SÅ HVIDT SOM HAVETS SKUM

Et værk lige til sofabordet. Om arkitekten Arne Jacobsen og hans Bellevue Teater i Klampenborg, godt fortalt af teater- og kunsthistorikeren Ulla Strømberg

Ulla Strømstad: ’Bellevue Teatret’ – arkitektur og teater. Forlaget Bogværket. 256 sider, kr. 348,-

*****

EN bog til sofabordet. Den er flot, den er lækker, og den vejer lige så meget som det halve af bordet. Værd at blade i og læse i. Fuld af prægtige billeder.

Den handler om Bellevue Teatret, det forunderlige bygningsværk, der ligger på Strandvejen i Klampenborg som et udråbstegn, et visuelt signal om, at Danmark er sgu et dejligt land. For nu at sige det lidt som de to gavtyve Rasmus Botoft og Martin Buch, med scenenavnene Fritz og Poul: ’Livet er sgu dejligt!’, titlen på en bog om de to.

Sjovt nok, så handler netop det sidste afsnit i den fine bog om Botoft og Buch, tilsammen: ’Rytteriet’ – det seneste hit på Bellevue Teatrets repertoire. Og fast bestanddel gennem flere sæsoner.

Afsnittet har undertitlen ’Snobberne og andet godtfolk’. Det er et festligt og kammeratligt knock out til teatret. Til stedet. Til Klampenborg-miljøet. Til alt det, teatret er udsprunget af og stadig springer ud af. Med bogens forfatter Ulla Strømbergs ord: ”’Rytteriet’ er som skabt til Bellevue. Fritz og Poul har noget til fælles med naboerne til Bellevue Teatret. De drømmer om au pairs (i flertal) og årgangsrødvin…” Oven i det: Sjofelheder i karlekammerjunker-tonen.  

HJEMME I GENTOFTE

Historien om Bellevue Teatret handler om et teater, der er præget af, hvor det befinder sig. På Strandvejen, i Gentofte Kommune, i et kvarter med de højeste huspriser og en grundskyld, der viser tænder. Årsag: Udsigt til Øresund, smækre naboer og omgivet af Dyrehaven.

Og så bygget af en arkitekt, der var barn af kommunen, bosat og dybt forankret i den, og samtidig en arkitekt, der har indlagt sig international berømmelse for byggerier, der ikke alene rammer dette steds luksuøse og liflige ånd, men også har sat sit elegante stempel på huse, ja endda huses indretning i resten af Danmark og vidt omkring. Sig navnet: Arne Jacobsen.

Ulla Strømbergs bog er en velformuleret, omfattende beretning om, hvordan Arne Jacobsen udvikler sig som arkitekt, hvor han har hentet sin inspiration fra, og hvordan teatret blev til i forbindelse med en total renovering af Strandvejs-området i Klampenborg. Han er dårligt nok færdig på Arkitektskolen, før han i 1926 som elevprojekt tegner hotel i Klampenborg, i afgangsåret 1927 sportshal og restaurant samme sted. I 1928 får han Kunstakademiets lille guldmedalje for et projekt til et Nationalmuseum mellem Klampenborg og Tårbæk – det blev aldrig til noget, for man valgte at udvide i Stormgade ved det nuværende Nationalmuseum. Men – stadig i 1928 – er han i gang med en stribe villaer i området, bl.a. sin egen på Gotfred Rodes vej tæt på Dyrehaven.

Og så følger i 30’erne det store rush omkring Bellevue: Mattssons Ridehus bag ved det senere teater, Bellevista – de hvide treetagers boligblokke ved siden af teatret, og endelig selve Bellevue Teatret, der indvies i 1936.

Perfekt helhed. Forfatteren nævner undtagelsen: Den grumsede benzintank, nabo til teatret. Nede ved Skovshoved tegnede Jacobsen en køn benzintank, der senere er blevet fredet. Tankejeren ved Bellevue må have det grimt.

Men ellers: Så kønt. Og hvidt det hele! Med blåt ind imellem. Hvide skumsprøjt og blåt hav. Fortæppet malede Sikker Hansen i blåt og hvidt – med en solbrun, nøgen donna i midten. Hun kunne konkurrere med de lyse svineskindspolstrede stole i salen. Og sensationelt: Taget kunne skydes til side om sommeren, så aftenhimmelen kunne sende forjættende signaler ned til publikum.

Bellevue Teatret blev til i en periode, hvor der blev forsøgt en del med teaterbyggeri rundt i verden. Især for at forøge publikums muligheder for at se. Forskellige former for halve og hele arenascener. Jacobsen tegnede Bellevue i en blid vifteform og med blid skråning. Mere var der ikke plads til på grunden. 

MELODIEN DER BLEV VÆK

Sært nok: Bellevue Teatret åbnede med en fiasko. Tiden var til revyer. Vi var midt i trediverne, hvor revyer groede landet over, og folk ville sommermuntres af sjove sketcher og kendte skuespillere på slap line. Eller med politiske skarpheder fra PH. Inde i byen så man Marguerite Viby og Chr. Arhoff på Apollo Teatret og Olga Svendsen på Fønix Teatret. Og Cirkusrevyen på Bakken havde året før haft sit gennembrud med Osvald Helmuth som spydspids.

Dér lå måske problemet. Bakkens Cirkusrevy med sin enorme folkelige tiltrækningskraft – det var det, man skulle hamle op med på det smarte nye Bellevue Teater. På scenen havde man anbragt Liva Weel, Chr. Gotschalch og Johannes Meyer plus en flot stribe dansepiger styret af selveste kgl. solodanser Børge Ralov.

Men hvordan var reaktionen? Dyb imponerethed over teatret, indretningen, beliggenheden. Sparsom glæde over revyen. Bogen gengiver – desværre meget småt – en brillant tegning af Ekstra Bladets store satiretegner Spott, hvor man ser Johannes Meyer i fuld udfoldelse på scenen, mens publikum kikker op i loftet. Alle stirrer henrykt på den blotlagte himmel og udbryder ’Næh!!’

MELODIEN GENFUNDET       

Bogen har gode pointer om de vanskeligheder, teatret har haft med at finde den profil, der gør det til noget andet end konkurrenterne. Revyerne gik ikke. Også 2.året blev nedtur, selvom man havde Victor Borge – dengang Børge Rosenbaum – på scenen med sin ’Fonetisk tegnsætning’. Debut for et verdensnummer.

Teatret blev lavet om til biograf i en årrække. Forfaldt også og var på nippet til at blive revet ned. Men en ny ejer, arkitekten og teaterkenderen Jes Kølpin fandt gradvist melodien gennem 60’erne og 90’erne og frem over år 2000. Teater med dans og musik, gerne jazz og rock på løbebåndet. Gerne eksperimenter. Det har givet pote trods kiksere.

Strømberg gennemgår det meste, brokker sig lidt over, hvad der er revet ned for at give plads til Arne Jacobsens herligheder, men pryder fortællingen med billeder, plakater og en hærskare af de teatertegninger, der i dag savnes i de fleste aviser. Senest i denne sæson de to lokale, håndholdte koryfæer: Fritz og Arne og deres ’Rytteriet’. Med hvem vi siger: Jo, også teatret er dejligt. Sgu.

 gregersDH.dk