Maria Lucia Heiberg Rosenberg som Belle læser for Thomas Ambt Kofod –  uhyret (Foto: Miklos Szabo)

SOM DE DOG KAN

’Beauty and the Beast’ brager lige igennem som flot, eventyrlig musical på Det Ny Teater.

Spiller frem til jul på Det Ny Teater

******

EVENTYR. Eventyr på alle ledder. Historien om pigen og udyret er et folkeeventyr, vandrende gennem århundreder i europæisk kultur.
Og opsætningen på Det Ny Teater er så eventyrlig flot, at ordet melder sig igen – for det er dog et eventyr, at denne musical er tilbage på teatret med et sådant overskud af smittende glæde, fortællelyst, talent på scenen, humor og farverigdom og en gennemført professionel håndtering, der på den ene side gør os målløse gang på gang undervejs, på den anden side gør os fuldstændig trygge:
Her klapper tingene.
Her er valgt de bedst tænkelige til de enkelte roller, her er ensemblet trimmet og grundfæstet sikre i hver eneste bevægelse, og her er hvert eneste af de utallige sceneskift timet med millimetermål, så forestillingen ruller som efter en matematisk kalkyle på Niels Bohr Instituttet af stjerners og kloders vandring over himmelhvælvet – misforstå det ikke:
Der er nok kølig beregning i spillet, men vi oplever det først og fremmest som flydende, levende, organiske overtoninger og skift fra scene til scene, så historien kan fortælles som et stykke musik. I takt med den flydende og effektive musik, der lyder fra orkestergraven, som så ofte før på dette teater under den svenske dirigent Per Engstrøm – der er ingen smalle steder på Det Ny Teater, det er levende – live! – hvad vi hører.

SKØNHEDEN

Den forrige opførelse af ’The Beauty and the Beast’ for ni år siden på Det Ny Teater blev af uforklarlige grunde ikke oplevet af denne anmelder. Men der går frasagn om premieren, bl.a. fordi Maria Lucia Heiberg Rosenberg (det hedder hun, og det har vi i tidligere tilfældet fået reduceret i længen af pladsmæssige grunde. Redaktionssekretærer har deres facon)… debuterede i rollen som pigen Belle, der forvilder sig i den mørke skov og møder det troldomsramte uhyre, en prins forvandlet, men med det varsel i baglommen, at han kan forvandles tilbage igen, hvis han møder kærligheden, og den bliver gengældt.
En debut, der slog gnister, for hun var ny og purung, og det er nu ti år siden, og nu er hun voksen, ser om muligt endnu dejligere ud og har bevaret sødmen, uskylden i stemme og adfærd, så vi både røres og tror med åbent sind på eventyret.

UHYRET

Og hvad har hun omkring sig? Et uhyre, der i Thomas Ambt Kofods monster-mundering er blevet et herligt grotesk væsen med en stemme som en rusten støvsuger, hugtænder, men også med det mest rørende, forulempede blik. En spiller, som vi kender fra mange Ny Teater-forestillinger, men egentlig aldrig har anerkendt nok for hans glimrende sangstemme – den vi hører i ’Beaty and the Beast’, da han frelst af trolddommen kan smide maske og hugtænder og udfolde røsten frit. Inden da er der fine scener mellem de to. F.eks. – som det ses på billedet: Belle, der læser op for Uhyret af eventyrene om Kong Arthur og ridderne af det Runde Bord, siddende i Uhyrets enorme bibliotek. Det er som et indlæg i den aktuelle bog- og biblioteksdebat!

Og mange flere herligt ramte personer – midt i det eventyrlige opbud af kostumepragt tumler Kristian Boland og Preben Kristensen rundt som prinsens lige så forvandlede opvartere, et makkerpar, hvor den ene, M. Lumiere, snakker Prins Henriks cirkusfransk efter munden, den anden, udstafferet som hoffets urværk, holder tjek på både makkerens og uhyrets opførsel med underholdende nævenyttighed. Suppleret af den yndefuldt syngende tepotte Anne Suppli og Ulla Sell, den bombastiske hofsangerinde, der bryder ud i wagnerske hyl, når det stikker hende.

BYTYREN

Man vil forstå: Persongalleriet omkring Belle og udyret er broget. Også uden for den fortryllede monsterverden, nemlig dér, hvor Belle kommer fra: Landsbyen. Som befolkes af bytyren Gaston i Kenneth M. Christensens muskelpumpede skikkelse, lokal krydsning af filmhelten Valentino og en eller anden Hells Angels-president. Synge kan Chrisensen, så det runger!
Ligesom sin supporter, den vævre Henrik lund. Og bedre end Belles far, Michael Lindvad, der til gengæld fælder – og får os til at fælde – tårer over sine egne og Belles trængsler, inden lykken melder sig i finalen.
En finale, der i pomp and circumstances er morsom, prægtig, overvældende og – eventyrlig.
Som de dog kan på Det Ny. Kan og vil. Og tør – også være trofast over for konceptet: De store, krævende musicals, hvor maksimal investering og indsats er kravet. Og risikoen.

gregersDH.dk