Signe Asmussen i ‘Le marteau sans maître’ (foto: Alexander Banck-Petersen)

I AVANTGARTNERNES

FRANSKE HAVER

Genhør med et mytisk og engang skræmmende værk: Pierre Boulez’  ‘Le marteau sans maître’ – ’Den herreløse hammer’.

Gunnar Bergs ’Mouture’ og Pierre Boulez’ ’Le marteau sans maître’ opført i Koncertkirken på Blågårds Plads. Varighed: 2 timer inkl. pause. Som et trist a propos: Annoncering af komponisten Ib Nørholms død i går. Han var blandt de specielt inviterede til koncerten.

*****

DET er som et trække vod i den moderne musikhistorie – for nu at bruge titlen på et P.S. Krøyer-billede: Fiskerne, der trækker fangsten op på stranden ved Vesterhavet. Vi var i fjerne tider med den koncert i aftes, så fjerne som 50’erne og 60’erne, da jorden skælvede nogle årtier under eksperimenter med tonesproget, jubel rasede, og raseri blandede sig med nysgerrighed på, hvad det betød alt sammen, når komponister udviklede indviklede nye måder at udtrykke sig på med de forhåndenværende instrumenter, med menneskestemmer og med nodeskrift, der kæmpede med at holde kursen i partiturerne. Kast steder som Darmstadt og navne som Stockhausen og begreber som tolvtonemusik i hovedet på den klassiske musiks glade udøvere og troende publikum. Ansigterne skiftede og skifter stadig farve mellem mistro og væmmelse.

MUSIKKEN fra den tid lever intenst – både retrospektivt og fornyende – i parallel-universer som dem, der var i aktion i Koncertkirken ved Blågårds Plads i aftes, 2. pinsedag – Festivalen ’Klang’ og ’Moderne Mandag’, der normalt holder til i det frederiksbergske Kulturhus Metronomen. Et fælles projekt om at ramme et par knytnæver fra midten af tresserne – men hallo: Knytnæver? Så svært er det jo ikke, dét, der fik mange til at ryste på hovedet eller tage sig til det dengang. Ikke som det høres nu, et halvt århundrede efter.

FØRST var det den spinklest tænkelige, raffinerede balletmusik, Gunnar Bergs ’Mouture’, skrevet i Paris af den unge Berg, brugt i en ballet på Holland Festivalen i 1956. ’Mouture’ er et fransk ord for at male f.eks. kaffe, altså kværne noget. Det er sandelig gjort med delikatesse, dette værk for seks slagstøjsmusikere. Det lifligste batteri af lyde med små og store køller på små og store, klingende percussion-redskaber. Stilfærdigt, men gradvist kulminerende i rytmiske fortætninger. Måtte en af vores så nysgerrigt omkringtumlende danseensembler forsøge sig med værket en dag. Det fortjener det.

DEN norske komponist Arne Nordheim sagde engang, at ”den nye musiks største problem er et transportproblem”. Han hentydede til de arsenaler af slagtøj, så mange komponister tog i brug. Der blev nu ikke større transportproblemer med at stille om til aftenens andet værk.

DET var mere eller mindre samme opstilling af slagtøj, suppleret med violin og fløjte til Pierre Boulez’ ’Le marteau sans maître’ – oversat ’Den herreløse hammer’. Den titel kunne lyde som en ny version af ’Troldmandens lærling’, men vi er et andet sted – det er et lysende originalt stykke absurd musik, skrevet i begyndelsen af 50’erne af den franske komponist Pierre Boulez, et – for nogle – foruroligende symptom på, at før-krigens kontroversielle tolvtone- og atonale kompositionsidéer ikke var glemt og gået under i nazitidens hadefulde kværn og 2. verdenskrigs tummel. Schönberg, Berg og Webern havde overlevet alt, og bød på ny livskraft i 1950’erne.

TAMÁS Vetö og Prisma Ensemblet spillede ’Le marteau sans maître’ i 60’erne med den ekstravagante mezzo Jolando Rodio som solist – værket er svært og krævende at spille, men ikke svært at lytte til. Ikke som vi hørte det i aftes med det uhyre velspillende ensemble Ekkozones seks musikere og Signe Asmussen – den ubegribeligt alsidige, altslugende, prægtige sopran som sangsolisten, der som her var i stand til at indpasse sin stemme som var den et instrument blandt de seks andre, synge sin stemme i tæt sammensmeltning med fløjten eller soloviolinen, nynne, hviske, tale, i det hele taget bruge digteren René Chars tekster flydende og selvfølgelig i al deres kunstfærdige, men også stilfærdige absurditet. Det er en opgave løst med en naturlig musikalitet, uanset de krævende og rytmisk uventede spring.

HVILKEN spændvidde. Når man nu lige har siddet om eftermiddagen og hørt en anden, djævelsk begavet sopran synge dronning Elisabeth I’s sindssvagt krævende parti i Metropolitan Operaens version af Donizettis ’Robert Devereux’ – ja, så er vi på lige så avanceret galej i sanger-opgaven i Boulez’ kammermusikalske ’Le Marteau’.

BÅDE Signe Asmussen og musikerne er i trygge hænder hos Ekkozone-dirigenten Mathias Reumert, der virker helt hjemme i det komplicerede værk. Han og hans musikere bevæger sig i deres tilværelse gnidningsløst rundt i både klassisk og rytmisk musik. Denne aften med et for nogle af os forbløffende genhør med egentlig let tilgængelig ‘ny’ musik. Svær at spille. Enkel at lytte til. Bl.a. med tanken på de mængder af såkaldt absurd teater, vi har levet med siden Boulez skrev ’Le Marteau’. Det er dér, vi befinder os. Med en musik, der er født parallelt med Beckett og Ionescos dramatik.

DE lyslevende, ’gamle avantgartnere’ som arrangørerne kalder dem.

 gregersDH.dk  ‘ny’