH.dk
