Mikkel Arndt og Johanne Louise Schmidt i ‘Body Blær’ i Skuespilhusets ‘Det Røde Rum’ (Tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
LØB FOR LIVET
Et stunt? En reklamespot mod motionsgalskab? Et godt grin, der stivner?
En legeplads? ’Body Blær’ er lidt af hvert. Og ikke meget teater.
Spiller indtil 28. februar i Det Røde Rum i Skuespilhuset
**
HVAD skal man stille op med den historie?
De kalder den ’Blody Blær’ henne i Det Røde Rum i Skuespilhuset, som er Det Kgl. Teaters legeplads for en stak unge talenter, der nu, lige i en hurtig vending, har fundet på at grine og svede og knokle sig til et lille gymnastisk show, som vi kan kalde hvad som helst: Pjat, skolekomedie, parodi på sport, latterliggørelse af motionsfantikere.
Vi er en smule underholdt et stykke hen ad vejen, indtil komedien ender i en lang sinustone af noget, der kunne være et af Fluxus-tidens søvngængeragtige evighedsnumre, musik, der bare spejder ud i ingen ting.
Netop også musik, for janitschar m.m. Martin Ullits Dahl opererer fra sit hjørne af scenen med hele batteriet og pisker de to hurtigt sveddryppende aktører Johanne Louise Schmidt og Mikkel Arndt til ustandselig nye øvelser i scenens fitness-salon.
Det har sin egen art – tornadoen fra Dahl har en serie tilløb og vokser til sidst til en afprøvning af vore hørenerver – i samme ånd som de to medvirkende afprøver deres fysiske udholdenhed i uafladelig løb og spring og endevendinger af deres efterhånden martrede lemmer.
Sådan afstraffede adelen i Bayern de oprørske, protestantiske bønder under reformationen. De blev sat til at løbe til de segnede og kreperede. Det sker lykkeligvis ikke her, og vi er fulde af beundring for Mikkel Arndts og Johanne Louise Schmidts overlevelsesevner.
HELLERE…
Hvad vi skal med det som teater, er ikke til at sige. Joh, det er så. Det er en performance joke, som får os til at konkludere, at vi hellere vil høre Johanne Louise Schmidt synge Alanis Morisette-sange, som hun gjorde for en sæson eller to siden i Det Røde Rum. Og vi vil hellere se Mikkel Arndt, den pæne fyr, der ligner Poul Reichhardt som ung, i en af de mange taleroller, han optræder med på Det Kgl.
Det skal ikke tilsløre, at de tos hæsblæsende øvelsesrepertoire i Ida Marie Ellekildes groteske sceneri af instrumenter til sportslige præstationer – umulige som mulige, idiotiske som traditionelle – er imponerende, også når de ledsager udskejelserne med grynt, støn og gisp a la den serbiske tennisspiller Monica Seles.
Salig Helle Gotved i sit gymnastikinstitut på Vodroffsvej ville have korset sig. Men hun dyrkede også den slags soft aerobic, som Arndt og Schmidt i virkeligheden slår et slag for med deres hårrejsende muskelknokleri i den modsatte grøft. Vi overværer altså ikke så meget et teaterstykke, som vi ser en reklamespot.
Hvis nogen møder Johanne Louise Schmidt iført boksehandsker, så træd til side.
gregersDH.dk
