Vinegar Strokes, drag, motelvært (foto: Kgl. Teater)

I REGNBUENS TEGN

Opera som munter quiz – eller makaber ligbegængelse af en kunstart?

’Begærets mysterier’. Koncept: Krystian Lada. Scenograf: Didziz Jaunzems. Kgl. Teater Gl. Scene. Varighed 1 t. 45 min. Dirigent: Ewa Strusinska. Medvirkende bl.a: Ann Petersen, Adrian Angelico, Elisabeth Jansson, Simon Duus, Samuel Mariño, Vinegar Strokes, Lukas Hartvig-Møller og Claus Claus Knussen. Det Kgl. Kapel.

*****

NEJ, vi skal sandelig ikke være i tvivl: Regnbuerne flagrer som menukort på Det Kgl. Teaters facade, og naboen Danske Bank har ladet søjlerne på fronten af sit gamle palæ overfor male i regnbue-farver – det store køns-halløj er i gået i sving. Der står skrevet PRIDE over halvdelen af alle Det Kgl.s forestillinger til lands og til vands i disse dage. Og der må være penge i det – siger de nøgterne bankstrateger åbenbart. Det er næppe noget for Taliban-folk, men de er jo også langt væk, hvor begreber som bøsser, lesbiske, trans, queer og andet muntert af den art er forvist til en mislig skæbne.

INDENFOR på Gamle Scene var der i aften urpremiere på et ret forrygende show, der balancerede mellem at være en slags opera-quizz, lidt i stil med de populære af den slags i DR-TV, og så en makaber ligbegængelse af operaen som kunstart. Et livtag med operagenren på en måde så flot og håndfast, at man stod tilbage efter omfavnelsen med stumperne af det klassiske operarepertoires udvalgte highlights, garneret med lidt flødeskum fra lige så klassiske knaldperler fra populærmusikkens domæne.

SHOWET har titlen ’Begærets mysterier’. Der er en slags handling i det. Først følger vi en taxa, der bringer forskellige personer til det, der viser sig at være et motel. De er sat stævne på stedet af en mand, de alle har et familiært men problematisk forhold til. Undervejs må manden lide den tort at blive myrdet, vi ved ikke af hvem, men alle de tilstedeværende kan være morderen – som i en Agatha Christie-roman. Og de er samtidig alle af lidt forskellig seksuel observans, så krydderiet er til stede. Dør manden under en seksualseance, der bliver for voldsom? Hvorfor ikke.

MEN vi bliver ikke animeret i forestillingen af kontante sadistiske eller sadomasochistiske øvelser. Det meste foregår gelinde og i blid flugt på en art dobbeltscene, hvor under- og overdel af sceneriet giver raffinerede sammenkædning og spillemuligheder omkring – det er alt sammen fascinerende, men mest en ramme for at få de enkelte scener til at sprede en farvelade af sprøde, flotte eller sjove eller magtfulde musikalske knaldperler og krudtugler fra opera-repertoiret til at blive foldet ud som stikflammer eller rene bål i munden på de medvirkende herrer og damer. Hver gang ved de mest uventede lejligheder. De kommer som pudsige overraskelser og leverer lyksalige øjeblikke af genkendelser af store øjeblikke i velkendte operaer, en livsalig kvartet fra Mozarts ’Cosí fan tutte’, en Dalila-arie fra Saint-Saëns ’Samson og Dalila’, en arie fra Rigoletto, eller Tosca. O. s. v., o. s. v. Sprøjtende rossiniske koloraturer eller dystre Verdi- arier afvekslende med ’My Heart belongs to Daddy’ eller ’Don’t stop me now’. For ikke at tale om Isoldes ’Liebestod’ fra ’Tristan og Isolde’ – Wagner for fuldt blus under bloddryppende regi med den arme, forulempede gæst på motellet.

DET er dæleme forbløffende kost, det show løber af stablen med i halvanden time uden pause, og det går for alvor op for os, da hele historien med de velsyngende solister, de forbløffende scenografiske effekter, de ustandseligt chokerende musikalske gensyn med klassikere, kulminerer i en scene, hvor motellets mærkværdige djævel af en vært griber endnu en musikalsk idé i luften og synger Alabama Song fra Kurt Weills ’Mahagonny’ – det samler pludselig hele ideen med ’Begærets mysterier’ i en undergangs-fortælling. ’Augstieg und Fall der Stadt Mahagonny’ – det er sådan hele dette yderst professionelt sungne og scenisk udfoldede show vil fortælle om en kunstart, der rablende kan ryge med, når der nu skal fortælles om kønnenes og seksualitetens frigjorte leben og ekstravagancer.
Det er imponerende gjort og frækt fundet på af den unge polske instruktør Krystian Lada og hans folk af scenograf og andre medarbejdere. Og stærkt af Den Kgl. Opera at lade ham få frie hænder og et stærkt sangerhold til at stå model.

GLAD latter, spontant bifald og dyb forundring fulgte premieren i aftes. Til de fremragende sangere og de ustandselige og farverige musikalske overraskelser. Skøn måde at tage livet af operakunsten, hvis det er dét, det handler om – som akkompagnement til en regnbuefest, Med jubel og triumf og et glad ironisk grin.
gregersDH.dk