DIG MIN SØDE

SKAT AT MØDE

Pietismens Intime kirkesang: Følelser og bekendelser i formfuldendt gengivelse på ny CD.

Brorsons ‘The Rare Treasure of Faith’ – Troens rare Klenodie – cd med sangerne Jakob Bloch Jespersen og Beate Mordal og instrumentalensemblet Phemius Consort. DACAPO 8.226123.

****

LUK det teater! råbte pietistiske præster i 1728. Og lukket blev det, teatret i Lille Grønnegade, som lige på få år havde uropført hele striben af Holberg-komedier. Præsterne var sikre på, at den enorme brand i året 1728 var Guds straf for københavnernes syndige fornøjelser på det lille teater bag Kgs. Nytorv.

IKKE så underligt, at pietisme siden har været et fy-ord, i hvert fald blandt teaterfolk. Et ord, der signalerer forbenet, sur og undertrykkende kristendom, forbud og jesuitisk streng moral. Dommedag over livsglæde. Året rundt.

DERFOR er det interessant at lytte til den cd, DACAPO har sendt ud med salmer af pietismens stjernedigter H.A. Brorson, præsten, hvis salmetekster, vi synger med høj røst og stor fornøjelse, i kirken og så mange andre steder: ’Den yndigste roser er funden’. ’Her vi ties, her vil bies’, ’I denne søde juletid’, ’Op al den ting som Gud har gjort’ – poetiske, pragtfulde tekster.

DET er ikke lige dem, vi hører på pladen. De er fravalgt. Ud fra en præcis og spændende vinkling, der hedder: De melodier er fine og ok, men ikke karakteristiske for den musik, der på Brorsons tid blev spillet og sunget, især i de pietistiske menigheder – nemlig overraskende nok: Livlige, dansante melodier – ’sacred songs with galant music’, som det hedder på cd-omslaget. ’Hellige sange til galant musik’.

OVERRASKENDE? Sådan set, ud fra vanetænkning omkring de melodier, vi synger så mange af i kirken. Det er jo enten reformationstidens enkle salmesang – ’Vor Gud han er så fast en borg’, så har du tonen. Eller mere romantiske sange fra slutningen af 1800-tallet, f.eks. Berggreens. Eller senere sange, der mere eller mindre rammer tonen fra Luther-tiden. F.eks. Thomas Laubs.

OPHAVSMÆNDENE til pladen, barytonsangeren Jakob Bloch Jespersen og organist/cembalisten Allan Rasmussen, har gravet dybt i musikken på Brorsons tid – første halvdel og midten af 1700-tallet. De har konstateret, hvor fin og charmerende meget af den er, og sammenholdt melodierne med teksterne i Brorsons legendariske samling af salmetekster, ’Troens rare klenodie’. Resultatet er, at man bliver indfanget af den fine overensstemmelse mellem teksternes blomstrende, inderlige og rørende, tit opulente og eksotiske sprog, ind imellem småborgerlig hygge og intimitet, de sensuelle kærlighedserklæringer til Jesus, de længselsfulde drifter med forløsning i himlen – og melodiernes smukt forsirede, barokke,  næsten operaagtige formuleringer. Dansenære i tredelt takt, mange af dem. Andre dæmpede i svævende erotisk nattestemning – ’Dig min søde/Skat at møde/med mit kys og favnetag/Og at skue/Dig min Drue/er min længsel nat og dag’ – Det er Jesus, som er den søde skat.

JAKOB Bloch Jespersen synger sangene med en lethed og raffinement i sin ellers tungtvejende baryton-stemme, perfekt gennemarbejdet i de mindste detaljer, og Beate Mordal med sin sprøde, kønne sopran på et lifligt klingende dansk-norsk – norsk er hun, men uddannet på Operaakademiet i København. Sprogligt en påmindelse om, at dansk og norsk, også i kirkelig sammenhæng var tæt knyttet til hinanden i 1700-tallet.

DE to sangere er – ud over deres operamæssige aktiviteter – parter i det ensemble, der kalder sig Phemius Consort, og som er internationalt sammensat af fløjtespilleren Lina Léon fra Spanien, svenske musikere som Frederik Bock på forskellige lut-instrumenter, Dohyo Sol på barok guitar og Mattias Frostensson på barok cello, samt den danske cembalist Allan Rasmussen, som til daglig sidder ved orglet i Frederiksberg Kirke. Det mystiske navn Phemius har de hentet fra Odyseen, hvor Phemius er den skjald, der underholder Penelope hjemme i Ithaka, mens hendes mand Odysseus flakker rundt i Ægæerhavet.

ENSEMBLET akkompagnerer og spiller ind imellem små elskværdige kammermusikstykker, bl. af den danske komponist Morten Hæhs, der var stadsmusikant i Århus, men endte sine dage med bopæl i St. Pederstræde i København og vistnok som assisterende musiker i Det Kgl. Kapel.

gregersDH.dk