JEG – EN HÅBEFULD TVIVLER

– Jeg er aldrig cyklet forbi en kirke uden at gå ind i den, fortæller billedhuggeren, professor Bjørn Nørgaard i denne sommersamtale, der præges af hans fars død.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Steven Achiam

”Se dig selv i spejlet om morgenen. Dér ser du problemet!”

Bjørn Nørgaard fortæller, at sådan sagde han til sine studerende, da han var professor ved Kunstakademiet.  

– Ser du også dig selv i spejlet – og ser et problem?

”Tjah…jeg siger ligesom Addi Køpke, fluxuskunstneren: ”Kik dig i spejlet, og hvis det ikke hjælper, så prøv et andet spejl!”

Latteren runger i det store rum. Hvad taler vi om? Om at den enkelte har  ansvaret for sit eget liv. Vi sidder en formiddag i billedhuggeren J.F. Willumsens atelier i Hellerup. Bjørn Nørgaard lejer atelieret af Fonden Realdania. Han har brug for plads. Han har flere ’huler’  – den, han mest bruger, er ellers hans helt egen ved Stege på Møn.
Dér havde vi sat hinanden stævne dagen før, men Bjørn meldte fra i den tidlige sommermorgen. Hans far var død om natten.
Sådan bliver meget så pludselig ændret. Nu sidder vi hér. Mærkeligt præget af Willumsens egocentriske kunstnerhus, rødkindet skønvirke og bredskuldret magtfuldhed. Som et kunstens ’Vogt jer!’ midt mellem ambassader og rigmandsvillaer i Ryvangskvarteret.
Men også præget mærkbart af uundgåelige tanker om liv og død. Om tro og kristendom. Bjørn Nørgaard har mistet sin far. Folk, der har studeret Nørgaards berømte kongelige gobeliner på Christiansborg nøje, kender faren. Han ses sammen med Bjørns mor, søster og Bjørn selv i den gobelin, der hedder ’Yngre Glücksborgere’. De står foran deres kolonihavehus. Faren var tillidsmand i kolonihavebevægelsen.   

”På mit værksted plejer vi at sige: ’Vi bukker og takker, når det er forbi.’ Vi er lykkelige for at have været en del af miraklet, og vi behøver sådan set ikke mere. Jeg skal ikke sige, om der er mere. Selv kalder jeg mig ’en håbefuld tvivler’. Det er klart, at når ens far er død, så er der en tomhed. Da vi stod og så på ham og sagde farvel, inden han blev lagt ned i kisten  – det hele er der. Cellerne. Alt det naturvidenskabelige. Men det vigtigste mangler. Egentlig er udtrykket ’det afsjælede legeme’ fantastisk præcist. Alt det, der gav det en mening, er væk. Så kan man være rationalist og sige: Det er dét. Færdig med fyrre. Det var hr. Nørgaard Sørensen. Hans person var disse kemiske reaktioner, og i og med at de er ophørt, så er han ophørt. Eller man kan sige: Jeg tror på, at der befinder sig en kraft og energi ud over alle de rationelle forklaringer. Det kan man kalde alt mellem himmel og jord. New Age eller hvad ved jeg. Jeg er et modernistisk, rationelt menneske, der tror, at naturvidenskaben har en plausibel forklaring på tingenes årsag og sammenhæng. Men videnskaben kan stadig ikke forklare os, hvad meningen er. Den kan forklare mekanikken. Hvorfor vi græder eller synger. Men det er kun mekaniske eller kemiske forklaringer. Det er som bilmekanikeren, der ved alt om en bil. Karburatoren, hjullejerne. Det hele. Men han kan ikke fortælle dig, hvor idioten kører hen bagefter, vel?”

– Er du kristen?

”Ja. Jeg har som barn gået i kirke. Været FDF’er. Bedt aftenbøn. Jeg er konfirmeret. Jeg har sunget salmer. Så for mig er det ikke fremmed. Tidligere cyklede vi meget rundt i Danmark, og jeg er aldrig cyklet forbi en kirke uden at gå ind i den. Nu er det jo lidt besværligt, for kirkerne er låst. Om jeg nogensinde bliver troende sådan i egentlig forstand, det ved jeg ikke. Men det er igennem kristendommen, jeg kan erkende det religiøse. Man er en del af et fællesskab. Der er den lange historie. Der er min opdragelse, og den sætter sine spor. Jeg læser i biblen, og jeg har altid gjort det. Jeg er dybt optaget af biblens fortællinger. Det er fantastisk, at så mange generationer har læst de samme ting. Igen og igen. De historier har stadig energi og nærvær. Som menneske har jeg et naturvidenskabeligt syn på verden. Som kunstner en intuitiv måde at erkende verden på. Jeg har også en politisk-økonomisk indgang til verden. Og så har jeg det religiøse rum, som for mig er kristendommen, og det rum giver os mulighed for at erkende ting, som vi aldrig kan nærme os gennem naturvidenskaben.”

