Andrea Pellegrini, Per Bach Nissen, Gert Henning-.Jensen og Felicia Gyllenstig Serrao i ‘Boris Godunov’ (tegning: Claus Seidel)

IND TIL BENET

En skrabet, men ret forbløffende opførelse af Mussorgskijs opera ’Boris Godunov’ på egnsteatret Undergrunden i Værløse.

Mussorgskij: Boris Godunov. Iscenesættelse: Anders Ahnfeldt-Rønne, Scenografi: Rikke Juellund. Musikalsk ledelse: Ulrich Stærk. Medvirkende: Per Bach Nissen, Jens Søndergaard, Gert Henning-Jensen, Steffen Bruun, Charlotte Hjørringgaard Larsen, Felicia Gyllenstig Serrao, Simone Rønn, Andrea Pellegrini og Adam Frandsen.

’Boris Godunov’ spilles på egnsteatret Undergrunden på Galaxen i Værløse indtil 13. september. Varighed: 2 timer 30.

****

REGNEN hænger som et Damokles-sværd over danske operaopførelser i denne sommer. Og når vi nu i almindelig dansk trodsighed har valgt, at de fleste forestillinger skal foregå udendørs, må vi finde os i, at tråden fra det truende sværd hele tiden brister netop som vi tror os i sikkerhed.
Således væltede det ned med regn i aftes under den første scene af ’Boris Godunov’ ved Galaxen i Værløse. Her havde chefen Anders Ahnfeldt-Rønne valgt at lade scenen udspille sig udendørs på en balkon ud til en park.
Dumdristigt? I hvert fald en idé, der falder i tråd med, hvad der tidligere har fået ham til at splitte forestillinger ud i location-placeringer. Som han gjorde det med ’Rigoletto’ for nogle år siden i det vældige, forladte industrimonument af en bygning ved havnen i Aalborg.
Hans idé med ’Boris Godunov’ har indlysende kvalitet, ud over at idéen er ad helvede til for publikum, der må stå i regnen og overvære første scene i Moussorgskijs opera.
Åbningscenen fortæller om folket, der desperat håber på, at Boris ved lade sig krone, så der kan komme orden på sagerne i landet.
Når vi nu står der – regn eller ikke regn – fungerer vi altså som en del af folket. Og vi bliver det ikke mindre, da vi efter ti minutter puffer os ind i teatret i hælene på de medvirkende – for dér at blive anbragt stående vendt mod en balkon højt oppe, hvor Boris lader sig krone og derefter forsvinder ud af en dør, der på større teatre vil være pompøs, men her måske er ind til et toilet.

FOLKET

Det er ikke nogen indvending med iscenesættelsen, for vi er jo hverken på Det Kgl. eller i Scala Operaen, og vi accepterer de skrabede vilkår på et sted som Galaxen.
Vi vender det derfor positivt til at være en løsning, hvor publikum igen kommer til at fungere som en folkelig masse, der deltager i operaen.
Og så er vi ved kernen: Ahnfeldt-Rønne træffer valg, der støtter en side i en evig diskussion om stilen i operaen ’Boris Godunov’: Skal man følge den rå oprindelige Moussorgsky-udgave, eller skal man følge den udgave, hvor Rimskij-Korsakov med sin pragt-instrumentation og redigering af handlingsforløbet satsede mere på personen Boris’ skæbne?
Det er den sidste måde at gribe stoffet an på, der gjorde operaen til en verdenssucces. Den første ser man af og til. Med de kvaliteter, dén har: Hårdtslående, mere enkel, et stykke episk teater, et kapitel af det russiske folks historie, næsten med folket som hovedperson.
Der er også mellemløsninger, hvor versionerne krydser hinanden.
Men ingen tvivl. I Galaxen er dét, der skal tegne opsætningen netop de to åbningscener sat op med os som medvirkende folkemængde.

