Kim Veisgaard og Inge Sofie Skovbo i ‘Besøget’ på Aarhus Teater (Fotograf: Anna Marin)

MAN HØRER TRIN…

Århus Teater spiller Dürrrenmatts gyser ’Besøget’ mere som munter groteske end som livsfarlig samfundssatire. Men Inge Sofie Skovbo har godt fat i den gamle dame, der kommer til byen som hævner.

’Besøget’ spiller på Aarhus Teaters Scala Scene indtil 27.september

****

TRIN! Man hører endnu stilet-hælenes enerverende ekko fra Ghita Nørbys trin i ’Den gamle dame kommer til byen’ på Det Kgl. for fire år siden. Et varsel om damens ankomst på perronen i hendes fødeby med det slamklingende navn ’Güllen’. Et frygtindgydende signal fra et dæmoniske kvindemenneske om den trussel, der hænger over den intetanende by.
Der lyder også trin i opsætningen af stykket på Aarhus Teater. Mere stilfærdige trin. Og først i 2. akt. Det er Kim Veisgaard, som man hører vandre frem og tilbage i stuen over sin købmandsbutik. Også ildevarslende trin. Men tunge og jordbundne. En lille mand, der er bange.
Det er den mageløse historie om kvinden, der i en sen alder vender tilbage til sin hjemby for at hævne sig – ikke bare på den mand, der svigtede hende, og som hun giver skylden for, at hun måtte rejse bort – men på hele byen og dens befolkning, der kun havde hån til overs for hende dengang.
Stenrig er hun blevet gennem en absurd mængde ægteskaber, og hævnen består i, at hun tilbyder milliarder til byens fattige indbyggere på én betingelse: Den svigefulde Alfred skal dø. Hun medbringer endda kisten, han skal skrinlægges i, så hun kan rejse et skammens monument.

HÆVNERSKEN

Historien er blevet en moderne klassiker. Det er den ondskabsfulde fortælling om dilemmaet, der opstår, når ordentlig moralsk opførelse skal stå sin prøve over for muligheden for at score kassen. Et dilemma, som Dürrenmatt ikke et øjeblik er i tvivl om, hvor ender. Verden er ikke bedre end den er.
Den ene efter den anden af dansk teaters store damer har spillet hævnersken Claire Zakanassian: Bodil Ibsen, Bodil Kjer, Birgitte Federspiel og altså seneste Ghita Nørby.
Nu er det Århus Teaters Inge Sofie Skovbo, og hun har meget for sig til rollen. Hun ankommer i sin hvide elegance til ’Güllen’-stationen med en kølig distance, som kunne være dronning Margrethes, var det ikke lige fordi hendes følge bestod af et par luvslidte, komiske forbryder-karikaturer, og fordi hun, når det stikker hende, ind imellem affyrer bemærkninger, der er hentet fra Claires fortid på bordellerne.
Inge Sofie Skovbos bevidste skarphed og beregnende ironi kommer, efterhånden som handlingen skrider frem, til at stå lidt isoleret, fordi iscenesætteren Mick Gordons ikke bare skaber uhygge omkring hendes frygtindgydende projekt, men også komik. Begge dele er manuskriptets muligheder, men vi er hurtigt på sporet af en iscenesættelse, der tipper vægten mod det komiske.
Vi er mere til sjov end til gys.
2. akten indledes f.eks. med, at vi et øjeblik skal tro, at den gamle dame har lagt sig til at dø på den medbragte kiste, der er tiltænkt Albert, men nej, vel har hun ej, hun dvæler på den minderige halmballe, hun i sin tid hyggede sig på under excesserne med unge Albert. Tilmed nu iført brudetøj efter endnu et en passant-bryllup.
En glimrende imødekommelse af Dürrenmatts groteske fantasi selvfølgelig.

UNDERHOLDENDE

Allerede borgernes modtagelse af den gamle dame på banegården er et show af lattervækkende detaljer, da rosset af ’Güllen’ udfolder sig. Borgerne, den brovtende borgmester (Lars Lohmann), den emsige skolelærerinde (Mette Døssing) og den arme købmand Albert, der selvsikkert prøver at spille op til sin gamle elskerrolle over for den gamle dame, og resten af slænget, som danser omkring guldkalv-ladyen. Et galleri, der er som hentet i tv-serien ’Familien fra Bryggen’.
Stykket indeholder ondskabsfuldhed og skarp satire over menneskelige svagheder, karikaturer af rig og fattig, men også naturalistiske scener mellem små sjæle, der går amok i forventning om de mange gysser.
Der er masser af ideer i opsætningen, scenografien rummer sider af det alt sammen, en blanding af naturalisme, video og show, musikken spiller med i en slags heksedans, og det får alt sammen Inge Sofie Skovbos figur til at tegne sig rigtigt, men alligevel mindre skarpt i helheden.
En stærkt underholdende forestilling. Men mindre farlig end forventet.
gregersDH.dk