*

FRA NERO TIL BERLUSCONI

 
Stærk underholdning og interessante stemmer i Operaakademiets præsentationsforestilling på Operaens Tekkelloftet

Spiller igen på Takkelloftet 23. og 24. marts

****

ET godt grin leveret. For ikke at sige et par stykker.
Når det nu handler om en præsentationsforestilling for de afgående elever på Operaakademiet, så trækker man straks et kort, der hedder – buffo-operaer fra f.eks. Rossini-kataloget. Mon ikke?
Men nej, hverken det eller andet i den dur. Heller ikke reverenser til danske værker i genren, f.eks. Svend S. Schultz, som eller godt kunne trænge til en reminder ved lejlighed.
Valget er faldet på to næsten up to date udenlandske énaktere, ikke sat op tidligere i Danmark, den ene skrevet af englænderen William Walton i 1967, den anden af italieneren Bruno Maderna i 1973.
Det gør affæren ekstra interessant.
I begge tilfælde bevæger de unge, kommende sangere sig ud i det ukendte, og det gør vi andre også  – Waltons er en Tjekhov-novelle med titlen ’Bjørnen’ omsat til musikalsk komedie, grotesk og på grænsen af operette. En saftig lille spøg om en rig, ung enke, der bliver bestormet af sin afdøde mand kreditor og falder for ham, mens hendes tjener ser måbende på.
 

NERO OG BERLUSCONI

Madernas ’Satyricon’ er et spøjst værk, som bringer knasende knækbrød i erindring, Darmstadtskolens mas med tolvtonesystemet og alt dets væsen – Satyricon’ blev til på falderebet før Madernes død. Han hørte intimt til Darmstadt. I Takkelloftet er det Frans Rasmussen, der har glæden af at savtakke musikere og sangere igennem løjerne.
Det er i øvrigt ikke retfærdigt at snakke om savtakkeri og nix weiter. For Maderna har – som sine landsmænd Luciano Berio og Luigi Nono – evnen, talentet og frækheden til at lade sangere og instrumenter bryde ind over grænserne til både belcanto og jeg-gi’r-fanden-i-principper. Instruktøren Jacopo Spirei er deres landsmand. Han og holdet må have haft det sjovt med indstuderingen.
Italienere er italienere. Vi er i kejser Neros og Berlusconis fædreland. ’Satyricon’ er et totalt løssluppent bud på beskrivelse af et æde-, druk-, narko- og sex-orgie tilsat politisk demagogi.
Stærkt underholdende.
Musikalsk kan man som i Waltons ’Bjørnen’ gå på ornitologisk jagt efter citater i komponisternes himmelrum.
Ligeledes stærkt underholdende.
  

SÅ DET STRUTTER

Det er en fin idé at lade den slags værker give de nye sangtalenter chancen for at vise muskler og ikke mindst demonstrere spillelyst og -talent.
Det strutter ud af begge enaktere. Tenoren Ole Morten Velde braser nådesløst igennem ædegildet suppleret af sin sopran-præcise spinddoktor, hvis navn i virkelighedens verden er Olga Nikolskaja-Heikkilä, og resten af det nye hold med baby-luderen Fortunata som faretruende aktiv, både over for drengene og pizzaerne og hvorfor ikke de andre damer – Johanne Højlund er navnet på denne mezzosopran med ufiltreret spansk Rioja-rødvin i mælet.
Tre andre får vi fra start i Walton-operaen:
Den høje, aristokratiske, eksotiske Francine Vis med sin smukke, fyldige sopran. Hendes forfjamskede tjener i Tjekhov-historien synges af den noble baryton Henning von Schulman. Og så er der denne russiske bjørn, der tumler både tjener og godsejerinde over ende, og dét med en fremfærd efter Boris Jeltsin-modellen. Også han baryton. Navnet er Johannes Held.
Der er ikke ligefrem mangel på barytoner i dette land. Måtte det gå disse to sidstnævnte godt. De er par gode scenedyr.
 

DE SYV NYE

Syv nye operasangere. En norsk, en svensk, en finsk, en tysk, en hollandsk og – en dansk. Alle uddannet på det danske Operaakademi. Et treårigt ganske kostbart forløb. Hvad kan vi sige i den anledning? Vi hører nogle råbe: Danske skattekroner til danske sangtalenter! Danmark for danskere!!
Skal man måske sige omvendt: Akademiet er så attraktivt, at det trækker på europæisk plan. Det kunne man vælge at være stolt af.

GregersDH.dk