Hassan Preisler i ‘Brun mands byrde’ på Aarhus Teater (Foto: Mathilde Bech)

ØRERNE I MASKINEN

Hassan Preisler vrider vrangen ud på sig selv og alle andre i en blanding af selvpromovering og selvironi i monologen ’Brun mands byrde’. Alle skal have ørerne i maskinen.

’Brun mands byrde’ spiller på Aarhus Teaters Studio Scene, men også i København fra 11.10.-8.11. på Sort/Hvid, det tidligere CaféTeatret.

****

SIKKE et show! Leveret af skuespiller/forfatteren Preisler, med fornavnet Hassan – et fornavn, der åbenbart har plaget ham gennem et fyrreårigt langt liv, for hvad stiller man op, når man ligegyldigt, hvor man vender og drejer sig hen, bliver mødt med et hurtigt ’nå,OK, jaså…’, et lille løftet øjenbryn, plus mere eller mindre tøvende spørgsmål om, hvor man da kommer fra.

Og ikke slipper med bare at svare, at man kommer hjemmefra eller lige henne fra Århus banegård.

Det er, hvad Preislers forestilling på Aarhus Teater handler om. Hassan og Hassans identitet. Op på tavlen med tegnestift. Det er en monolog, et foredrag, men et foredrag sat i scene, hvert ord endda hentet ud af en bog, han har skrevet, og som har vakt opsigt – ’Brun mands byrde’ hedder den, ligesom stykket. Den kom for et år siden, og det er den vi får, lag på lag – historien om ham selv.

Bog, foredrag, scenisk monolog. Lige på og tju-bang. Han starter med at spørge, om vi har læst den, og så er det om at få fingeren op, hvis man har, men for en sikkerheds skyld agerer han alligevel straks bibliotekar Birte med pagehår, som introducerer ham som foredragsholder i Sdr. Omme og beder os om at give Hassan Preisler en hånd.

PRÜGELKNABE

Af sted går det så med lysbilleder, film, lydbånd, rekvisitter, udklædninger, parykker, sminkegrej, Hassans historie fortalt og endevendt med iscenesætter Tue Biering som fantasifuld bidragyder. Fantasifuld og krævende: Preisler kom flere gange under premieren i nød under hækkeløbet over de mange effekter og rappe ideer, men tog det i stiv arm og jonglerede videre med sin beretning.

En beretning med både os publikummer og ham selv som prügelknabe.

Dér bliver der interessant. Preisler er en ægte dansker lige som os, der sidder der. Sådan må vi forstå ham. Til salg og til købs, i tvivl om, hvor vi egentlig står, hvem vi er, hvad vi skal mene. Lidt jammerlige i vores forsøg på at finde os selv, men altid klar til at lade som om.

Spille den rolle, der passer til situationen. F.eks. klappe af ham.

Som vi klapper af hans digtende navnebror Yahia Hassan – og her ruller Preisler sig prægtigt ud i sit sceniske stormvejr:

“Dér kommer han krybende ud af sin fucking ghetto som en tyv om natten!! I elsker ham for hans offerrolle!… En dreng, der kommer direkte fra junglen!…Han er jeres junk, han er jeres fix, Åh, hvor I elsker det!!”

SELVIRONI

Kontrasterne er forrygende og bringer Preisler i tornadotempo. Han er selv Hellerup-drengen, akademikerbarnet og slæber på et kulturradikalt Politiken Plus-syndrom – det hører til hans uløselige, gordiske identitetsknuder.

Knuder, som bringer denne teatermonolog ud i nærmest strindbergsk rasen og had. Også selvhad. Påtaget? Det runger til alle sider. Forestilling er en eksplosion af netop selvhad, selvoptagethed, selvretfærdighed, selvpromovering, selvglæde, selvsuggerering, selvdestruktion, men også selvgenopbygning – og lykkeligvis også selvironi, en malstrøm af selvironi. Meget dansk…

Overordentlig morsomt ind imellem. Som når han beskriver sin deltagelse i et eller andet Louisiana-forfattermøde, hvor han er anbragt mellem Susanne Brøgger og Klaus Rifbjerg, og han mander sig op til at sige til Rifbjerg, at  hans bog ’Anna, jeg Anna’ ville hedde ’Jeg, jeg, jeg’ på arabisk, for dér betyder ’anna’ ’jeg’. Rifbjerg svarer ikke, men vender sig om.

Teater? Ja da. Og bog – Århus Teater har trykt manuskriptet til monologen i programheftet, og det rummer essensen af bogen.

gregersDH.dk