MORS SKÆVE PEGEFINGER
I en ny bog kringler Benny Andersen sig gennem sit livsløb i spring og sidespring. Hans mors pegefinger spiller en vis rolle.
Der lurer altid en skæv vinkel i digteren Benny Andersens digte. I hans tanker, hans blik og i hans smil.
Hans nye bog er også fuld af skæve vinkler og sansen for modsætninger. Bogen handler om hans eget kringlede liv. Indfanget med løs hånd som kapitler i prosa, nedfældet undervejs gennem de sidste halvtreds år.
Et sted i bogen har han en forklaring på det skæve. Han fortæller om sin mor, der ikke brød sig om, at nogen i familien skrantede:
” – Husk at vi er robuste i vores familie! sagde hun med hævet pegefinger, hvis nogen af os ømmede sig en smule. Udsagnets strenghed mildnedes en anelse takket være det yderste led på pegefingeren, der drejede lidt til højre. Så mens hendes blik så lige på én, sigtede pegefingeren på et punkt cirka otte centimeter ud for ens venstre øre. Alligevel – eller måske netop derfor – rettede man sig efter den. I hvert fald er mit helbred fortræffeligt.”
Nu er digter Andersen 77 år, og hvad kurs er man så på? Hvilken vej sigter mors pegefinger?
”Jeg føler mig yngre, end da jeg var yngre,” siger han. ”At blive gammel er en helt ny oplevelse for mig. Endelig noget, man ikke har prøvet før.”
OLDEMOR BLEV 96
Sådan kan man blive kendelig oplivet. Af at læse bogen. Og af at møde digteren. Jo, han er klart nok ved fortræffeligt helbred som han sidder der i omgivet af sine bøger, med sin nye kone Elisabeth i kærlig nærhed, en whisky – tynd, tynd – på sofabordet og den grønne forårshave udenfor.
Han siger – som kommentar til sin ’nye oplevelse’: ”Jeg har slet ikke tid til at kradse af. Herregud! Min oldemor blev 96. Det er i hvert fald mit første mål. Min afdøde hustru Cynthia sagde: ”Du må love mig, at du ikke dør før mig, for hvad skulle jeg gøre uden dig.” Det lovede jeg, og det har jeg holdt. En lignende aftale har jeg med Elisabeth. Det er den ansvarsbevidsthed, jeg har med hjemmefra. Mors skæve pegefinger. Jeg bliver nødt til at holde mig i live. I første omgang til 96. Så må vi se.”
I live. Også for at skrive. Forskelligt. Lige nu en oversættelse af en digtcyklus af den lettiske forfatter Yuris Kronbergis, altså fra svensk – letten har skrevet digtene på svensk. Benny Andersen har mødt Kronbergis i Letland – ”fordi jeg spiller sammen med nogle skøre lettiske spillemænd, der synger Svantes Viser på lettisk.”
Der er så meget andet, der også skal skrives. Hvor og hvordan skriveriet foregår, kan man læse i de 13 betingelser for gunstige arbejdsvilkår, Benny Andersen opstiller i bogen. Det første lyder sådan:
”Arbejdsværelset lydisoleret, ikke for stort, ikke for lille, ikke for koldt, ikke for varmt. Gerne lidt skummelt.”
Altså en hule?
ENSOMHED, TAK
Benny Andersen forklarer: ”Det er ikke, fordi jeg er huleforsker. Men der skal være dæmpet belysning. Jeg har brug for at koncentrere mig og sidde i ensomhed. Det hænger nok sammen med, at jeg også er pianist og meget omkringfarende. Udadvendt i perioder. I andre indadvendt. Begge dele er lige vigtige for mig. Det er som indånding og udånding. Da Cynthia og jeg byggede vores hus på Barbados, bad jeg om at få det mindst interessante af værelserne. Det var svært – med det caraibiske hav og fristende udsigt. Herhjemme har jeg også et arbejdsværelse ovre i gartnerboligen på Sophienholm. Dér er betingelserne næsten opfyldt. Det er bare det med telefonen. Skal man trække stikket ud eller ej? Man er jo også lidt nysgerrig: Hvem ringer?”
En anden arbejdsbetingelse: ”Ingen myg eller fluer. Gerne en ældre, sat edderkop i et hjørne.”
”Jeg foretrækker edderkopper frem for fluer. Edderkopperne fanger jo fluerne og guffer dem i sig. Så dér har vi et udmærket samarbejde. Som vi har haft lige fra min barndom. Nede i brændeskuret havde vi en ordentlig moppedreng. En korsedderkop. Når jeg fangede fluer, smed jeg dem ind i spindet til den. Du mener ikke, jeg er værdig til en post i Dyrenes Beskyttelse? Jamen, jeg beskytter edderkopper. Man må vælge. Fluer, nej. Edderkopper, ja. Jeg har også stor kærlighed til fugle. Men med visse undtagelser. Skader og krager jager jeg væk med det samme. De hugger mine fugles mad. Jeg beskytter nogle dyr mod andre.”
DRIVKRAFTEN
Livet er ikke det værste man har, som Svante siger. Benny Andersen siger det lidt anderledes i bogen: ”Skulle jeg udtrykke min livserfaring i én sætning, så ville den lyde således: Livet er noget andet end det, man tror.”
Hvordan nu dét?
”Nysgerrighed, opdagelseslyst – det er en drivkraft hos mig. Så viser det sig altid, at livet er noget andet end det, man troede. Et digt bliver også tit noget andet end det, man troede. Hvis det bare blev, som man troede, så ville man ikke gide skrive det, vel? Du spørger, hvordan min arbejdsproces så er.
