(Nils P. Munk og Jesper Hyldegaard i ‘Byen, der gløder’ (Foto: Bjarne Stæhr)
MAT HISTORIE
CaféTeatret bruger for mange gode kræfter på ’Byen, der gløder’ – doven, irsk dramatiker-aftapning.
***
Det falder tungt, det stykke. Den irske dramatiker Conor McPhersons ’Byen, der gløder’. Som tre dårligt bagte brød i et folkekøkken.
Det er rørt sammen af tre situationer omkring en fyr, som Nils P. Munk prøver at få sat lidt liv i, men ikke har nemt ved at trække op af det dynd, som forfatteren har plantet sin ide i. Eller mangel på idé. Han er den katolske præst Johan, der har droppet præstekjolen, fået kone og barn og nu forsøger sig som psykoterapeut.
Vi ser ham i tre situationer:
Først et skilsmisseopgør med den unge kone Vanessa, som hentet ud af en af amerikansk tv’s banale uendelighedsserier. Christine Albeck Børge henter flot raseri op af dybet, men scenen kommer til at fungere lige så isoleret, som de følgende to.
BLØD FYR
Næste levende billede er en variation af Willy Loman i ’En sælgers død’ – John hedder han her. En blød fyr, der er kommet til terapeuten i håb om at få plantet sig lidt rygrad i en tilværelse, der har sjasket mellem et kedsommeligt hjemmeliv med konen, lidt forsøgsvise slappe forsøg på at lave sidespring, nemt nok nu, hvor konen i øvrigt er død, men stadig blevet ved kraftesløse tilløb.
Jesper Hyldegaard har glimrende fat i typen, rammer ham helt dernede, hvor almindelighederne kommer pludrende mellem stakåndede, undskyldende smil og fedtede forklaringer til psykolog Nils P Munk, der har så få svar og replikker til den forvirrede stakkel, at han tilsyneladende har fået overført sit klerikale tavshedsløfte til sit nye erhverv.
Tredje element giver lidt forklaring på psykologens vånde med konen og ægteskabet: Han har hentet trækkerdrengen Laurits med hjem – med det fortvivlende resultat, at han tumler den situation lige så dårligt, som sælgeren sine sidespring. William Salicath har den beskedne rolle.
FORTÆNKT
Der er spinkel sammenhæng mellem scenerne. Stykket virker fortænkt og konstrueret, uden overraskelser, der vil noget – i hvert fald slet ikke den pointe, der er hængt på. Nemlig at sælgeren bruger, at den afdøde kone spøger derhjemme som påskud for at opsøge psykologen.
En mat historie. Opsætningen er Andrea Vagn Jensens instruktørdebut. Hun har ikke kunnet stille meget op med banaliteterne.
