SÅ DET SVIMLER

CELLO, DIRIGENT OG ENSEMBLE

I ÅNDELØS OG ÅNDFULD

KONVERSATION

’Times of Transition’ – Andreas Brantelid, Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen. Cellokoncerter af C.P.E. Bach og Haydn. CD fra Naxos. Udkom 27.8.

******

UNDSKYLD, jeg fremturer. Haydn bider sig fast. Forleden skrev jeg om Barbara Hannigans humørstruttende angreb på Haydns C-dur symfoni nr. 90 ved hendes koncert i Tivoli. Flot leveret. Det handler så også om en komponist, der ekspederer åndeløst prægtig musik til os, slynger et mylder af musikalske ideer ud, leger med dem, selvfølgelig i stilistiske rammer, der er hans og tidens, da han skrev dem ned. De fik sandelig, hvad de har fortjent den aften i Tivoli.

SYMFONIEN er fra 1788. Fem år tidligere skrev han en cellokoncert i D-dur. Den har på en måde de samme kvaliteter som symfonien: Instrumental charme og munterhed hos orkestrets grupper – og så, da det går løs for solisten Andreas Brantelid, susende indfald, forfløjne passager, opbremsninger, så man tænker hva’ nu? – pludselige tænksomme øjeblikke, spørgsmål og svar, solistisk fjanten:  Hva’ gør vi her? Bare rolig, Haydn og Brantelid mener det alvorligt, aldrig et øjeblik, hvor den musikalske fortælling ikke overrasker, blusser af humør, fredsslutninger mellem ensemble og solist, nye angreb – virtuost i samspil med Lars Ulrik Mortensens ledelse af sit Concerto Copenhagen. Det er musikere, der ikke tøver et sekund. Vi finder på! Vi taler, synger og udfolder os sammen i lysvågen eller drømmeagtig konversation, musikere, dirigent og solist. Vi er her for at trylle med Haydns påfund af myldrende og ind imellem sprængfarligt, sprælsk liv. Bare ensemble-forventningen i 1.satsen til Brantelids solokadence – spændingen presses til det yderste, og så af sted deruda’ med virtuose luftture fra ham og hans cello.

Det er til at falde i svime over.

MAN kan blive ved at gå på opdagelser i den symfoni. Dvæle i adagioens skønhed, danse med Haydn i den afsluttende rondo – hvirvle rundt i den herlige gigue, og gå omkuld til sidst, når Brantelid afleverer de sidste hidsige rap til sit instrument, og vi dejser segnefærdige til ro i, hvad vi nu har at dejse omkuld i.

DER er anden musik på denne nye cd. En prægtig cellokoncert af Philip Emmanuel Bach – ældste søn af den gamle – og endnu en cellokoncert af Haydn til forlystelse. Kloge ord af Karl Aage Rasmussen i tekstbogen om de tre koncerter som eksempler på udvikling fra barok til galant og varieret instrumental kunst, der melder wienerklassicisme, da vi når frem. Deraf cd-titlen ’Times of Transition’. Tid til overgang – altså fra det ene til det andet. Haydns D-dur er et mageløst højdepunkt, så ofte spillet. Her med den glød, som næres af brænde til bålet fra en dirigent og en solist, som tænker i fælles rytme, ånder i fælles drag.

CELLOKONCERTEN i D-dur kunne være forblevet et dunkelt punkt i Haydns selvskrevne værkliste. Den stod på listen, men hvor var noderne? De blev fundet i 1961, da en arkivar fra Nationalmuseet i Prag katalogiserede nogle stakke manuskripter, der befandt sig på et slot i Böhmen. Manuskripterne viste sig at stamme fra fyrst Esterhazys hof i Eisenstadt – hoffet, hvor Haydn stod for musikken gennem tredive år mellem 1760 og 1790. Cello-koncertens stemmer var mellem noderne. De var signeret med navnet Joseph Weigl, en ungdomsven af Haydn og cellist i hoforkestret på Esterhazy.

JEG har her skrevet særligt om D-dur koncerten. Den brændte lige igennem med det samme. Men hør alle cd’ens tre koncerter. Det er som at gå i teatret og se en fuldendt forestilling.

NAXOS har allerede for et par uger siden udgivet 3.satsen af Philip Emanuel Bachs cellokoncert på en separat single. En lynende særforestilling. Ikke noget at nøjes med. Den hele cd er udkommet nu. Lyd til den. Det er guld så flammende som de fundne skatte ved Vejle, der netop har fået arkæologer på alle planer, amatører og professionelle med deres små skeer og elektriske søgeudstyr til at ligge vågne ved nattetide.

gregersDH.dk