– Og det bruger du kunstnerisk. I værker som den nye altertavle i Knebel Kirke på Mols.

”Den altertavle indeholder netop mange elementer, der fortæller om det håb, jeg som tvivler også har. Stigen, der fører op mod korset. Himmelstigen, opstandelsen. Den er snoet som et DNA-molekyle. Præsten fortæller, at en dreng sagde: ’Det er en stige, for at vi kan komme op til Vorherre’. Men en anden sagde: ’Den er for at Gud kan komme ned til os’.”

– Hvorfor snoet som et DNA-molekyle?

”Det er et af mine forsøg på at markere, hvad jeg synes er en vigtig diskussion. Ligesom jeg har gjort med den store udsmykning på Landbohøjskolen eller ’Det genmanipulerede paradis’ ved Langelinje: Jeg går ikke ind og siger, at noget er rigtigt eller forkert. Billedet tager ikke stilling. Men vi står over for de nye genteknologier, der har en så enorm betydning for vores opfattelse af livet, at vi må diskutere den humanisme, der ligger til grund for vores menneskeopfattelse.”

– Er det målet for dit kunstneriske virke: at skabe diskussion?

”Det er vel et af målene. Men man skaber jo også af lyst. Lyst til at gøre det, man gør. Sådan er man som billedkunstner. Hvis nu jeg havde startet en produktionsvirksomhed, en maskinfabrik f.eks. Jeg var lukket, hvis jeg ikke havde haft overskud de første ti år. Men jeg lukkede jo ikke. Jeg fortsatte. Det er forskellen på en kunstnerisk og en almindelig virksomhed: Vi lukker ikke. Succeskriteriet for en kunstnerisk virksomhed er ikke overskuddet. Det er det kunstværk, man får realiseret.”

– Så kunst er ikke en forretning?

”Joh. Enhver kunstnerisk virksomhed er også en forretning. Jeg skal ikke klage. Men min kunst er jo mest skulpturer og udsmykninger, der ikke sådan kan flyttes rundt på  – de omsættes ikke på auktioner og det internationale marked, sådan som f.eks. malerier. De er éngangsopgaver. Så man skal være flittig. Arbejde hårdt. Vi lavede engang i det såkaldte Ohrt-udvalg en ’Betænkning om billedkunst’, fordi der var kommet en del rapporter om, hvor dårlige sociale forhold kunstnere havde, og hvor lidt de tjente. Det at være kunstner var nærmest på linje med at være bistandsklient. En afart af menneskeheden, der krævede støttepædagoger hele livet. Den diskussion er uændret. Det interessante er, at de, der leverer grundstoffet til kunstlivet, er dem, der er dårligst betalt. Mens alle formidlerne og kuratorerne har gode faste lønninger. Socialt set er billedkunstneren stadig en cykelsmed med en lille forretning, hvor du skal ud på det frie marked og sælge dine produkter. Ikke mindst i disse nyliberalistiske tider.”    

– Her står du med endnu en stor opgave. En trist dag på grund af din fars død. Alligevel virker du veloplagt. Og glad.

”Lalleglad? Jeg ved ikke… Nogle gange går man rundt med en følelse af utilstrækkelighed. Har man nået noget? Man har rendt og stablet alt de her skrumler op! Alle de ting! Har jeg nået det, jeg skulle? Er jeg ikke gået glip af – jeg-ved-ikke-hvad? Hvorfor kan jeg ikke blive lige så rig og berømt som de andre? Mennesket er en underlig skrøbelig figur. Den måde, vores samfund på godt og ondt har frisat den enkelte – det gør, at den enkelte har et kolossalt ansvar for, hvad han foretager sig. Det ansvar kan engang imellem blive voldsomt. Hvis man var ansat et eller andet sted, så havde man en vis tryghed og forklaring: Det er chefen, der er idiot! Men jeg er ikke ansat nogen steder.”

– Det er derfor, du siger til de studerende: ‘´Se dig i spejlet! Dér ser du problemet!

”Netop.”