Ida Prætorius som Karen Blixen. Tegnet af Claus Seidel ved generalprøven på ‘Blixen’. Kizzy Matiakis dansede rollen ved premieren.

HERLIGE

GLANSBILLEDER

Balletten om Karen Blixen på Det Kgl. stråler af farver og glæde ved at fortælle historien om ’Blixen’. Grundigt, kulørt og med musik af Debussy, delvis kørt igennem Broadway-maskinen.

Koreograf og iscenesætter: Gregory Dean. Musik: Claude Debussy. Dansere bl.a.: Kizzy Matiakis, Jón Axel Fransson, Mads Blangstrup, Astrid Elbo, Gregory Dean, Jonathan Chamelensky, Alexander Bozinoff m. fl.  Det Kgl. Kapel dirigeret af Tim Murray. Pianist: Alison Smith.

’Blixen’ spiller på Det Kgl.s Gamle Scene. Varighed: 2½ time inkl. to pauser.

****

I S-TOGET hjem fra ’Blixen’ på Det Kgl. Teater tænker jeg: Det var egentlig som at læse de glimrende ’Illustrerede Klassikere’, serien, der engang gjorde os til læseheste. Vi har denne aften fået Karen Blixens historie fortalt i malende billeder og optrin, en flot tegneserie, der med stor omhu begynder ved vuggen og slutter ved graven. Sådan næsten. Farverigt og med highlights på plads i kronologisk rækkefølge.

DET er ballet som fortælling. Dans, så der springer dansemæssige fornøjelser fra hoved- og bipersoner, og sandelig også, så historien om den danske forfatter bliver tegnet, danset og berettet om i en rigdom af spændende detaljer – forfatterinde kan man vel for resten roligt tiltale Karen Blixen, for hun levede og førte sig frem som en kvinde i al sin kønsbevidste glans, med al sin selvbevidste kvindelige identitet på plads. Om hun greb om en riffel eller styrede de ansatte på sin farm i Kenya, om hun markerede sig over for familie med autoritet i afgørelser af sin egen skæbne undervejs gennem livet, eller om hun var det feterede midtpunkt for en stribe mandlige forfattere hjemme i Danmark eller solede sig i fotografers blitzlys, når hun besøgte New York på sine ældre dage – hun var udadtil altid sikker på sig selv, sikker på sin position.

DET er den unge danser Gregory Dean, der er den koreografiske og dramatiske historieskriver – han har skabt andre balletter før, men ’Blixen’ er hans største udfordring hidtil. Omhyggeligt og lige på er han gået til værks, en grundig vandring gennem Karen Blixens livsforløb. Fra udspringet med en far, der satte fantasien i skred med egne fortællinger om jagt og rejser. Wilhelm Dinesen, en eventyrer, der endte med at hænge sig  hjemme i Rungstedlunds have. Drama fik hun i blodet fra lille. Et glimt, et minimalt øjeblik i balletten, hvor andre voldsomme begivenheder er malet med stor pensel, f.eks. hendes elsker Denys Finch Hattons styrt med sin flyvemaskine i Kenya – Gregory Dean, koreografen, danser han selv i opsætningen – flystyrtet er illustreret på den lysende, afrikanske himmel, videogengivet, så mange bliver mindet om situationen i filmen ’Out of Africa’, hvor Robert Redford spillede Finch Hatton og Meryl Streep var Karen Blixen.

KULØR og dramatisk effekt er ikke noget, Gregory Dean går af vejen for, så lidt som hans scenograf Jon Morrell, der skaber glansfulde billeder – jeg er lige ved at sige glansbilleder, for sådan fungerer flere af de effektive panoramaer af medvirkende og dekorationer. På godt og ondt hænger den glansfulde effekt af hele forestillingen også lidt sammen med den filmiske effekt i mange af scenerne – Hollywood er billedmæssigt og mentalt i baglokalet, lige som Broadway er det i den musik, der ledsager hele forestillingen – musikken er angiveligt skrevet af den franske komponist Claude Debussy, langt hen ad vejen på basis af klaverstykker af Debussy, men den er orkestreret og arrangeret af den amerikanske komponist Martin Yates.

DU er i en verden, der har meget lidt duft af den franske impressionist. Det er bemærkelsesværdigt, at orkesterledsagelsen flere steder er droppet til fordel for Debussys originale klaverstykker, i børnescener med den lille Karen hjemme på Rungstedlund numre fra ’Childrens’s Corner’, Golliwoggs Cake Walk f.eks. Senere flere satser fra klaversuiten ’Suite bergamesque’, bl.a. super-esset ’Clair de Lune’ til en af kærlighedsscenerne i Afrika. Virkningen er hver gang velvalgt og effektiv. Stemningen bliver helt intens i nogle af de mest dramatiske og følelsesladede af ballettens situationer i kraft af numrene med klaver solo – intense øjeblikke, hvor den orkestrale duft af musical bliver forladt, alt det, som især blomstrer i de stort anlagte, fornemme bal-scener, hvor man af og til tror sig hensat til spildprodukter fra Tjaikovskijs ’Eugen Onegin’-partitur.

DERUDOVER er der selvfølgelig en masse stærke idéer, koreografisk og dramatisk. Indførelsen af den djævel, der i afgørende øjeblikke hjemsøger Karen Blixen er helt rigtig: Figuren stammer fra en drøm eller vision, Karen Blixen selv har haft under en hospitalsindlæggelse for sin syfilis – hun dømmes af Djævelen til evig seksuel fortabelse, men til gengæld til berømmelse som forfatter. Jón Axel Fransson spiller denne Djævel og Gregory Dean iscenesætter hans entréer med dyster effekt. Andre gode ideer giver os muntre øjeblikke, f.eks. Blixens håndtering af den flok forfattere med Thorkild Bjørnvig i spidsen, som spiser af hendes hånd, vifter med deres egne bøger for at påkalde sig hendes opmærksomhed og behandles som en flok skolebørn.

HER i natteskrivningens stund: Hvordan kan jeg et øjeblik glemme, at Kizzy Matiakis danser og fremstiller den spinkle, karismatiske Karen Blixen med glimrende intensitet og udtryksfuldhed. Flirtende i sin selvsikre ungdom, sort i sorg over mistet elsker, på selvsikker højde igen på sine ældre dage, da succesen har fæstnet sig. Svag og stærk på én gang. Det er en glimrende præstation. Hun kommer til at skiftes i rollen med Ida Prætorius – Claus Seidels tegning af Ida Prætorius ledsager denne premiere-anmeldelse, fordi han tegnede under en generalprøve, hvor det altså var Prætorius, der var Blixen. De to kommer til at alternere i rollen.

gregersDH.dk