VÆR SØD MOD DE FREMMEDE. DE STIKKER NOK IKKE ILD TIL DIT HUS

Max Frisch’s klassiker ’Biedermann og brandstifterne’ rammer godt og ironisk på Aarhus Teater.

Dramatiker: Max Frisch. Iscenesætter: Christian Tafdrup. Scenograf: David Gehrt. Komponist: Sune Kølster. Medvirkende: Nicolaj Kopernikus, Nanne Bøttcher, Mette Døssing, Morten Suurballe, Kim Veisgaard, Holger Østergaard, Christian Hetland og Aarhus Teaters Kor.

’Biedermann og brandstifterne’ spiller på Aarhus Teaters Scala Scene indtil 10. juni. Varighed: 1 t 30 min. uden pause.

****

Selvfølgelig. Oplagt af Aarhus Teater at sætte ’Biedermann og brandstifterne’ på plakaten. En moderne klassiker, der sætter spot på vores angst for det fremmede, det anderledes.

Sig bare muslimer og indvandrere, for det er det, enhver, der ser stykket, tænker: Ja, for søren, det er det, stykket handler om. Også handler om.

Den pæne mand i det pæne, lille hus, hr. Biedermann, er godt nok bange for, at der skal gå ild i hans hus. Men han er endnu mere bange for at komme til at sige noget forkert til den underlige fyr, der har møvet sig ind på loftet i hans hus. Det er da synd for ham, at han er hjemløs. Og laset i tøjet. Og sulten. Men han er flink at snakke med. Han synes da – ligesom Biedermann og hans kone – at det er noget skidt med alle de huse, der bliver stukket ild til rundt i byen.

Det er selvfølgelig lidt mærkeligt, at han samler på benzindunke oppe i lofthummeret og en dag spørger Biedermann, om han ikke kan låne ham nogle tændstikker. Men man taler ordentligt til folk og låner dem da tændstikker, hvis det er det, de beder om. Ligesom man lader tjenestepigen koge ekstra æg og servere det ene og det andet for den flinke mand, selvom han brokker sig og stiller uforskammede krav til betjeningen.

Vi er altså virkelig langt ude. Latteren runger hos publikum over uhyrlighederne og det indlysende vanvittige i krav og eftergivenhed. Og Nicolaj Kopernikus er mønstereksemplaret af et venligt og forekommende menneske, en Biedermann, der er kommet frem i sin lille verden med tjenstvillighed og pæn opførsel. Hans kone Babette er i Nanna Bøttchers udgave forfjamsket over den fremmede, loyal over for sin Biedermann, nervøs for, hvad der sker – og har ikke tjenestepigen Annas indædte irritation mod den uforskammede stodder – Mette Døssing vrisser, så det knirker som gamle gulvbrædder, ad slynglen, der har møvet sig ind – Morten Suurballe med lømmelagtig selvbevidsthed, en snog af tilforladelig frækhed, uimodståelig med sin gennemskuelige, men ubehøvlede masen sig på, der belønnes høfligt af mennesker, der ikke evner at stå imod, selvom de et eller andet sted aner – men kun aner – bedraget og risikoen. Suurballe er en af de begavede og originale karakterskuespillere, som Det Kgl. desværre mener, man kan undvære.

STYKKET er en komedie med en pointe, der i al sin firkantede enkelhed svier. Mennesker, der lader stå til og må tage følgerne. Schweizeren Max Frisch skrev det i 1958. Det var en eftertanke til tyskernes afbøjende reaktioner på nazismens fremmarch. I slægt med andre teaterstykker, der rammer menneskers ydmyge og ydmygende reaktioner på nazismens magtfulde pression – Falladas ’Lille mand, hva’ nu?’ fra 30’erne, Kjeld Abells samtidig ’Melodien, der blev væk’, eller Brechts ’Svejk i 2. verdenskrig’ og Fassbänders ’Angst æder sjæle op’ fra efterkrigstiden. Helt aktuelt med f.eks. Houllebecq’s ’Underkastelse’, der lige har gået på Betty Nansen, og som handler om en blød, intellektuel, fransk akademiker, der vælger at bøje sig for en muslimsk magtovertagelse i Frankrig, fordi det er det nemmeste for ham og ikke forstyrrer hans karriere og magelige livsførelse.

’BIEDERMANN og brandstifterne’ har været opført en del gange i Danmark, første gang på Odense Teater, senere i en sorthvid TV-teater-udgave i 60’erne – i begge tilfælde med udeladelse af den slutsekvens, der er med i Aarhus i instruktøren Christian Tafdrups iscenesættelse: Biedermann og hans kone og brandstifterne mødes efter katastrofen i helvede under farverige dommedagsudfoldelser. Det tilføjer ikke meget til pointen, men giver i hvert fald scenografen David Gehrt og instruktøren lejlighed til at udfolde det computerspilagtigt spektakulære.

DET er en fin idé at indsætte Aarhus Teaters nydannede kor med Frischs oprindelige kommentar-tekster fra hans radioteater-original til nykomponeret musik af Sune Kølster. En effekt, der styrker stykkets karakter af dramatisk symbolik – hvor f.eks. den gamle tv-teaterudgave hælder mere mod enkel realisme.

gregersDH.dk