IKKE ET GISP
’Brødrene Løvehjerte’ taber spændingen som opera på Det Kgl.
***
Ulla Christensen og Gerd Henning-Jensen i ‘Brødrene Løvehjerte’ (Tegning: Claus Seidel)
Jeg tænkte: Det var dog satans til kultiveret børnepublikum, der var til premieren på ’Brødrene Løvehjerte’ lørdag aften. Ikke et hyl, ikke et gisp, ikke et tilråb. Ingen højlydt eller halvkvalt gråd. Selvom instruktør Katrine Wiedemann havde foruddiskonteret det i morgen-tv.
Der er ellers anledning nok: Onde, sorte mænd. Drab. Forfølgelse. Buldrende tordenvejr. Sorg. Død. En due, der bliver skudt ned med bue. Gert Henning-Jensen, der som Jonatan er på nippet til at styrte fra tre meters højde.
Jeg skal ikke bande på, at der har ikke har siddet børn og været dybt grebet og fanget. I al stilhed. Halvdelen af det fyldte hus var børn den aften. Men jeg tvivler.
BLOKERINGER
Hvad kan det nu betyde? Måske at børn kun bliver stærkt berørt af Løvehjerte-historien, hvis de læser Astrid Lindgren-romanen. Eller får den læst højt.
Omsat til opera er der nogle åbenbare blokeringer.
Den første er, at scenen er så langt væk. Børn er vant til, at teater er nærhed. For et par år siden spillede Operaen Andy Papes ’Sigurd Dragedræber’ på Takkelloftet. Det fungerede. Mærkbar medleven og lydhørhed.
Den anden blokering er, at Peter Asmussens libretto ikke har givet afkald på nogle af personerne i Lindgren-historien. For børn, der ikke er godt inde i forløbet bliver historien broget og kompleks, når andre komponenter som musik, scenografi og den sungne tekst skal indfanges. Nogle af sangerne synger teksten forståeligt, andre svært forståeligt, nogle uforståeligt. Overteksterne hjælper næppe meget – de føjer bare endnu en kompleksitet til. I ’Sigurd Dragedræber’ – for nu at fortsætte sammenligningen – behøvede man ikke overtekster. Du var så tæt på, at du nærmest kunne mundaflæse.
FOR FORSIGTIGT
Den tredje blokering er, at musikken mangler nogle kvaliteter, der virkelig kan fange børns ører og nervesystem.
Det er et debutarbejde i operagenren for Joachim Holbek. Dybt præget af det, han er en mester i: filmmusik. Jeg tror, man havde tjent ham ved at lade ham nærme sig genren med et værk i mindre skala. I det store to-timers format bliver klangbilledet for sjældent flyttet ud over mainstream stryger-, blæser- og slagtøjeffekt. Det sker naturligvis. Mest eklatant ved brug af slagtøj på 2. balkon i enkelte scener. Samtidig har Holbek tydeligvis været intenst optaget af at fastholde en gennemsigtig orkestergrund og tydelighed i sangernes recitativer. Som undertiden går over i ren tale, men mest er et løbende sangligt parlando.
Meget forståeligt. Men også ærgerligt. Og alt for forsigtigt. For opera er fundamentalt karakteriseret ved at være lyrisk følelsesladet og dramatisk båret af vokale højdepunkter. Der er er tilløb flere steder i Holbeks partitur: F.eks. da lille Ulla Christensen som Tvebak er på vej op ad bjerget. Et af flere tilløb til arier, der dog straks aborterer. Ligesom en drikkevise hos koret, der dårligt når at komme i gang, før den er slut. Musikalske højde og hvilepunkter undervejs gør underværker.
EFFEKT OG FARVE
Ærgerligt at skulle hæfte sig ved problemerne i denne stort anlagte forestilling. De kompenseres til en vis grad af fantasifuldheden i Katrine Wiedemanns iscenesættelse og de store scenebilleder, der i Martin Tulinius koncept er fulde af variation, lysende effekter og farver. En svømmescene er sød og morsom – en reminiscens af lignende scener i ’Havfruen’, som også var en Wiedemann/Tulinius-produktion.
Der er scener, hvor Operaens tekniske formåen udnyttes flot. Lige fra åbningen med den vældige husfacade og Løvehjerte-brødrene i det åbne vindue, der udvides og forvandles til deres værelse. Til slutningens sørgmodige, magisk rum- og lysvirkning.
SPILLEVENDE
Og man kunne næppe finde nogen stærkere besætning af titelrollerne end med Gert Henning-Jensen og Ulla Christensen, denne splint af en sopran, der før har udmærket sig så perfekt i drengerollen i Brittens ’Skruen strammes’ på Takkelloftet. Hun er spillevende på scenen og rammer med sin ofte næsten vibratoløse stemme rollen fint. Selvom styrken er begrænset. Det er den ikke hos Gert Henning-Jensen, der som storebror Jonatan tumler sig i et drømmeparti, med tenoren spillende mod højderne og næsten uanede ressourcer til at underlægge sig scenen fysisk.
Andre føjer godt spil til i mindre partier, Djina Mai-Mai, Joachim Knop, Sten Byriel f.eks. Og Gert Henning-Jensens bror Bo Kristian Jensen, stærkt ved stemme. I orkestergraven gode udspil fra kapellet og Thomas Søndergaard, så langt der var noget at spille ud med.
Giv Joachim Holbek en ny mulighed at sunde sig på. Lad ham blive klogere på genren. Det er godt at få afprøvet og udviklet dansk operakomposition mod nye, tilgængelige retninger.
