Christian Boland, Carl-Emil Lohmann og Julie Steincke i ‘Billy Elliot’. (tegning: Claus Seidel)

DANSEN OG

KULSTØVET

’Billiy Elliot’ er en overvældende og flot forestilling – solstrålehistorien om minearbejderdrengen, der ville være balletdanser. Og blev det. Men sandelig også om en arbejder-strejke, der rystede England.

Lee Hall og Elton John: Billy Elliot. Iscenesættelse: Lisa Kent. Kapelmester Per Engström. I hovedroller ved premieren: Carl-Emil Lohmann, Magnus Sterling Borchert, Julie Steincke, Kristian Boland, Sebastian Harris, Lane Lind og Jesper Asholt.

‘Billy Elliot’ spiller på Det Ny Teater indtil 3. maj.

******

”FØRST går man så gruelig meget igennem, og så…”
Nu får vi historien igen, og den er god endnu engang, H.C. Andersens fortælling om vejen til berømmelsen. Vejen fra bunden til toppen.
Her kommer den om minearbejderdrengen Billy, der danser sig vej ud af et fattigt kulminemiljø i England til Royal Ballets skole i London.
H.C.A. forsøgte omtrent det samme i København, men havnede på et sidespor, og tak for det.
Du godeste, hvor den historie bliver fortalt godt på Det Ny Teater! Og hvor den klæ’r teatret.
Dét teater kan så meget, fortæller mange gode historier, men det er ikke blandt minearbejdere og den slags, vi mest færdes, når teatret lader musikken, farverne og eventyret spille for øjnene af os. I ’Billy Elliot’ fortælles på flotteste vis det dobbelte drama om drengen, der lykkes i kampen for at få opfyldt en absurd drøm, og minearbejderne, der mislykkes i kampen for at beholde deres beskidte arbejde.

OPTUR OG NEDTUR

Det smukkeste sted i forestillingen er næsten det øjeblik, hvor drengen har pakket kufferten og drager – ’drager’, det må det hedde i dagens anledning! – af sted til London, og elevatorerne samtidig sænker sig gennem scenegulvet med hans far og arbejdskammeraterne på vej ned til sidste udkald i det beskidte mørke.
Sådan kan vi starte vores rapport med slutningen. Men slutningen er pragtfuldt talende om den fine kontrast, der er mellem karrieren mod toppen af en af de mest eksklusive kunstarter, det civiliserede samfund har, og de strejkende minearbejderes knuste drømme om at vinde en årelang strejke. Optur og nedtur i ét billede.
Forestillingen har lidt påklistrede ekstra-finaler, der rammer vores hjertebankende strenge – den lyksalige drengs afdøde mor stiger op af graven – for anden gang – og mor og barn synger sammen, og det er rørende og kønt, og vi vil gerne røres, men det rør ikke ved det dramatiske klimaks, der er gået lige forud.

LUFTEN STÅR STILLE

Nok om det. Denne musical har så mange højdepunkter undervejs, vi svæver med på dem, også når de uden blusel har kant til sentimentalitet, f.eks. når – nej, dér holder vi lige hestene – når Billys far sidder ved arbejdernes julefest og synger en sang, hans far har lært ham om det hårde minearbejderliv. I det øjeblik krydser sentimentalitet langt over grænsen til ægte nærvær, fordi teksten er uden en hul tone, og sangen bliver sunget af Christian Boland på en måde, så der dannes et veritabelt rum omkring ham. Han holder os fast i mandens tanke- og erindringsverden. Luften står stille.
Tilbage til starten: Margaret Thatcher hænger i store portrætter i gitter-fortæppet – det var hende, jernladyen, der bankede den store minearbejderstrejke til jorden i begyndelsen af 80’erne, og det er den historie, der følges til dørs, samtidig med at vi følger lille Billys kurs mod balletten. Hun er den onde heks hos minefolket, der har en daglig slagsang, hvor hvert vers slutter med ’Vi er en dag nærmere din død’.
Der var had på spil. Som der er energi og slagkraft på spil i Elton Johns musik til ’Billy Elliot’. Gode solonumre til både Christian Boland som Far Elliot, til Julie Steincke, der gennemfører sin provins-balletpædagog Mrs. Wilkinson med piskesmældende kommando-råhed over for de arme børn på hendes lille skole, en frygtindgydende mutter skrap i mæle og handling, men med varmen der hårdt presset siver frem  nogle centimeter inde bag den skarpe tunge.

EVENTYRLIGT

Jesper Asholt er hendes makker i bokseundervisningen. Man nænner ikke at kalde ham en bøffel, men vi gør det, for det er hans opgave, men også han gløder for de arme unger, og når vi nu har set Jesper Asholt forvirre sig ud i piruetter, tilgiver vi alt.
I det hele taget: Den eventyrlige dreng – på premiereaftenen: Carl-Emil Lohmann (han skal nok få nogle ord med på vejen) – er omgivet af figurer, der uanset hvor skrappe de er i kæften som de grovarbejdende folk, de skal være – Billys storebror, der spilles af Sebastian Harris (hvor kommer nu han fra med det efternavn?) eller Billis mormor, Lane Lind i lillemor-forklædning, et lunende midtpunkt i familien – de er et bundt af gode mennesker, fyldt af gode og ægte tanker, vil det bedste, men har hårdt ved at komme igennem med det.
Er dette en ’Billy Elliot’ vi kan anbefale her fra et sent nattesæde oven på premieren?
Uden besvær, og med overbevisningen intakt. ’Billy Elliot’ afleveres af den faste musicalinstruktør på Det Ny Teater, Lisa Kent, med fantastisk præcision. Det er så det smælder. Af den faste kapelmester Per Engstrøm lige så flot. Af scenografen Paul Farnsworth med et dekorations-show, der viser, hvor utrolige muskler Det ny Teater kan spille med. En drejescene, der åbenbarer interiør på interiør i et forbløffende flow, gadebilleder, huse, trapper, rum i smidig vekselvirkning. Kan de overhovedet mere på nogen dansk scene? Selv Operaens ’Tryllefløjten’ forleden, der brugte den bedste sceneteknik, noget dansk teater ejer – overgår det, hvad Det Ny kan? Næh.

BILLY

Og så: Titelrollen. Billy. En trettenårig dreng ved navn Carl-Emil. Ifølge programmet godt i gang med professionelle opgaver, også tidligere på Det Ny Teater.
Hvad skal man stille op med sådan en fyr, der kan kikke et øjeblik i spejlet, høre Tjaikovskijs musik til slutscenen af 1. akt af ’Svanesøen’ med det magiske varselstema i orkestret, sætte sjæl og krop til musikken og fastholde det i et stort solonummer gennem over fem minutter?
Pjankesteppe med kammeraten Michael, der spilles på denne aften af Magnus Sterling Borchert med komik og skæg og ballade lurende i øjenkrogene?
I øvrigt være klog, sød og både veltalende og velsyngende i en lang række scener?
Andre står klar til de samme roller på andre aftener. Muligvis lige så talentfulde.
Sammenlagt. Endnu en uppercut fra musical-fabrikken på Vesterbro. Velforberedt, gennemarbejdet, velbesat, gennemkultiveret i alle hjørner.

gregersDH.dk