IND TIL BENET

Derefter går det så løs på mere traditionel vis. Vi sidder på vores pladser og ser og lytter. Til en opførelse, der er skåret ind til benet. Det er vi vant til både på Galaxen og på Rialto Teatret, hvor Ahnfeldt-Rønne i nogle år var chef og udfoldede evner og ambitioner om at skabe operaforestillinger med godt udvalgte, forhåndenværende søm.
F.eks. uden orkester, kun med klaver-akkompagnement, dengang ved ham selv eller Friedrich Gürtler.
I Galaxen er Ulrich Stærk ved klaveret og momentvis dirigent med en hurtig finger i vejret til sangerindsatser. Suveræn beherskelse af klaver-partituret, der lyder som hentet mest fra Rimskij’s udgave. Det store orkesterbrus må vi vente med til Det Kgl. en dag mander sig op til at spille operaen igen – teatret gjorde det i 2011 i en visuel iscenesættelse af en berlinerinstruktør, som malede gråt i gråt, så det duftede af det gamle Østtyskland, men nok var tænkt som autentisk Moussorgskij.
Rikke Juellund har kreéret store grå og blegrøde for- og mellemkulisser, så spillerne kan vise sig og forsvinde på rimelig vis. Den store variation er vanskelig på den flade scene. Vi bruger fantasien til at se de enkelte scenerier for os – der er mange, selvom der ikke er så mange som Mussorgskij havde at gå ud fra, da han hentede stoffet i digteren Pusjkins historiske drama. Pushkin brugte 24 scener.

PÅ VÆTSHUS

Galaxen-udgaven har selvfølgelig visse strygninger for at gøre realiseringen mulig. Største hug er nok værtshusscenen ved Litauens grænse til Polen, hvor den unge slyngel Dimitrij vil snige sig over. Dér har Ahnfeldt-Rønne besluttet sig for en fræk løsning: Lave pause i forestillingen, ekspedere publikum i baren til en vodka, og lade den fordrukne munk Varlaam springe op på disken og synge sin vise om slaget ved Kazan i 1552.
Munke- og værtshusscenen fylder godt i originalen. Den huskes bl.a. for Poul Bundgaards og Odd Wolstads festlige fuldemandsscene i værtshuset, med Wolstad som Varlaam og Bundgaard som munkekammeraten Missail.
Varlaam-rollen giver Jens Søndergaard mulighed for fuld bas-baryton udfoldelse – manden er flittig pt, vi har lige set ham som en flot Don Juan på Folketeatret.
Partierne synges i øvrigt også med betydelig slagkraft operaen igennem. Boris af bassen Per Bach Nissen, en sanger i 40’rne, ikke ofte hørt herhjemme, men flittigt brugt på europæiske scener, hans bas har vældig power, af type er han mere en Osmin eller Falstaff, men der er format over hans Boris, rørende i Boris’ scener med børnene Feodor og Xenia, men sandelig også i hans personlige sammenbrud under vægten i beskyldningerne mod ham for at have myrdet den oprindelige arving til zarposten. Den virkelige historie skal vi tilbage til slutningen af 1500-tallet for at finde belæg for.
Xenia synges spinkelt og fint af Charlotte Hjørringgaard Larsen, og Feodor af den elegante mezzosopran Felicia Gyllenstig Larsen, som vi tidligere har set i mindre roller i ’Lulu’ og ’Maskerade’ på Det Kgl. Simone Rønn er børnenes amme, som synger djærve børnesange med dem.
Adam Frandsen bekræfter tenorkarrieren med rollen som den falske Dimitrij og skaber her nærmest Puccini-stemning sammen med Andrea Pellegrini i duetten i den store polske scene, der lægger op til erobringstogtet mod Moskva og zar-magten.
Gert Henning-Jensen er præcis så sleben og beregnende, som vi forlanger det af den snedige hofmand, fyrst Shiuskij. Og Steffen Bruun pompøs og troværdig som munken Pimen, der skriver Ruslands historie som en anden Saxo.
En vældig rolleliste. Inklusive et beskedent, men godt indstuderet lokalt kor ved navn Opera i Provinsen.
En forbløffende opførelse skabt på en scene af nærmest frimærkestørrelse. Skabt med de forhåndenværende, men gyldne søm i en fræk, men velbegrundet iscenesættelse. Godt skuldret.

gregersDH.dk