Ina-Miriam Rosenbaum som Berlusconi omgivet af sit foretrukne selskab   (Foto: Miklos Szabo)

*

*

*

SKÅRET UD

I PAP

’Berlusconi’ er et forsøg på med alle til rådighed stående klichéer at gøre Silvio Berlusconi til det latterlige centrum i italiensk politik.

Rhea Leman: ’Berlusconi’. Instruktion: Rhea Leman. Scenograf: Camilla Bjørnvad. Komponist: Joachim Holbek. Medvirkende: Ina-Miriam Rosenbaum. Mette K. Madsen, Laura Bro, Karen Lise Mynster.

’Berlusconi’ spiller på Frederiksberg Scenen indtil 9. maj

***

RHEA Leman har følt sig fristet af tanken om Ina-Miriam Rosenbaum som Berlusconi. Med god grund. Rhea Leman skrev stykket om Goebbels for et par år siden. Rosenbaum fik ramt den lille nazi-slyngel med uhyggelig præcision, og stykket blev en stor succes. Nu gjaldt det en anden slyngel, italiensk politiske slange Silvio Berlusconi, en folkeforfører af samme dimensioner som Josef Goebbels, men med en anden karakter, spækket med italiensk operacharme og seksuel ekshibitionisme.

Men forsøget lykkes ikke rigtigt. Ikke fordi Ina-Miriam Rosenbaum ikke løser opgaven med præcise, rammende midler. Hun kan både ligne ham, tale som ham, sige det samme hårrejsende sludder, snyde og slå fra sig og grine sig ud af det meste med sit tandpastasmil.  Hendes skuespiller-klaviatur er stort nok til, at hun kan ramme de lumskeste hjørner af figuren.

Men Rhea Leman har satset umådeholdent på alle de velkendte forestillinger og klichéer om Berlusconi, hans sex med mindreårige, hans skilsmisse, hans skattesvindel, hans monopol på de italienske medier, hans misbrug af italiensk fodbold.

Det bliver hurtigt satire som skåret ud i pap.

TV-SHOW

Idéen er at lade det hele foregå omkring et tv-show, der skal bruges i en italiensk valgkamp.

Vi bliver som publikum inddraget i showet som stemmekvæg, og showet udvikler sig hurtigt til en stribe hysteriske indslag med udmærkede skuespillere, sjove nogle gange, men oftere temmelig anstrengende:

Laura Bro er sat til at bekræfte teenage-klichéen, det lille guds ord fra landet, der på et øjeblik nærmest bliver gjort til producer af showet takket være sine store bryster. Den harmonikaspillende Mette K. Madsen er både konferencier og abbedisse og slider bravt med opgaverne. Og selveste Karen-Lise Mynster – disse års mest begavede kvindelige, danske skuespiller – overrasker i flere lynomklædninger, især med et portræt af Berlusconis ungdomskæreste, der nu sidder nu i rullestop på et hospital. Dér blev der godt nok stille i salen.

Det går ellers derudaf i pluk og pjank, synges en del sange af Joachim Holbek med Rikke Sandberg ved klaveret, og livet bliver taget af Berlusconi, men det er en sej død, trukket mindst tyve minutter ud over, hvad der burde have været deadline.

Rhea Leman har taget sig et frikvarter med den forestilling, oven på sin succes med den glimrende opera ’The Rosenbergs’. Det havde været mere interessant, hvis hun havde fået bidt Berlusconi i nakken med et hvast og hårrejsende kammerspil til Ina Miriam Rosenbaum.

En overfladisk fjolle-revy på over to timer er lidt surt. Og lettere misbrug af stærke skuespillere.

gregersDH.dk