Jeg har kolleger, der vågner vanvittig tidligt om morgen og skriver. Jeg er længe om at vågne. Nok fordi jeg har en fortid som musiker, hvor man jo arbejdede om natten. Jeg er hverken a- eller b-menneske. Jeg er vist nede omkring q. Skal lige vågne op. Læse avis og sådan. Hen ad ti-elleve kan jeg sætte mig til arbejdet. Så går den første tid med at sidde og glo ud i luften. Vente på, om der måske dukker noget op. Jeg har bare den aftale med mig selv, at der skal stå NOGET på papiret. Et eller andet. Det behøver ikke være guldkorn. Erfaringen viser mig, at hvis jeg holder ud, så plejer jeg at kunne arbejde mig hen mod det punkt, hvor pennen bliver strømførende. Det er en fryd at skabe noget. Men når man kommer lidt op i alderen, så opdager man også fryden ved at kassere. Destruere. Jeg har et digt i samlingen ’Denne kommen og gåen’. Det hedder ’Afkroge er ikke, hvad de har været’. Otte små linjer. Men det begyndte som to tæt beskrevne sider. Jeg havde det liggende i skuffen og tog det frem en gang imellem. Det endte med at blive skåret ned til fire linjer. Nu var det for kort. Så føjede jeg fire linjer til: ’Man leder efter et ord og finder et sprog/Man kysser en mund og bliver gift med et folk/Man graver i haven og støder på en planet/Man ser forundret op og man er forår’. Det var dét.”
EN ’RIGTIG’ BOG
Citat fra bogen: ”Da jeg havde fået udgivet et par digtsamlinger, var mor ganske tilfreds og stolt. Så kom min tredje digtsamling. Hun var stadig begejstret: – Den er virkelig god, udbrød hun og tilføjede: – men sig mig, hvornår skriver du en RIGTIG bog?”
Et hårdt udspil. Benny forklarer:
”Med rigtig bog mente hun en roman. En af de der fede, hun lånte på Dyssegaards Bibliotek. Jeg har prøvet nogle gange. Men jeg har altid fortrukket den korte form. Men det lå i tiden dengang i 50’erne, at digte mest var noget, man skrev i ungdommen, indtil man blev voksen og skrev prosa. Det var først, da jeg kom til Sverige som ung pianist, at jeg opdagede, at der var voksne mænd som Harry Martinson, begavede folk, der blev ved med at skrive digte. En stor lettelse! Jeg behøvede ikke være slavebundet af den der danske provinsielle tradition…
SKRIVESTOP
Citat fra bogen: ”…dramatiske læseoplevelser, som greb afgørende ind i mit liv.”
”Har jeg virkelig skrevet dét? Hvad mon dét var? Joh… Det skete i hvert fald, da jeg læste Søren Kierkegaards ’Stadier på livets vej’, hvor han skelner mellem det æstetiske, det etiske og det religiøse. Dér beskriver han digtere som nogle underlige nogle, der ikke rigtig kan beslutte sig for, om de vil det ene eller det andet. Som fjumrer lidt omkring. Det ramte mig på et tidspunkt, hvor jeg havde haft flere skuffelser, bl.a. fået mange ting tilbage fra Gyldendal. Jeg besluttede at holde helt op med at skrive. Inspireret af Kierkegaard. Jeg valgte det ’etiske’. Fra nu af ville jeg koncentrere mig om min familie. Være ansvarsbevidst. Det var en helhjertet beslutning. Jeg holdt en lang pause på flere år, hvor jeg ikke skrev, kun spillede og var noget for familien. Indtil jeg så nærmede mig skriveriet igen og fandt min egen stemme med de der digte, ’Den musikalske ål’ og ’Den kritiske frø’.”
FALD I STAVER!
Citat fra bogen: ”Et barn får ikke lov at falde i staver ret længe ad gangen.”
Det citat får Benny Andersen til at flamme op:
”I vores effektivitetsjagende verden kan man jo ikke tillade sig at falde i staver. Der kommer altid en voksen forbi: – Hvad sidder du dér og hænger for? Lav dine lektier eller gå ud og leg med de andre! Med det resultat, at når barnet så bliver voksen, så har det glemt at falde i staver og må gå på dyre meditationskurser for at lære at meditere – et finere ord for at falde i staver – for at lære noget, det havde ganske gratis, da de var små. Det, som børn og alle vi andre har behov for. Min kone og jeg holder nogle ’kedetimer’ eller ’kededage’ – hvor vi absolut ikke keder os, men hvor vi bare ikke skal noget. Sidde og glo ud i luften. Det er forudsætningen for at kunne handle og kreere noget. Hvis man aldrig giver sig lov til at kede sig…hvis man er PÅ hele tiden. Så bliver man altså bims til sidst…”
Vi falder lidt i staver ved sofabordet. Men pludselig rejser Benny sig, da en skade skræpper udenfor. Havedøren op, og et skræp tilbage. Benny er PÅ.
Fra stilstand til handling. Altid modsætninger.
”Jeg kan ikke lide at blive kaldt en Rasmus Modsat,” siger Benny med et skævt grin. ”Jeg kan bedre lide det, Tom Kristensen skrev, da han anmeldte min digtsamling ’Kamera med køkkenindgang’. Han kaldte mig DIALEKTIKER. ’Benny Andersen tænker dialektisk’, skrev han. Den kunne jeg godt lide.”
Der er to sider af en sag. Benny Andersen har altid øje for den anden. Mors skæve pegefinger er med.
Af
Gregers Dirckinck-Holmfeld